Smerter, fart og goddag/farvel til kolleger - Uge 22

Anden uge efter marathon. Nu var der ingen undskyldning for ikke at få lidt kilometer i benene igen.

Første tur blev 11.27 km. Et skævt kilometerantal, men den planlagte tur var ikke længere og da jeg først ramte byen, var der hverken fysisk eller mentalt overskud til at løbe længere; om det var poker, druk eller bare marathonet, der stadig sad i benene, ved jeg ikke, men man kan jo altid revanchere sig, ik'?

Onsdag sagde jeg farvel til de gamle kolleger og særligt glad blev jeg for direktørens afskedssalut på tomandshånd. Jeg blev jo opsagt, men fandt lynhurtigt selv noget nyt og afkortede dermed min tid i firmaet. Direktørens ord var: "Jeg er ked af, at det hele slutter, hvor det i stedet burde starte." og han fortsatte "Jeg har fuld respekt for det du laver og det du kan" Flotte ord, som jeg fluks tog til mig og rart med sådan en person i et netværk. Så må vi se om selve firmaet overlever....

Torsdag havde jeg så fri og selv om haven måske kaldte, så blev det løbeskoene, der råbte højest!

Det blæste pænt meget. Vinden kom fra vest, så hvorfor ikke løbe de 11 km mod vindretningen? Mod vindretningen betød en tur til stranden, 3 km på langs ad vandet og derefter hjemad igen. Ruten er kuperet, men inspirerende at løbe, dog er den samtidig lidt udfordrende, hvorfor jeg tog en gel med. Jeg begav mig afsted, vejret var lunt trods blæsten. Alt gik godt. Jeg holdt en fart lidt over 14 km/t. Jeg nåede stranden og fik nu vinden ind direkte fra vandet, men nu som sidevind. Alt gik stadig fint, god rytme, masser af overskud.

Jeg sagde farvel til stranden og fik nu vinden i ryggen. De første 14 km var nu rundet og det var tid til lidt selvforkælelse; ergo tog jeg min gel. Skovbær. Mums! De næste kilometer klarede jeg uden problemer, men mit energiniveau var dalende. Jeg havde troet, at jeg ved vindens hjælp kunne sætte farten op, desværre og meget overraskende måtte jeg til min rædsel se mit tempo falde. Og det blev værre!

Pludseligt gjorde det ondt i venstre knæ. Højre hoftebøjer. I forvejen var min lyske stadig øm. Så nu havde jeg meget ondt af mig selv. Dog var jeg nu tæt på Slagelse og havde kun een lang bakke samt en flad kilometer hjem, så jeg sparkede mig selv bagi, bed smerterne i mig og løb hjem.

Fredagen sagde jeg goddag til min nye arbejdsplads med ømme ben og senere på dagen var hovedet også meget træt... Trods træthed og en hel del slurke rødvin lavede jeg diverse udstrækningsøvelser og lørdag stod jeg så op til en krop, der føltes som nyfødt.

Konen havde annonceret dagen som shoppingdag, men med den nyfødte krop skyndte jeg mig lige at løbe en 5'er og de første 4 km blev trods et enkelt rødt lys klaret på 15 minutter. Der var egentligt ingen vilde smerter, men for en sikkerheds skyld tog jeg farten lidt af og brugte hele 5 minutter på den sidste kilometer.

Skønt at mærke farten i benene! Det giver håb om en snarlig sub40....

Ugen i korte rids

Mandag, 11.27 km, 47.44 min, 14.2 km/t, gns.puls 153
Torsdag, 24 km, 1 time og 44.48 min, 13,7 km/t, gns. puls 154
Lørdag, 5 km, 19.58 min, 15 km/t, gns. puls 154 (første 4 km på 15 min!)

Fyret, fed og færdig

Kære læser,

Desværre skrev jeg ikke forkert i overskriften. Fyrre bliver jeg først om et par år, fyret blev jeg derimod i fredags.

Derfor er dette skrevet retroperspektivt og med mere indsigt, end jeg havde søndag. Men for ikke at skrive ét kæmpe indlæg med alle ugens løb, så splitter jeg dem op i flere indlæg. Om jeg bryder en uskreven blogger-lov, ved jeg ikke, om ikke andet, så er det mig, der bestemmer her.

Lørdagen gik med at sove på alle de forkerte tidspunkter. Spise for lidt. Og natten var søvnløs.
Indebrændt, forvirret, sur, skuffet og en masse følelser skulle bare ud af kroppen, hvorfor jeg snørrede skoene og begav mig ud på en lille halvmarathon. Jeg havde jo ellers planlagt at deltage i Sorøløbet, men ovenpå fredagens chok, så var humøret langtfra konkurrence, jeg skulle bare blæses igennem og have lov at løbe i mine egne tanker.

Efter 6 km i stiv, kold modvind gik jeg dog død!!!

Jeg gik 100 m.

Tog et par meget dybe vejrtrækninger og sparkede mig hårdt bagi.

Derefter løb jeg resten af vejen. Ikke hurtigt, men jeg løb! Tænkte jeg imens? - Helt sikkert et sammensurium af forvirrede tanker, men vigtigst af alt, så løb jeg. Og blev blæst godt og grundigt igennem på de mange bakker. Da jeg nåede den tyvende kilometer, var jeg dog godt brugt. Manglende mad og mærkelig søvn er ikke ligefrem den bedste forberedelse til en længere tur. Men mit hoved havde godt af det. Og mine ben tog i det mindste ikke skade.

Fed bliver jeg aldrig igen, det har jeg lovet mig selv!

Færdig føler jeg mig langtfra. Jeg har selv delvist bragt mig i den her situation. Hvis det var fodbold, kunne man sige, at jeg havde givet dommeren mulighed for at give mig gult. I stedet fik jeg det røde kort. Måske ændres det til gult, det må tiden vise....

Men ja, fyret det blev jeg. Og måske er jeg så snart en arbejdsløs snob!