Hørt hos lægen

Til konsultation hos lægen.

Lægen: Hvis du lige vil trække op i blusen og trække vejret dybt.

Patienten gør som beskrevet.

Ja, der er ingen tvivl. Du har lungebetændelse og skal have penicillin i 10 dage.  

Efter at have beskrevet medicineringen og sendt recepten til apoteket, fortsætter samtalen og imens har patienten talt dage på fingrene.

Patienten: "Må jeg stille et måske ret idiotisk spørgsmål?"

Ja, da. Svarede lægen med smil på læben og et nysgerrigt ansigt.

"Nu, forholder det sig så'n, at jeg egentligt havde planlagt at løbe halvmarathon næste weekend, altså om 11 dage. Kan jeg det? Og er det tilrådeligt?"

I det øjeblik lægen brugte på at udtænke et svar, havde ansigtet allerede givet mig svaret.

"Nej, det bør du ikke. Giv nu kroppen lov til at restituere. Og ha' respekt for sygdommen"

---

Hvor er det godt, at jeg nu er blevet så voksen, at jeg har lært at lytte til andre og i det her tilfælde lægen. Og ja, jeg har meget stor respekt for lungebetændelse. Tænk at man kan blive forpustet af blot at ligge stille, men har man først prøvet det, kan man godt forstå, hvorfor så mange døde af lungebetændelse før opfindelsen af penicillinen.

Nuvel, jeg har rejst mig fra sygelejet og løbet 5 km på dagen, hvor 30.000 andre holdt løbefest i kbh. Dagen efter løb jeg 10 mere og i skrivende stund, mandag, går jeg nu rundt med ømme lår. Om noget må det vel siges at være et tegn på tingenes tilstand; jeg er i dårlig form!

Men den dom er jeg ikke uenig i. I morgen er det et halvt år siden, at mit knæ sagde stop. Helt rask er det ikke, men nu kan jeg da løbe normalt. Ikke noget med at løbe forfod (og her skal forfod læses som i "at undgå at få hælen i jorden, for så gør det ondt") men nu med normalt afsæt, normal landing og farten taler vi ikke om.

Med et 98% raskt knæ, ømme lårmuskler og en kondition som en inaktiv ryger kommer den næste tid derfor til at stå på rolig genopbygning - så må tiden vise, hvad formen og kroppen kan klare. Jeg er selv meget nysgerrig.

Sub3 på marathon - Drømmen lever, men tør ikke spå, om det nogensinde sker!

Boston Marathon - Familien vil af sted, så jeg overvejer at lade en anden løbe i mit navn for på den vis at luske mig til en garanteret kvailifikationstid - Aldrig for at pynte mig med lånte fjer.

Uge 52 og godt nytår!

Gaverne er nu for længst pakket ud og nissen er nu rejst. Den største gavehøst stod i børnenes tegn og sådan skal det jo være. 

Af de 15.000 kcal, er der nok en lille halvdel tilbage, men så har vi jo et sikkerhedsnet, hvis januar måneds sunde levevis skulle gå hen og blive for sund!

Omkring nissen glemte børnene ganske vist at stille mad op til den et par gange. Når de glemte det, skete der ting og sager, f.eks. med deres legetøj, der byttede værelser. En anden dag var der ris i deres handsker og gulerødder i deres støvler. Men når de til gengæld huskede at stille noget op, var der intet tilbage på tallerkenen, heller ikke de krummer, vi lod blive tilbage. Tallerkenen var simpelthen slikket ren og det så altså ud som om, at der vitterlig var en nisse på loftet. Men nu da vi har dresseret den til at komme og spise ved loftslugen, hvorfor så ikke udnytte det? Snart finder den ikke mad på en tallerken, men i en fælde. Og så må vi krydse fingre for, at det ikke er en skabning med hue, vi fanger....

