mandag den 31. december 2012

Uge 52 og godt nytår!



Gaverne er nu for længst pakket ud og nissen er nu rejst. Den største gavehøst stod i børnenes tegn og sådan skal det jo være. 

Af de 15.000 kcal, er der nok en lille halvdel tilbage, men så har vi jo et sikkerhedsnet, hvis januar måneds sunde levevis skulle gå hen og blive for sund!

Omkring nissen glemte børnene ganske vist at stille mad op til den et par gange. Når de glemte det, skete der ting og sager, f.eks. med deres legetøj, der byttede værelser. En anden dag var der ris i deres handsker og gulerødder i deres støvler. Men når de til gengæld huskede at stille noget op, var der intet tilbage på tallerkenen, heller ikke de krummer, vi lod blive tilbage. Tallerkenen var simpelthen slikket ren og det så altså ud som om, at der vitterlig var en nisse på loftet. Men nu da vi har dresseret den til at komme og spise ved loftslugen, hvorfor så ikke udnytte det? Snart finder den ikke mad på en tallerken, men i en fælde. Og så må vi krydse fingre for, at det ikke er en skabning med hue, vi fanger....

Med julen fulgte masser at tid til at slappe af i og jeg slapper nok bedst af på den aktive måde, således så denne uge ud som følger:

Mandag: 15 km - ud til den ene ende af byen og hjem igen. Uret havde jeg glemt at lade op, men jeg løb nok lidt ekstra stærkt for ikke at forsinke resten af familien, det er jo kun jul en gang om året.

Tirsdag: 15 km ud over landet. Mange små bakker og de blev udnyttet til at lave lidt bakketræning, men resten af kilometrene blev løbet stille og roligt. Tid 1.06.43 // 4.26/km 

Onsdag: 12 km blev også løbet meget stille. Tid 52.12 // 4.25/km

Torsdag "slappede" jeg af med status på jobbet!!

Fredag: 14.5 km på en kold, kold dag. Jeg syntes ikke luften ville ned i mine lunger. Tid 1.05.38 // 4.29/km

Lørdag: 17 km stod i naturens tegn. Først via fodsporet, forbi en meget veldresseret hund, hvor ejeren fik den til at sætte sig, mens han selv gik videre og da jeg var forbi, fløjtede han den til sig. Respekt! Og via fodsporet ind i skoven og derfra hjem ad ringvejen. Tid 1.17.35 // 4.33/km

Søndag: 13.5 km - Igen havde jeg glemt at lade uret op. Men jeg kom ud til klubben, hvor vi skulle ønske hinanden godt nytår. Vi delte os op i tre grupper, jeg i den hurtigste gruppe, som kun bestod af tre mand og af de tre var jeg så sandelig den langsomste. Og jeg fik min sag for. Turen bød på mange bakker op og ned, men også på meget snak. Hyggeligt, men også hårdt. Men med alle de langsomme kilometre i benene havde jeg også netop set frem til at blive udfordret lidt. -  4.22/km, måske ikke nævneværdigt hurtigt, men i terrænet var det.

I alt: 87 km


Og som en afsluttende bemærkning så har mine ben det overordentligt godt. Hvis man skimmer mine sidste mange uger igennem, ser man hurtigt, at jeg i de fleste uger kun kommer op på 45-50 km og al teori siger jo, at man kun bør lægge 10% på fra uge til uge, men med min bagage fra hele året, så turde jeg godt, men jeg tager ikke ansvaret for dig derude, hvis du gør det samme.

Dette bliver mit sidste indlæg for i år, i morgen vil jeg sikkert sløv og træt sætte mig til tasterne, dels for at samle op på året, der gik, dels for at se fremad. Og så skylder jeg vist også at sammenfatte reaktionerne fra sundhedseksperten, men mange er de ikke, viljen til at svare udeblev.

