torsdag den 3. oktober 2013

Berlin set fra sidelinjen

Hurtig som bar pokker og en flot, flot løbestil.

Som overskriften indikerer, stillede jeg således ikke til start i Berlin.

Jeg kørte dog til Berlin som planlagt. Hentede mit nummer og mine to trøjer som planlagt. Og fik den forudbestilte massage som planlagt. Da jeg nåede hertil havde jeg ikke løbet en reel, smertefri tur i 4 uger, men alligevel diskuterede jeg kraftigt med mig selv, om jeg skulle stille til start med smertestillende medicin i blodet.

Den tyske massør og jeg diskuterede sagen lidt. Hun hev i og skubbede på knæet. Hun kunne intet spore og behandlingen fremkaldte faktisk ingen smerte. Hun tilbød at tape mig op, men pludseligt vandt fornuftens stemme, hvorfor jeg takkede nej. Eller måske var det i virkeligheden forfængelighedens stemme, der vandt, for jeg ville seriøst sagtens lunte mig igennem på 4 timer, men hvorfor og var det risikoen værd? Selv om det sikkert ville være en kæmpe oplevelse at opleve de mange tilskuere, ville der stå en skamplet på mit løbe-cv, samtidig med, at jeg reelt risikerede at rive op i skaden.

Da det blev søndag gjorde det så lidt ondt, at se hotellets mange løbere gøre sig klar og tage af sted. Men nu var beslutningen truffet og jeg vidste, at det var det rigtige.

Vi stillede os klar ved 10 km mærket (eller sådan ca). Jeg vidste ud fra startskuddet, at de hurtigste løbere ville dukke op her efter 30 min og ganske rigtigt. En løber skilte sig voldsomt ud. Løbestilen, letheden, farten og roen i ansigtet fortalte, at her var der en, der havde det godt. Det var ganske enkelt imponerende at se på.

Kort herefter dukkede subeliten op. Enkelte danskere nåede vi lige at kommentere på. At genkende løbere blev kun sværere, men jeg nåede heldigvis at råbe min løbekammerat Jacob an, som satte PR på 2.50 (og et par sekunder) og selv om vi blev stående 15 min mere, nåede jeg ikke at opdage flere fra klubben.

Herefter gik vi de 3 km ud til målområdet - jeg gad ikke blive og se alle de langsomme løbere. Det er jo fedt som deltager, at der er så mange tilskuere, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen står der i flere timer. Nu ser jeg heller aldrig cykelløb, det er næsten mere monotomt end at se maling tørre. Og selv bolig-istandsættelse-programmer har mange seere!

Nå, men vi gik ud til målområdet og her kunne speakeren virkelig starte en fest. Vi heppede i takt. Og på et tidspunkt bad han os være helt stille. Slukkede musikken og forklarede at, så kedeligt er det at træne i hverdagen. Men NU skulle vi vise, hvordan det var at løbe i mål, hvorefter vi skabte et inferno af jubel. Som løber må det have været enormt at opleve.

Nuvel, vi så Kipsang komme i mål. Stadig kun løbende på forfoden og stadig så det legende let ud. Man kan kun være misundelig.

Herefter blev vi og så Jacob komme i mål, samt nogle flere herefter, indtil 3.10-løberne kom ind.

Nu kunne vores turistweekend skydes i gang. Fjernsynstårnet oplevede vi i dagslys. Rigsdagskuplen sen aften. Hvilket var helt perfekt, altså først at kunne se Berlin i klart, flot vejr og så senere opleve Berlins aftenbelysning.

Shopping, god mad og at tale en masse tysk gjorde faktisk turen helt god, trods alt!

Udsigt fra Fernsehturm

Udsigt fra Fernsehturm - til ære for en kammerat med højdeskræk

Den indre søjle i kuplen - det er mig med blitzen i midten!

Udsigt fra kuplen

Et kig ned i Rigsdagen

Kuplen

Rigsdagen i al sin pragt!