Den enøjede er konge... og en langsom træner

Så har jeg været ude og løbe 15 km i mit marathonpace. Lav puls og højt humør.

Jeg har ofte hørt inaktive folk sige, at løb skulle være så sundt, men hvorfor er der så ingen løbere, der smiler. De skulle have set mig løbe. Jeg kunne have sunget hele vejen, så meget overskud og luft var der. Og det vilde er, at jeg stadig overhalede mange løbere.

Jeg er jo ikke et unikum. Der er mange derude, der løber hurtigere, end jeg nogensinde vil komme til. Men med alle de langsomme derude er det svært ikke at føle sig lidt god. Hvor er der bare mange, der ser ud som om, de er ved at dø og det altså selvom de løber så langsomt.

Her bør jeg måske tilføje, at der intet er galt i at løbe langsomt, vel at mærke hvis du træner meget. Ved langsomt løb slider du nemlig ikke så meget på kroppen, du restituerer kort sagt hurtigere. Men hvis du løber alle dine løb langsomt, så forbedrer du dig aldrig.

Jeg kender til en løbetræner fra københavnsområdet, der løber langsomt og ikke forbedrer sig. Sikke en træner! Jeg mener, hvis man ikke selv forbedrer sig, hvordan skal man så hjælpe andre til at blive bedre? Lad os tage et eksempel, vedkommende løb sidste år i maj et halvmarathon på 02.16.54 og tre måneder efter var han 10 min og 8 sekunder langsommere om samme distance. Til sammenligning løb jeg mit første halvmarathon i den rædsomme tid 1.45.46, tre måneder senere klarede jeg det 13 minutter hurtigere, stadig ikke godt nok, men dog en forbedring.

Ville du have en træner, der ikke selv kan forbedre sig? - Jeg ville ikke! Dog er det da fint, at der også er trænere til motionister, altså til dem der betragter landing på hæl som løb, selv om det i min verden er at betragte som gang. Men nok om ham, han løber i en anden liga end undertegnede og det skal han da have lov til! ;o)