Viser opslag med etiketten Per Brændgaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Per Brændgaard. Vis alle opslag

torsdag den 6. december 2012

Diskussionsoplæg til Per Brændgaard



Kære læsere,

da jeg bragte mine synspunkter omkring Per Brændgaards artikel i BT steg mit læsertal pænt markant; min blog var nemlig blevet nævnt på Facebook.

Jeg vover nu pelsen og postede nedenstående indlæg på Per B's side. Det kan sagtens være, at jeg kommer til kort, (han har jo 3000 venner!!!) men mest af alt frygter jeg, at jeg ikke har tiden til at følge op på denne diskussion, men jeg har i al fald som udgangspunkt tænkt mig at bringe fortsættelsen her og er spændt på reaktionerne.

Fortsat god træning derude!

-------------
Kære Per Brændgaard,

For snart længe siden bød jeg op til dans om vores forskellige syn på løb, men først nu, i en tid hvor flere tager bilen og dropper cyklen, tager jeg så det første dansetrin.

Jeg er en dedikeret motionsløber. Løb er for mig sjovt, afstressende og opladende. Jeg tilhører top 5%, men derfra og til top 2% (elite) er der langt, og så hurtig bliver jeg aldrig; ergo løber jeg ikke kun for sjov, men også for at presse mig selv.

På min lille blog skrev jeg et indigneret indlæg, provokeret af din artikel i BT www.bt.dk/kvinder.bt.dk/5-typiske-myter-om-motion, som du blev gjort bekendt med. Men jeg har også tidligere læst og moret mig over dine ”10 gode grunde til at lade være med at løbe” www.perbraendgaard.com/2012/05/23/ti-gode-grunde-til-at-lade-vaere-med-at-lobe/ og at jeg først nu får taget mig sammen til at gå i rette med dine synspunkter, skal jeg beklage, desværre har jeg ikke kunnet finde dine venners reaktioner på mit indlæg. (Hjælp mig gerne)

Først og fremmest kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor du finder belæg for at hævde, at motion ikke slanker? Eller dog, at man kun i snit taber 1-2 kg derved?

Dernæst kan jeg ikke lade være med at more mig over det pres, du mener, der er. Løb er blevet big business, hvorfor der nærmest dagligt trykkes artikler herom, det er vel også derfor, at du bruger det som skudsmål? – Der er næppe mange læsere, hvis du bad folk afholde sig fra fægtning! Til sammenligning kan jeg jo kun sige, at fordi mange har en forfærdelig musiksmag og køber Seebachs musik, så føler jeg mig ikke presset til at lytte med, jeg kan godt finde ud af at skifte kanal og bukker ikke under for presset.

Du skriver, at psyken også tager skade? At for meget motion er skadeligt. Men i de her fedmetider, hvor fede forventer ekstra serviceydelser fra det offentlige, så er mere vel altid bedre end for lidt motion?

Det næste er skadesomfanget ved løb. I dine 10 gode grunde til at undlade løb hævder du, at løb er skadeligt for kroppen. Ja, hvis løb nu er danskernes foretrukne motionsform, så er det jo klart, at det vil kunne aflæses i statistikken. Men er det procentuelt værre end f.eks. fodbold og håndbold, hvor kropskontakten er hyppig og til tider voldsom? – Kom gerne med dokumentation.
Det triste er, at du i dit forsvar for de 10 gode grunde skriver, at du blot mente, at løb "kan være" dårligt, og alligevel gentager du så dig selv i artiklen i BT. Men der findes videnskabelige undersøgelser af marathonløbere, hvis knæ blev scannet før og efter maratonløb, og der kunne ikke påvises varige skader, se bl.a. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16528558. Men rejser man sig fra sofaen, er der også chance for, at man falder.

Nu ønsker jeg for så vidt ikke en diskussion med konstante kildehenvisninger og jeg får sikkert bare et Marina Aagaard-synspunkt som svar; at du ikke diskuterer med udgangspunkt i fakta, men for at skabe debat. Men når nu tæt på halvdelen af befolkningen er fede, eller - måske mere politisk korrekt - lider af overvægt, synes jeg, det er en farlig vej at begive sig ud af, især når man som du har fået myndighedernes blåstempling af at være sundhedsekspert. Hvordan ser du på det?