Med julen fulgte masser at tid til at slappe af i og jeg slapper nok bedst af på den aktive måde, således så denne uge ud som følger:

Mandag: 15 km - ud til den ene ende af byen og hjem igen. Uret havde jeg glemt at lade op, men jeg løb nok lidt ekstra stærkt for ikke at forsinke resten af familien, det er jo kun jul en gang om året.

Tirsdag: 15 km ud over landet. Mange små bakker og de blev udnyttet til at lave lidt bakketræning, men resten af kilometrene blev løbet stille og roligt. Tid 1.06.43 // 4.26/km 

Onsdag: 12 km blev også løbet meget stille. Tid 52.12 // 4.25/km

Torsdag "slappede" jeg af med status på jobbet!!

Fredag: 14.5 km på en kold, kold dag. Jeg syntes ikke luften ville ned i mine lunger. Tid 1.05.38 // 4.29/km

Lørdag: 17 km stod i naturens tegn. Først via fodsporet, forbi en meget veldresseret hund, hvor ejeren fik den til at sætte sig, mens han selv gik videre og da jeg var forbi, fløjtede han den til sig. Respekt! Og via fodsporet ind i skoven og derfra hjem ad ringvejen. Tid 1.17.35 // 4.33/km

Søndag: 13.5 km - Igen havde jeg glemt at lade uret op. Men jeg kom ud til klubben, hvor vi skulle ønske hinanden godt nytår. Vi delte os op i tre grupper, jeg i den hurtigste gruppe, som kun bestod af tre mand og af de tre var jeg så sandelig den langsomste. Og jeg fik min sag for. Turen bød på mange bakker op og ned, men også på meget snak. Hyggeligt, men også hårdt. Men med alle de langsomme kilometre i benene havde jeg også netop set frem til at blive udfordret lidt. -  4.22/km, måske ikke nævneværdigt hurtigt, men i terrænet var det.

I alt: 87 km

Og som en afsluttende bemærkning så har mine ben det overordentligt godt. Hvis man skimmer mine sidste mange uger igennem, ser man hurtigt, at jeg i de fleste uger kun kommer op på 45-50 km og al teori siger jo, at man kun bør lægge 10% på fra uge til uge, men med min bagage fra hele året, så turde jeg godt, men jeg tager ikke ansvaret for dig derude, hvis du gør det samme.

Dette bliver mit sidste indlæg for i år, i morgen vil jeg sikkert sløv og træt sætte mig til tasterne, dels for at samle op på året, der gik, dels for at se fremad. Og så skylder jeg vist også at sammenfatte reaktionerne fra sundhedseksperten, men mange er de ikke, viljen til at svare udeblev.

Godt nytår, må det blive et lykkebringende et af slagsen for os alle!

Ikke min klub først

Kokos-mandel småkager

Med en slet skjult reference til et ret godt stykke musik (som i min verden stadig holder, selv efter 1000 gennemlytninger) må jeg nu tilstå, at jeg ikke længere er en ‘lonely rider‘ men nu har fundet mig en klub, som sikkert kan hjælpe mig på vej til, at mit mål om sub3 lykkes til næste år.

Dagen i dag blev tilbragt i hyggeligt selskab med Team Hechmann Sport, hvor den stod på tekniktræning, hyggeløb og fem hårde enkilometers intervaller. Selvom jeg omkring min løbetræning (som det eneste sted!) har en høj disciplin, må jeg indrømme, at der skal andre til for at presse en. Eller sagt omvendt, man er mere tilbøjelig til at bøje af, når smerten melder sig. Eller det er jeg i al fald. Så mængdetræningen bliver nok alene for at få kilometer i benene og den hårde træning dyrkes så i klubben.

I ugens løb havde jeg fået tilbagelagt mine små vinterlige 43 kilometer, og hvor jeg normalt ville have påbegyndt min uge med en lille tur på 21 km, blev det altså i stedet til 14 blandede kilometer.

Og jeg kunne have valgt at tage et billede af Studentersøen, af skovens flotte farver eller af gruppen af seje løbere. I sidste ende faldt fotovalget på min selvbagte selvforkælelse; kokosmandelsmåkager. Det er tæt på jul, mit bmi ligger på 19.5, så jeg må godt!