Godt nytår, må det blive et lykkebringende et af slagsen for os alle!

søndag den 23. december 2012

Mindst 15.000 Kcal. og verdens sejeste oldemor

Jeg fik lige lyst til at danne mig et overblik over vores slikbeholdning og hvorfor så ikke også lige regne sammen, hvad det hele løber op i i kcal? 15.000 mindst, for jeg rundede lidt ned og samtidig var der en stor pose mini bounty, mars, twix og snickers, hvor kcal er ukendt. Sunde er de dog næppe, men så er det jo godt, at al det slik faktisk slet ikke feder, sålænge man bare nyder det...

Tror du mig ikke? Så spørg bare en vis sundhedsekspert....

I denne uge blev det kun til to rolige ture á hhv. 15 og 16 km med lidt bakketræning og så 6 km sjovt løb i sne i dag. Altså i alt 37 km.

Turen i dag blev desuden krydret med en livsbekræftende oplevelse af de store.

Vores julepost er sendt. Men brevet til min mormor havde forputtet sig i tasken, hvorfor jeg tog tjansen som postbud i mine nye trailsko og begav mig over til hende via de mange snedækkede fortov. De sko er virkelig sjove og der skal ikke lyde bebrejdelser herfra, at folk lod sneen ligge til min morskab, omend det sætter tingene noget i relief, at det syn, der mødte mig hos min mormor, var en 83 årig gammel, hofteopereret dame, godt pakket ind, med sneskovl i hånden klar til at fortsætte sit forehavende. Min hjælp var da slet ikke nødvendig, nu var hun jo i gang!

Ja, den gamle dame er såmænd mine børns oldemor og de må dermed have en af de sejeste af slagsen!

Med disse ord, ønskes I en rigtig glædelig jul!

onsdag den 19. december 2012

Uge 49+50 og en præsentation af mit nye legetøj


Jeg ville jo gerne i stedet for viste sko-foto have vist et billede af en ung, smækker tøs på 21 år og altså have kaldt hende mit nye legetøj, men desværre ikke. Og jeg ved ikke, hvad konen ville sige til det. Eller jo, det tror jeg egentligt godt, at jeg ved.

Så helt ærbart, er mit nye legetøj et par fuldblods trailsko. De kunne fåes i diskrete farver, men udseendet er jo halvdelen af det, sådan havde jeg det også i min tid som racercyklist, racer, tøj, hjelm og sko matchede, så hvorfor ikke vælge et par med lidt hidsige farver?

Børnene var vilde med dem. Det er sjældent, at de kommenterer mit løbetøj, men de her sko kaldte på deres opmærksomhed og således steg jeg lidt i graderne på deres "sejheds-barometer".

Nuvel, det kan godt være, at børnene var vilde med dem, det var mine fødder ikke. Jeg fik dem torsdag, løb 10 km om lørdagen og 14 km med klubben om søndagen og kom hjem med kæmpe vabel på højre fods hæl, en lille vabel på venstre fods lilletå og en blodvabel på højre fods svang.

Skoene er dog supersjove!

Man står supergodt fast, pånær ved steder med vand ovenpå is (jeg faldt søndag!), de er lette, men med de kraftige gummiknopper er det helt klart ikke en sko til asfalt, i den forbindelse vil jeg da gerne rette en stor tak til de rigtigt mange villaejere, der tænker mere på mig og mine trailsko end på svagtgående medborgere; således havde mange forsømt deres pligt til at rydde for sne og det nød både jeg og mine sko.

Uge 49 og 50 har stået på hhv. 44 og 40 km samt træning i Loop.

Jeg er jo gået lidt i vinterhi, men til foråret sættes der målrettet ind. Også med en kostplan, for når jeg træner 70-80 km er jeg konstant sulten og jeg tror ikke, jeg indtager de 2700-2800 kcal dagligt, som jeg har beregnet mig frem til.
I Loop blev jeg forresten målt og vejet. Det var kl 20, så vægten er måske i den høje ende. Men altså 65 kg, 183 høj, 13.5% fedt (så jeg kan godt tabe mig 8,7 kg mere, ik'?) og sidst men ikke mindst, så var min muskelmasse øget med 1 kg siden sidste måling i 2010.

torsdag den 6. december 2012

Diskussionsoplæg til Per Brændgaard



Kære læsere,

da jeg bragte mine synspunkter omkring Per Brændgaards artikel i BT steg mit læsertal pænt markant; min blog var nemlig blevet nævnt på Facebook.

