Cph Marathon 2012 - Elvis the King

Normalt er jeg jo den eneste, der skriver her. Men til Cph Marathon var der nogle løbere, der gjorde løbet lidt mere festligt og derfor bringer jeg her en beretning fra en anden deltager. Eneste betingelse fra denne skøre løber var, at jeg ikke snobber ham til, det gør jeg ikke, denne indsats kalder på hyldest. Ikke latterliggørelse.

Selv kunne jeg aldrig finde på dette, men jeg beundrer virkeligt sådan et stunt. Og hvis jeg svedte i varmen, hvordan må denne mand så ikke have lidt? Det og så et bandeord er meget, meget imponerende.

Jeg håber, I nyder beretningen, det gjorde jeg! Og brug endeligt gerne muligheden for at trykke på "thumbs up" knappen.... det har han fortjent!

At glemme fire uger.... 21,22,23,24!!!

Hvis jeg kunne, så ville jeg rive de sidste fire uger ud af kalenderen, men altså hvis man kigger på ovenstående, så ville det være synd at rive noget i stykker. Man kunne jo komme til at rive et stykke af skønne Marilyn!

Men sagen er den, at kroppen er gået på ferie lidt for tidligt. Den begyndende ømhed i lysken fra før cph marathon er jeg endnu ikke sluppet af med og min hoftebøjer driller også. Jeg kan dog godt træne, sålænge jeg bare lytter til kroppen og det er jeg nødt til. I et af mine træningspas med disse uvante smerter har jeg virkelig tænkt på, at det ville ramme mig hårdt, hvis jeg en dag ikke kunne løbe mere. At løbe er ikke bare en sport for mig, det er blevet en stor del af min identitet.

I torsdags var jeg ude på 16 km og holdt en rolig fart på 14 km/t. Det kunne jeg godt. De første 5 km virkede alt som normalt, men derefter lod hoftebøjeren mig vide, at den stadig kunne brokke sig. Især opad bakker melder hoftebøjeren sig, og det gjorde den så lystigt igen og igen. For bakker var der nemlig en del af. Jeg valgte dog at slappe af opad for så at løbe lidt hurtigere på de flade stykker og slappe af, når det gik nedad. Min lyske mærker jeg ikke mere, så lidt fremgang er der da.

Men det er næsten komisk, at jeg i februar på en enkelt uge løb 73 km og i juni har uger med kun 30 km. Det må og skal ikke fortsætte. Ja, jeg har skiftet job, men kollegerne og adskillige leverandører og kunder har budt mig velkommen hjem. Jeg tog allerede den første telefon efter tre timer på jobbet, så så mange kræfter har det ikke kostet mig på den mentale front. Og ja, jeg har også fejret min ældste datters fødselsdag og bagt og bagt og bagt, men det undskylder ikke min svagelige krop!

Så nu pisker jeg mig i gang igen. Jeg vil prøve kræfter af med halvmarathon søndag d. 24. ds., og målet er en ny PR. Min træning næste uge kommer næppe op på 60 km, men tilrettelægges, så jeg har kræfter til søndagens strabadser.

Mine sidste uger i korte tal er så korte, at de ikke er værd at nævne!!! Men jeg vender forhåbentligt stærkt tilbage...

CPH Marathon 2012 - NY PR

Og varmt blev det....

Vejrudsigten var lovende. Alt for lovende. I al fald hvis man er løber og skal ud på 42.195 meter.

Det gode vejr havde dog lokket fantastisk mange folk ud gå gaderne, og det var virkeligt skønt og opløftende at høre de mange tiljublende brøl. Et par gange oplevede jeg endda at høre mit navn blive råbt højt med et "kom så" foran.

Men nu foregriber jeg handlingens gang.

Dagen oprandt. Det blev søndag og nu skulle det vise sig, om jeg kunne slå min tid på mit første marathon to måneder tidligere.

Jeg stod op allerede halvseks, drak et par store kopper kaffe, et stort glas juice og spiste en hjemmebagt grovbolle med flere stykker mørk pålægschokolade samt en lys krydderbolle. Alt var naturligvis pakket på forhånd og tøjet var lagt frem, så vel omklædt startede jeg bilen og begav mig mod bryggen, så jeg var sikker på at jeg fik en p-plads. Det lykkedes og i mellemtiden havde jeg fået hældt tæt på en liter vand indenbords.

Sådan så der ud kl. 8.

Jeg afleverede min bagage og iførte mig det udleverede regnslag. Det kom dog af allerede kl. 9, for allerede dér var det varmt nok til shorts og singlet. Inden starten nåede jeg at hilse på andre løbesiden løbere og det var sjovt at få sat ansigt på. Hvis man har spørgsmål til løb og vil have svar fra dedikerede løbere, så er det virkeligt en hjemmeside, der ikke kan få ros nok.