I stedet for at fortælle, hvem der vandt sidste omgang interval, kan jeg fortælle, at småkagerne laves ved at blande 300 g. mel, 200 g sukker (hvoraf en spiseskefuld sukker kom fra min hjemmelavede vanillesukker), 75 g kokos, 200 g smør, 1 æg, en stor håndfuld finthakkede mandler og en tsk bagepulver. Efter en god time på køl, bages herligheden ved 200 g.

Og for lige at vende tilbage til mit mål om sub3 så er det første marathon  i 2013 nu fastlagt og byen også. Berlin Marathon fejrer næste år 40 års jubilæum - Glückwunsch Berlin! - og jeg skal med. Arrangementet blev forresten udsolgt på lidt over 3 timer, så jeg er glad for, at jeg meldte mig til 3 minutter efter, at salget startede. Ergo skal jeg altså gense en dejlig by, men selvom der er fest, hører du mig nok ikke synge hurra, hurra undervejs. Før og efter kan jeg nok godt overtales til det. Men ikke undervejs, der skal energien og fokus bruges på lidt andre ting. 

Men hermed slutter jeg et indlæg, der ikke rigtigt kunne finde fodfæste, det beklager jeg, men I fik da en småkageopskrift....

Smerter, fart og goddag/farvel til kolleger - Uge 22

Anden uge efter marathon. Nu var der ingen undskyldning for ikke at få lidt kilometer i benene igen.

Første tur blev 11.27 km. Et skævt kilometerantal, men den planlagte tur var ikke længere og da jeg først ramte byen, var der hverken fysisk eller mentalt overskud til at løbe længere; om det var poker, druk eller bare marathonet, der stadig sad i benene, ved jeg ikke, men man kan jo altid revanchere sig, ik'?

Onsdag sagde jeg farvel til de gamle kolleger og særligt glad blev jeg for direktørens afskedssalut på tomandshånd. Jeg blev jo opsagt, men fandt lynhurtigt selv noget nyt og afkortede dermed min tid i firmaet. Direktørens ord var: "Jeg er ked af, at det hele slutter, hvor det i stedet burde starte." og han fortsatte "Jeg har fuld respekt for det du laver og det du kan" Flotte ord, som jeg fluks tog til mig og rart med sådan en person i et netværk. Så må vi se om selve firmaet overlever....

Torsdag havde jeg så fri og selv om haven måske kaldte, så blev det løbeskoene, der råbte højest!

Det blæste pænt meget. Vinden kom fra vest, så hvorfor ikke løbe de 11 km mod vindretningen? Mod vindretningen betød en tur til stranden, 3 km på langs ad vandet og derefter hjemad igen. Ruten er kuperet, men inspirerende at løbe, dog er den samtidig lidt udfordrende, hvorfor jeg tog en gel med. Jeg begav mig afsted, vejret var lunt trods blæsten. Alt gik godt. Jeg holdt en fart lidt over 14 km/t. Jeg nåede stranden og fik nu vinden ind direkte fra vandet, men nu som sidevind. Alt gik stadig fint, god rytme, masser af overskud.

Jeg sagde farvel til stranden og fik nu vinden i ryggen. De første 14 km var nu rundet og det var tid til lidt selvforkælelse; ergo tog jeg min gel. Skovbær. Mums! De næste kilometer klarede jeg uden problemer, men mit energiniveau var dalende. Jeg havde troet, at jeg ved vindens hjælp kunne sætte farten op, desværre og meget overraskende måtte jeg til min rædsel se mit tempo falde. Og det blev værre!

Pludseligt gjorde det ondt i venstre knæ. Højre hoftebøjer. I forvejen var min lyske stadig øm. Så nu havde jeg meget ondt af mig selv. Dog var jeg nu tæt på Slagelse og havde kun een lang bakke samt en flad kilometer hjem, så jeg sparkede mig selv bagi, bed smerterne i mig og løb hjem.