Jeg vover nu pelsen og postede nedenstående indlæg på Per B's side. Det kan sagtens være, at jeg kommer til kort, (han har jo 3000 venner!!!) men mest af alt frygter jeg, at jeg ikke har tiden til at følge op på denne diskussion, men jeg har i al fald som udgangspunkt tænkt mig at bringe fortsættelsen her og er spændt på reaktionerne.

Fortsat god træning derude!

-------------
Kære Per Brændgaard,

For snart længe siden bød jeg op til dans om vores forskellige syn på løb, men først nu, i en tid hvor flere tager bilen og dropper cyklen, tager jeg så det første dansetrin.

Jeg er en dedikeret motionsløber. Løb er for mig sjovt, afstressende og opladende. Jeg tilhører top 5%, men derfra og til top 2% (elite) er der langt, og så hurtig bliver jeg aldrig; ergo løber jeg ikke kun for sjov, men også for at presse mig selv.

På min lille blog skrev jeg et indigneret indlæg, provokeret af din artikel i BT www.bt.dk/kvinder.bt.dk/5-typiske-myter-om-motion, som du blev gjort bekendt med. Men jeg har også tidligere læst og moret mig over dine ”10 gode grunde til at lade være med at løbe” www.perbraendgaard.com/2012/05/23/ti-gode-grunde-til-at-lade-vaere-med-at-lobe/ og at jeg først nu får taget mig sammen til at gå i rette med dine synspunkter, skal jeg beklage, desværre har jeg ikke kunnet finde dine venners reaktioner på mit indlæg. (Hjælp mig gerne)

Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor du finder belæg for at hævde, at motion ikke slanker? Eller dog, at man kun i snit taber 1-2 kg derved?

Dernæst kan jeg ikke lade være med at more mig over det pres, du mener, der er. Løb er blevet big business, hvorfor der nærmest dagligt trykkes artikler herom, det er vel også derfor, at du bruger det som skudsmål? – Der er næppe mange læsere, hvis du bad folk afholde sig fra fægtning! Til sammenligning kan jeg jo kun sige, at fordi mange har en forfærdelig musiksmag og køber Seebachs musik, så føler jeg mig ikke presset til at lytte med, jeg kan godt finde ud af at skifte kanal og bukker ikke under for presset.

Du skriver, at psyken også tager skade? At for meget motion er skadeligt. Men i de her fedmetider, hvor fede forventer ekstra serviceydelser fra det offentlige, så er mere vel altid bedre end for lidt motion?

Det næste er skadesomfanget ved løb. I dine 10 gode grunde til at undlade løb hævder du, at løb er skadeligt for kroppen. Ja, hvis løb nu er danskernes foretrukne motionsform, så er det jo klart, at det vil kunne aflæses i statistikken. Men er det procentuelt værre end f.eks. fodbold og håndbold, hvor kropskontakten er hyppig og til tider voldsom? – Kom gerne med dokumentation.
Det triste er, at du i dit forsvar for de 10 gode grunde skriver, at du blot mente, at løb "kan være" dårligt, og alligevel gentager du så dig selv i artiklen i BT. Men der findes videnskabelige undersøgelser af marathonløbere, hvis knæ blev scannet før og efter maratonløb, og der kunne ikke påvises varige skader, se bl.a. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16528558. Men rejser man sig fra sofaen, er der også chance for, at man falder.

Nu ønsker jeg for så vidt ikke en diskussion med konstante kildehenvisninger og jeg får sikkert bare et Marina Aagaard-synspunkt som svar; at du ikke diskuterer med udgangspunkt i fakta, men for at skabe debat. Men når nu tæt på halvdelen af befolkningen er fede, eller - måske mere politisk korrekt - lider af overvægt, synes jeg, det er en farlig vej at begive sig ud af, især når man som du har fået myndighedernes blåstempling af at være sundhedsekspert. Hvordan ser du på det?