Nu ved jeg godt, at du har gjort sundhedssnakken til en levevej, men regnestykket er jo ikke så svært.

Hvis du indtager flere kalorier end du forbrænder, så tager du på. Nogen kan spise en ko uden vægtøgning, andre skal efter sigende blot kigge på en kage for at tage på. Sådan er der så meget, men det er ikke en undskyldning for at blive fed!

Bedste hilsener

fredag den 21. september 2012

5 Myter om sundhed

Per Brændgaard

Pas på denne mand!

Nu har jeg ikke skrevet i lang tid, det skyldes kun travlhed, aldrig dovenskab, men er der noget, der kan få mig op af stolen, så er det idiotiske udtalelser, og desværre har ovenstående mand tilkæmpet sig adgang til diverse medier og endnu værre; mange synes at lytte til ham! Den sidste idiot i verden er åbenbart endnu ikke født.

I Danmarks sundhedsavis BT kunne man igår således læse 5 myter om motion. Det er faktisk sjov læsning, hvis det ikke var så tragisk, at mange tog det for pålydende. Læs selv med her, det røde er uredigeret hentet fra BT.

---

Myte 1: Motion slanker helt vildt godtSandhed: Motion giver et varigt vægttab på kun 1-2 kg i gennemsnit. Motion slanker dårligt, fordi 1) Man holder op med det efter noget tid. 2) Man bliver mere sulten, så man spiser mere. 3) Man får trang til at belønne sig, så man spiser mere. 4) Man kompenserer ved at være tilsvarende mere inaktiv på andre tidspunkter af dagen.


Min sandhed! - Jeg har tabt 20 kg ved at løbe. Jeg gentager lige. 20 kg! Og jeg er ikke alene, på løbesiden.dk er vi utallige, der kan fremvise vægttab af samme kaliber og nogen endda mere end det. Ved diverse stævner har jeg desuden talt med andre løbere, der ligeledes er kommet op af sofaen og smidt 10, 20 og 30 kg.

Punktet nummer 1 forstår jeg ikke. Holder man op med at tabe sig eller op med at motionere. Hvis man holder op med at motionere, så ja så taber man sig naturligvis ikke mere, hvis han derimod mener, at man oplever et stort vægttab til at starte med for så senere at opleve, at der skal mere og hårdere træning til for at tabe sig, så kan han have ret. Pkt. 2., 3 kost er nødvendig, der skal benzin på motoren, hvis man spiser det rigtige, så skal man da ikke stoppe med at spise, men det skal jo ikke være soft ice. Pkt. 4 efter et marathon ja, efter en 10 km nej!

Myte 2: Løb er den bedste motionsform Sandhed: Der er et stort socialt pres for at dyrke løbetræning. Mange løber som følge af automatiske, negative tanker om, at man bør løbe. Selv om løb kan være udmærket motion, kan det også være både fysisk og psykisk nedbrydende, f.eks. hvis din krop er tung. Lyt til din krop og dig selv. Måske kan du finde en motionsform, der er både mere effektiv, skånsom og motiverende, end løb vil være for dig.

Min sandhed! - Jeg prædiker ikke og jeg mobber ingen ikke-løbere. Men jeg fortæller gerne om mine løb, dog ved jeg, at mine historier er sjovere at fortælle til andre løbere, eftersom de selv kan sætte sig ind i diverse situationer.

Men hvor er det sociale pres, han taler om? Jeg kender da mange andre, der dyrker badminton, fægtning, fodbold etc. Så ja, der findes mange andre motionsformer, hvorfor fokuserer denne ekspert kun på løb?
Myte 3: Motion giver energi Sandhed: Motion kræver energi. Du er nødt til at føle dig rimelig energisk, inden du går i gang med en motionsomgang for at kunne gøre det. Motion kan gøre, at humøret er bedre efter motionen sammenlignet med før motionen. Men det kan også være, du bare føler dig træt og har brug for at ligge på sofaen. Find ud af, hvad der skal til for at øge dit energiniveau før motion. Tidligere fri fra arbejde? Meditation? Bedre mad? Mad på et andet tidspunkt? En lur? Eller måske bare en kop kaffe?
 