Fredagen sagde jeg goddag til min nye arbejdsplads med ømme ben og senere på dagen var hovedet også meget træt... Trods træthed og en hel del slurke rødvin lavede jeg diverse udstrækningsøvelser og lørdag stod jeg så op til en krop, der føltes som nyfødt.

Konen havde annonceret dagen som shoppingdag, men med den nyfødte krop skyndte jeg mig lige at løbe en 5'er og de første 4 km blev trods et enkelt rødt lys klaret på 15 minutter. Der var egentligt ingen vilde smerter, men for en sikkerheds skyld tog jeg farten lidt af og brugte hele 5 minutter på den sidste kilometer.

Skønt at mærke farten i benene! Det giver håb om en snarlig sub40....

Ugen i korte rids

Mandag, 11.27 km, 47.44 min, 14.2 km/t, gns.puls 153
Torsdag, 24 km, 1 time og 44.48 min, 13,7 km/t, gns. puls 154
Lørdag, 5 km, 19.58 min, 15 km/t, gns. puls 154 (første 4 km på 15 min!)

A little off topic - uge 21

Jeg har normalt ikke svært ved at overholde løfter, men når jeg lover mig selv IKKE at løbe en hel uge efter marathon, så burde jeg på forhånd vide, at jeg vil bryde det.

Benene var ømme efter marathonet i søndags og de fik da ro både mandag og tirsdag. Onsdag var jeg så ude på en lille 5 km. Dejligt roligt løb, hvor jeg dog brugte den første kilometer på at fortælle benene, at de godt kunne.

Fredag blev til 12 km på landevej og i bar mave. Benene var meget mere friske denne gang, det er de nok ikke i morgen, for i aften står den på poker med drengene. Og vin, mad og whisky... Det skal nok ende galt!!!

Det dér med at drikke i stor stil er ikke mig. Men jeg opfatter mig stadig i gang med at restituere, så tidspunktet er nøje udvalgt, så i aften skal der syndes med usund mad og drikkelse.... Så må vi se om benene straffer mig i næste uge!?

Så er jeg klar....

Or not!

Tiden kan ende på alt mellem 3.00 og 3.20... Lidelsen er selvvalgt, så ingen klager herfra!

Denne uge er det blevet til ture på 15, 3,5 og i morgen skal benene bare rystes 2-3 km og så er der ellers dømt afslapning med væske, grovkiks, chokolade og pasta (ikke ingredienser til en samlet menu!)

Allerede nu er jeg begyndt at gå ind i mig selv og gøre mig mentalt klar, så jeg skriver ikke mere nu. Men kommer med en lang beretning efter løbet....

Sidste langtur inden cph - uge 18

På nogle ture går det hele op i en højere enhed, på andre er der tale om ren overlevelse. Men nu er der 14 dage til cph og ærefrygten er langsomt ved at indfinde sig, samtidig har jeg naturligvis brugt denne uges løb som en pejling for min form og måske er det derfor, at nervøsiteten sætter ind.

De lidt over 42 km har jeg jo løbet en gang før. Resultatet for min marathondebut har fået mange til at konstatere, at jeg nu burde gå efter sub3 (en tid under 3 timer, red.). At det er drømmen, skal der ikke herske tvivl om. Men om jeg har evnerne, viljen og er i form til det, det er en anden sag. Og målet er derfor blot en tangering af min debuttid. Og det mener jeg! - Det er ikke falsk beskedenhed, jeg vil reelt være tilfreds med en tid omkring de 3.10 til 3.15.

Jeg vil være skuffet over mig selv, hvis jeg er langsommere end det, men jeg frygter det! Især efter denne uges to føreste løb.

Denne uge løb jeg mandag og onsdag 15 km begge dage. Mandag burde ellers være et løb i højt humør, jeg havde afleveret min opsigelse men alligevel føltes netop denne dags løb som en kamp om overlevelse; rytmen ville ikke indfinde sig, det var varmt og der var i det hele taget meget galt.

