Uge 25 - Jeg elsker min massør...

Eller elsker er måske et lidt for stort et ord, og faktisk er han ikke sød ved mig. Han trykker på steder, der gør ondt. Strækker mine ben ud i mærkelige vinkler og denne gang var det lyske, lårets indadfører og balderne, der fik en ordentlig omgang. Ondt gjorde det. Men det har også hjulpet og derfor er jeg ret glad for min massør.

Som tidligere skrevet skal jeg i morgen søndag løbe halvmarathon. Jeg må indrømme, at jeg meldte mig til i mandags med lidt usikker hånd, for ville jeg nu være i stand til at løbe uden smerter eller endnu værre, ville jeg forværre en skade? Nu må vi se. Intet her i livet er jo sikkert, men jeg føler i al fald, at jeg godt kan løbe de 21 km, omend det næppe bliver til en ny PR.

Om ikke andet har jeg tænkt at bruge dette halvmarathon som platform til det sensommerens og efterårets jagt på nye PR's. Altså hvor hurtigt kan jeg løbe i morgen uden at have trænet fart og hvor hurtigt kan jeg gøre det til efteråret? - Det bliver spændende at se!

Denne uges træning ser således ud:

Søndag: 16,190 km, tid 1.07.38, gns.puls 147, gns.fart 14,4 (max 20 km/t!)

Tirsdag: 10 km, tid 43.54, gns.puls 144, gns.fart 13,7 - En langsom tur, målet var at ramme 45 min. Svært!

Torsdag: 10 km negativ split. En slags!
Første 5 km, tid 20.42, gns. puls 149, gns. fart 14,5 km/t
Sidste 5 km, tid 20.41, gns. puls 158, gns. fart 14,5 km/t - Sidste kilometer løbet som ren afslapning, lange stræk holdt jeg en fart på 17 km/t og følte det som gang ved 15 km/t, så kun en slags split!!!

At glemme fire uger.... 21,22,23,24!!!

Hvis jeg kunne, så ville jeg rive de sidste fire uger ud af kalenderen, men altså hvis man kigger på ovenstående, så ville det være synd at rive noget i stykker. Man kunne jo komme til at rive et stykke af skønne Marilyn!

Men sagen er den, at kroppen er gået på ferie lidt for tidligt. Den begyndende ømhed i lysken fra før cph marathon er jeg endnu ikke sluppet af med og min hoftebøjer driller også. Jeg kan dog godt træne, sålænge jeg bare lytter til kroppen og det er jeg nødt til. I et af mine træningspas med disse uvante smerter har jeg virkelig tænkt på, at det ville ramme mig hårdt, hvis jeg en dag ikke kunne løbe mere. At løbe er ikke bare en sport for mig, det er blevet en stor del af min identitet.

I torsdags var jeg ude på 16 km og holdt en rolig fart på 14 km/t. Det kunne jeg godt. De første 5 km virkede alt som normalt, men derefter lod hoftebøjeren mig vide, at den stadig kunne brokke sig. Især opad bakker melder hoftebøjeren sig, og det gjorde den så lystigt igen og igen. For bakker var der nemlig en del af. Jeg valgte dog at slappe af opad for så at løbe lidt hurtigere på de flade stykker og slappe af, når det gik nedad. Min lyske mærker jeg ikke mere, så lidt fremgang er der da.

Men det er næsten komisk, at jeg i februar på en enkelt uge løb 73 km og i juni har uger med kun 30 km. Det må og skal ikke fortsætte. Ja, jeg har skiftet job, men kollegerne og adskillige leverandører og kunder har budt mig velkommen hjem. Jeg tog allerede den første telefon efter tre timer på jobbet, så så mange kræfter har det ikke kostet mig på den mentale front. Og ja, jeg har også fejret min ældste datters fødselsdag og bagt og bagt og bagt, men det undskylder ikke min svagelige krop!

Så nu pisker jeg mig i gang igen. Jeg vil prøve kræfter af med halvmarathon søndag d. 24. ds., og målet er en ny PR. Min træning næste uge kommer næppe op på 60 km, men tilrettelægges, så jeg har kræfter til søndagens strabadser.

Mine sidste uger i korte tal er så korte, at de ikke er værd at nævne!!! Men jeg vender forhåbentligt stærkt tilbage...