Nu ved jeg godt, at du har gjort sundhedssnakken til en levevej, men regnestykket er jo ikke så svært.

Hvis du indtager flere kalorier end du forbrænder, så tager du på. Nogen kan spise en ko uden vægtøgning, andre skal efter sigende blot kigge på en kage for at tage på. Sådan er der så meget, men det er ikke en undskyldning for at blive fed!

Bedste hilsener

søndag den 2. december 2012

Uge 48 og farvel til sneglen



Endeligt.
En lang ørkenvandring. 
Langt om længe kunne jeg fjerne overskægget.

Forhåbentligt har Movember bragt mere fokus på mænds sundhed og kræft. Jeg håber virkeligt, at man snart knækker koden på den sygdom, som har taget alt for mange og alt for tidligt, for eksempel nåede min kære mor aldrig at blive 58. Og en kær ven fik da også gået en omgang i ringen med kræften, men gik heldigvis sejrrigt ud af den kamp.

Men livet skal leves, også - eller måske netop - hvis man har generne mod sig, og det gør jeg da i den grad, på min måde, men måske lidt mere usundt her op mod jul. Således bagte jeg lørdag et honningbrød og en stor portion lakridssmåkager, som blev bedre end sidst. Sprøde med en sej krumme. Honningbrødet er sikkert også godt, men det skal stå og modne et par dage, før man må spise det. Det havde jeg ikke set i opskriften, allerførste gang jeg bagte det.

Det var en dag, hvor jeg var voldsomt lækkersulten, og fandt så opskriften på dette brød. Rimelig nem at gå til, men jeg havde bare ikke lige læst den afsluttende bemærkning til opskriften. Der stod sørme, vent et par dage med at spise af det..... Ventede jeg så? Nej, jeg har det generelt dårligt med autoriteter og sådan en opskrift skal ikke bestemme over mig, hvorfor jeg følgelig skar en endeskive af, sidenhen har jeg dog altid givet det tid til at modne. Og så har man også tid til at lave karameliseret æblemarmelade, som smager himmelsk ovenpå sådan en skive honningbrød. "Desværre" er jeg den eneste i familien, der nyder denne delikatesse, sådan kan livet være hårdt nogen gange!

Velkommen til En Snobs Bageri... Nej  nu må det være nok med al det usunde, selv om vi der dyrker det aktive liv og forbrænder alt det, vi spiser, skal vi jo ikke friste de mange svage sjæle derude, og skulle sådan en have fundet vej til min side, fralægger jeg mig ansvaret for en eventuel vægtøgning. I stedet vil jeg foreslå sådan en svag sjæl at opleve glæden ved at røre sig og det bringer mig dermed til denne uges træning. 

Mandag slappede jeg af ovenpå sidste weekend, tirsdag havde jeg et forhindrende ærinde, hvorfor denne uges træning blev komprimeret på 5 dage, men det er jo også vinter og det er ikke nu, formen skal toppe. Jeg kunne ikke finde på flere undskyldninger.

Onsdagens tur var i mørke. Torsdagen stod i styrketræningens tegn. Lørdagen var flot, meget flot. Frostklar blå himmel, tør luft og tempoet til tider ikke helt så langsomt som planlagt, også fordi jeg lige måtte indhente en løber. Jeg kunne ikke lade være! Og søndagen var i sne sammen med klubben. Vi løb stille og roligt ud gennem skoven, lavede fodledsøvelser, hælspark og høje knæløft, derefter 30-20-10 ude ved kasernen 4 x 5 minutter, hvor underlaget muliggjorde fuld speed, ved sidste omgang fik vi en hare i form af en lille traktor og tre af os overhalede den. Derefter gik turen hjem igen med efterhånden ret våde og kolde tæer.

Onsdag: 16 km, @4.25 
Torsdag: 6 km @4.30 + 20 min i Loop
Lørdag: 10.8 km @4.20 + 20 min i Loop
Søndag: 14 km blandet løb, uret havde jeg glemt hjemme, men der blev givet gas i spurterne.

I alt 46 km

Som en sidste note. hjælper styrketræningen efterhånden.