Og sådan så der ud kl. 9.30
10-11.000 løbere fylder meget i landskabet

Jeg lagde mig ved 3.10 ballonen. Faktisk ville jeg helst have løbet sammen med 3.00 ballonen, men varmen og ømheden i lysken indikerede, at en nedjustering af ambitionen var nødvendigt.

Vi var mange og vi løb tæt. Det har jeg prøvet før, men i dag, var der særligt mange, der ikke kunne finde ud af holde sin bane og særligt en løber fra Vanløse krydsede på kryds og tværs, når han så folk, han kendte.Irriterende! Men jeg besluttede mig hurtigt for, at det ikke skulle ødelægge mit løb eller min oplevelse.

Som sagt var der varmt. Alligevel sprang jeg det første depot over. Allerede inden andet depot kunne jeg dog for alvor mærke varmen, hvorfor jeg tog min første gel for derefter at skylle den ned med en halv kop vand ved depotet - resten røg i håret. 5 km senere tog jeg den næste og drak igen.

Næste gel røg indenbords efter 18 km og på det tidspunkt begyndte min mave at brokke sig lidt. Jeg kender andre løbere, der døjer med mavekramper på deres lange ture. Nu frygtede jeg pludseligt at stå med samme problem, hvorfor jeg ved de to næste depoter kun drak vand.  Eller hældte det i håret.

Bortset fra advarslen fra maven gik alt ellers efter planen. Overskuddet var stort. Mit åndedræt var roligt. Omkring mig kunne jeg høre løbere, der prustede. Det gjorde jeg ikke og mit løb foregik i normal skridtlængde, så jeg tænkte tanken, at når vi kommer tættere på mål, så smutter jeg fra ballonen.

Nogle kilometer efter - ved et depot omkring de 25 km - var det i stedet ballonen, der smuttede fra mig. På de lange stræk kunne jeg dog skimte den. Men energien til at nå op til den, havde jeg ikke.

Og ca. ved samme punkt udvekslede jeg status over kroppen med en anden løbeside-løber, vi var meget enige om, at det var hårdt! Og det blev kun værre. Han forsvandt for mig, varmen tog ham! (Altså ikke helt, han kom i mål 7 min efter mig)

Jeg tog næste gel ved 28-29 km, drak vand. Og led. Varmen var virkelig hård ved mig. Og naturligvis også ved alle andre. Jeg var ikke ene om at lide og jeg så mange, der måtte udgå eller som burde. Selv om jeg led, så holdt jeg min løbestil, åndedrættet var stadig roligt og pulsen imponerende lav. Til gengæld gjorde mine fødder ondt. Højre fods trædepuden var øm og begge fødder var hævede og ønskede sig større sko.

Ved 30 km mærket sagde uret ca 2.14 og med 12 km tilbage, tænkte jeg, at dette kunne ende med en nederlag, hvor jeg altså måtte acceptere et resultat omkring de 3.20. På daværende tidspunkt var jeg kommet til at resignation og accept, at sådan måtte det være. Heldigvis hed min kilometertid ikke 5 min., men i snit 4.32, så så slemt blev det ikke.

Her er det på sin plads at sende en hyldest til de mange tilskuere. Jeg oplevede små drenge, der på række gav "high five". Og som skrevet i indledningen var der fremmede, der heppede på mig og generelt var der bare enorm lyd på tilskuerne. Det løftede mig virkeligt. Derudover var der orkestre, gøjl, korsang og dj's. Et ord som fantastisk misbruges på Facebook (intet må jo være middelmådigt), men her er det på sin plads. Tilskuerne var virkeligt fantastiske!

Tilbage til mig. Jeg åd langsommere og langsommere de sidste kilometre. Jeg havde en enkelt gel tilbage i bæltet, men jeg havde ikke behov for den. Og ved 35 km kunne den ikke nå at virke. Højre fods trædepude smertede nu mere end min lyske. Men jeg havde nu nået stadiet, hvor jeg ikke registrerede sindssygt meget. Mine ben løb selv, dog hjulpet lidt på vej af min vilje.

Ved 39 gik jeg 10 meter. Al logik sagde mig naturligvis, at det var dumt. Det samme sagde en løber med stort hjerte og overskud til mig. Han klappede mig på skulderen og lod mig vide, at jeg godt kunne. Og han havde ret! Jeg kunne godt.

De sidste 3 km blev løbet med viljen.  Endeligt kom jeg ud over Langebro. Til højre nedenfor kunne jeg se opløbsstrækningen og da jeg kom nedad bakken og under broen hørte jeg publikum brøle.

Det var en fantastisk lyd (Sorry, nu er det måske mig, der misbruger ordet) Med målstregen i sigte tænkte jeg, nu sprinter jeg. Efter 100 m tænkte jeg; det var måske 200 m for tidligt. Men jeg holdt farten og kom endeligt i mål. Glad, træt og stolt. Trods alt.

NY PR
... Men 1.57 for langsom til Boston Marathon

P.S. Som nr. 443 ud af 9500 løbere er jeg stadig hurtigere end de fleste, men altså også langt langsommere end de hurtigste.