onsdag den 18. juli 2012

Sommerglæder - Marmelade og bagels


Billede lånt fra Hjerteforeningen


I min have vokser der stikkelsbær. Og jordbær, brombær, æbler, asparges, blåbær og rabarber. Men hvor jordbærene toppede, mens vi var langt væk og sikkert blev spist af både fugle og nabo, så var stikkelsbærrene perfekte, da vi kom hjem.

Mange blev spist som de var, men med den store mængde, skulle de bruges til noget. Selv om jeg er vokset op med frugtgrød, vil jeg hellere vente med den slags forsøg til min solbærbusk også giver bær. Hvorfor jeg besluttede mig for at lave stikkelsbærmarmelade sødet med rørsukker og hyldblomstsaft og lidt hjemmelavet vanillesukker.

Jeg ved det godt, jeg lyder næsten som den skrupskøre Fr. Plum, og på mange punkter er vi desværre nok ret enige.

Ikke desto mindre kommer her opskriften på mine to små husmoderlige projekter. Stikkelsbærmarmeladen er naturligvis sprængfyldt med sukker, men dydens smalle sti behøver man ikke altid at vandre på, især ikke når bmi-tallet siger 19,49. Siger den derimod 25+ bør du straks komme i gang med at motionere... Nå, tilbage til opskrifterne, her kommer de.


Stikkelsbærmarmelade:

500 g. rensede og nippede modne stikkelsbær
400 g. rørsukker
3 spsk. hyldeblomstsaft
1 tsk. hjemmelavet vanillesukker

Kog op, lad det simre lidt, køl af og kom på glas. Nemt, men skønt!

Bagels

2 dl. havregryn
2½ dl vand
25 g. gær
1 stor spsk. honning (Du kan også bruge sukker, honning holder dem bare mere fugtige)
1 spsk. olie
2 dl. mælk
1 tsk salt
4½ dl. grahamsmel
5-6 dl. hvedemel

Kog vand og gryn op, lad det blive lunkent. Rør resten i, mel til sidst. Ælt til den er smidig og lad den så hæve 1 times tid. Form derefter 14 boller, lav et hul i midten (det skal være større end du tror, ca. 3 cm i diameter)

Lad dem efterhæve 15 min og kog dem så i letsaltet vand i 1 minut. Kun 2-3 ad gangen alt efter grydens omfang. Pensl dem med æg, drys sesam på og smid dem i ovnen i 20 minutters tid på 200 grader og vupti så står du med lækre, sunde bagels.

Sammen med en friskkværnet, frikbrygget kop kaffe, så kan det ikke gå helt galt. - Og ja, jeg bruger naturligvis en rugbrødsdrevet kaffemølle, en elektrisk er no go.

God appetit!


Mine egne hjemmebagte

4 kommentarer:

  1. ser saft susme gode ud, og jeg er sikker på kombinationen af marmelade og bagels giver krudt i benene.

    Jeg er vild med bagels, men har tænkt de er svære at lave pga. kogning...?
    Din ser prof. ud

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Det må være hullet, der gør det!!!!

    Jeg har en lille indrømmelse, billedet er lånt fra hjerteforeningen. Men det er faktisk nemt at bage bagels. Hvis du kan bage boller, kan du også bage bagels, ellers giver jeg gerne en smagsprøve, hvis du kommer forbi...

    SvarSlet
  3. Kære Karina,

    jeg har kastet et foto på, så du kan se mit eget hjemmebagte resultat.

    Mine huller blev lidt for store, så de egnede sig ikke til sandwich. Men jeg bager snart en ny portion og øvelse gør jo mester, ik'? Og næste gang tror jeg også, jeg bager en portion hvedebagels.

    Håber du kaster dig ud i det?

    SvarSlet
  4. Hej Per,
    Tak for billedet, jeg er stadig imponeret, og måske tager jeg dig en dag på ordet :)

    Det kan være et godt ferieprojekt at gå i gang med :)Når jeg engang når der til...

    Jeg synes det lyder godt at der er "havregrød" i....

    Kh karina

    SvarSlet