Min sandhed! - Motion lader virkeligt mine batterier op. Men indrømmet, til at starte med, når man går fra ikke at være i form til at komme i form, bliver man altså træt af at dyrke motion, men når man har nået det punkt, hvor formen er god, giver motion dig et kæmpe overskud i hverdagen og gør dig i stand til at yde mere i mange sammenhænge.

Myte 4: Motion skal være gøre ondt for at gøre godt Sandhed: Lidelse og ubehag er ikke i sig selv tegn på, at man dyrker god motion. Motion ved blot let til moderat intensitet (f.eks. gang og yoga) kan give gode fysiske virkninger i form af forbedret stofskiftekondition, appetitregulering, blodsukker og hjertesundhed. Det er rigtigt, at motion med højere intensitet giver noget ekstra, men det behøver ikke at føles ubehageligt. Musik til motionen, motion sammen med andre og motionsformer, som man rent faktisk godt kan lide, kan gøre, at det er hårdt fysisk og en behagelig oplevelse psykologisk set samtidig.

Min sandhed! - Lidelse og ubehag? Hvad taler manden om? Jeg kan stadig huske mine milepæle i min løbende karriere. Og ikke engang min første 5 km, som tog lidt over en halv time, føltes som en lidelse eller med ubehag til følge. Hårdt ja, men come on, hvorfor har du, Per, set dig så sur på løb? Hvis løb ikke føles som den rigtige motionsform, så find da gerne en anden sport. Jeg presser dig ikke til at løbe!

Myte 5: Jo mere, jo bedreSandhed: For meget motion er usundt for både krop og psyke. Maratonløb, triatlonjernmand og andre former for ekstremsport nedbryder kroppen på en skadelig måde. Folk, der dyrker enormt meget motion, lider måske af en motionsforstyrrelse og misbruger måske motion til at regulere negative følelser. Ligesom ved spiseforstyrrelser og madmisbrug. Den eneste forskel er, at motionsforstyrrelser er socialt accepterede. Når det kommer til motion for sundhedens skyld, så gælder det om at dyrke tilpas – ikke for lidt og ikke for meget. Bare nok

Min sandhed! - For meget motion er usundt??? Nu rabler det virkeligt for denne sundhedsguru. Hvor er dokumentationen kære Per? Jeg har læst diverse veldokumenterede videnskabelige artikler, som dokumenterer, at hverken knæ eller andre led tager skade af f.eks. marathonløb, hvis man vel at mærke på forhånd har trænet sig fornuftigt op.

Det er jo klart for enhver og ikke kun for sundhedsguruer, at hvis du utrænet giver dig i kast med et marathonløb eller en ironman, vil du nok gå ned på det og sikkert også tilrage dig en skade. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad en Jesper Olsen eller Rasmus Henning siger til dette udsagn? Har deres psyke mon taget skade af deres megen træning?

---

Jeg er tidligere stødt på et indlæg af denne sundhedsekspert og han kan tilsyneladende slet ikke fordrage os løbere, det er i al fald altid løb og løbere han harcelere over. Nu er jeg ikke selv på Facebook, men jeg har ladet mig fortælle, at han har mange fans/venner og overvejende kvinder. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han sikkert foretrækker hunkøn til den buttede side og derfor har det budskab, at det er ok, at de dyrker sofaen og yoga fremfor intensiv motion. Men det er blot min tese.

Hvis ovennævnte artikel havde en afsender, havde jeg gerne skrevet direkte til BT's mikrofonholder af en journalist, det har jeg ikke, ej heller har jeg adgang til at udtrykke blot lidt fornuft i BT og Femina, så derfor bruger jeg dette, mit medie, til at harcelere over Per Brændgaard.