Jubilæum - lad os flage!

Ak ja, jeg lever stadig. Eller det bør man vel ikke sige ak ja til, når alternativet er værre!




Siden mit sidste indlæg har jeg fejret et år som skadet, det er et jubilæum af den mere kedelige slags, og heldigvis er det nu også slut! Ingen smerter mere, det er så skønt!




Mine uger har budt på 40-60 km uden reel fartleg eller intervaltræning, men af og til når lysten og overskuddet har været der, har jeg naturligvis leget med farten. Idioten her kan jo ikke lade være.


At jeg har lang vej igen til sidste års topform har jeg længe været klar over, mere tydeligt blev det, da Slagelses hurtigste løber med lethed kom op på siden af mig, da jeg lå på @4.15. Vi fortsatte i samme fart og sludrede undervejs. Og det var dér, jeg for alvor indså, at min form ikke er, som den har været.




Igen. Jeg siger det konstant til mig selv. Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! - Først til næste år...




Og jeg skal passe på. De sidste uger har jeg formået at presse 60 km ind i en travl hverdag, hvor to af turene har været på 17 og 19 km. Og i denne uge presser jeg lidt ekstra ind. Tirsdag bød på 9 km, onsdag på 19 og i dag tager jeg nok bare 5 km, mens risene koger. Og i weekenden tager jeg så to gange 15 km. Stille og roligt!




Jeg håber snart at have overskud til igen uge for uge at logge mine løb. En anden ambition er at bringe opskrifterne for fejringen af mine 40 år, hvor den stod på kold avocadosuppe med citrusmarineret laks, vitello tonnato, kyllingeruller med parmaskinke og salvie, oksesteg, timianristede kartofler, salat med salt/honning mandler og langtidsbagte tomater og desserten bød på kirsebæris med browniebund. Alt sammen hjemmelavet, selvfølgelig. Men med 30 gæster gav det lidt sved på panden, måske derfor saltmandlerne blev ekstra salte?




Altså hermed et lille livstegn fra mig. Jeg lever. Jeg løber. Jeg spiser... og har det vel egentligt meget godt!