Onsdag var en mærkelig dag. Jeg fulgte den ældste datter til gymnastik, startede uret hjemmefra, men slukkede det, da hendes cykel skulle låses og fik det ikke tændt igen. Men rutens længde kender jeg.

Heldigvis sluttede ugen så på bedste vis. Jeg havde planlagt en tur på 30 km, men turen til stranden og hjem igen viste sig kun at være 25 km. Da jeg ramte byen overvejede jeg, om jeg skulle forlænge ruten, så jeg kom op på de 30 km, men jeg forkælede mig selv og sluttede med minus 3 km. Og havde dermed energi til lidt havearbejde også! Havemand søges, forresten!!!!

Ugen i korte tal:

Mandag, 15 km, tid 1.03.03. gns.puls 154
Onsdag, 15 km, tid ???, gns.puls ????
Lørdag, 27090 m, tid 1.59.32, gns. puls 143 - lav puls, god rytme, forhåbentligt kan det kopieres om 14 dage...

Uge 17 - Et hjulskifte og Sorø Sø

Nu er min træning absolut gået ind i en fase, hvor jeg har fokus på lange ture. Nu skal jeg simpelthen have vished for, at jeg kan gennemføre endnu et marathon, hvorfor min træning er tilrettelagt med een lang tur og to kortere. Eks. som i denne uge, mandag 15, onsdag 15 og fredag 30 km.

De korte bliver løbet i et lidt højere tempo end den lange, dog er jeg påpasselig med ikke at løbe onsdagens korte tur all-out (hvor man giver sig fuldt ud, red.), men når vejret er godt, kan man jo blive fristet til at løbe hurtigere end planlagt. Dét skete onsdag aften. Vejret var nemlig super lækkert og de første 10 km løb jeg virkelig stærkt, for derefter at slappe meget af på de sidste 5. Men det bedste af det hele var, at min bare mave blev luftet.

Og endnu bedre var det, at jeg kan mærke sulten komme tilbage!

Altså ikke sult efter mad, men sulten efter at løbe og efter at presse mig selv. Jeg læste engang, at Chris MacDonald også ofte synes, det er surt at træne. Måske har han blot sagt det for at alle nybegyndere skal vide, at træning også er surt for andre, hvem ved? - Men jeg er vild med hans livsanskuelse og har haft ham som spinninginstruktør. Han er genial!

Og jeg nyder virkeligt at løbe, men når familie, venner og ikke mindst jobbet skal passes, så kan det virke uoverskueligt at presse 4-5 timers motion ind i en ugeplan. Snørrer man dog skoene, også når det er surt, giver det dog et overskud i sidste ende og samtidig er det naturligvis grundtræningen, der resulterer i en kæmpe oplevelse på de dage, hvor  alt flasker sig. - Det gjorde det nærmest hele denne uge.

Fredag løb jeg fra min mekaniker i udkanten af Slagelse - der skulle sommerdæk på bilen, og det gør jeg ikke selv, jeg er jo akademiker! - til Sorø, rundt om Sorø Sø og hjem igen. I alt 30 km.

Vejret var igen godt, så jeg løb i korte tights og singlet. Da jeg nåede Sorø havde jeg valget mellem at fortsætte ligeud og så vende om ved 15 km, men søen så fristende ud. På søens ene side ligger akademiet og her er stierne brede og området er mere park end skov. På modsatte side er der skov og skovstier. Fed tur og absolut ikke sidste gang, den skal løbes. Hjemturen var mod solen og i bar mave.

Jeg var genstand for ret mange sjove blikke!!! Men mon ik' de bare nød synet af en veltrænet mand???

Sorø Akademi

Sorø Sø

8,2 km i omkreds og efter sigende 10 m dyb flere steder

  
Ugen i korte tal

Mandag, 15 km, tid 1.01.48, gns.puls. 155, 1049 kcal
Onsdag, 15 km, tid 1.02.37, gns. puls 149, 1039 kcal
Fredag, 30 km, tid 2.13.18, gns. puls 146, 2064 kcal

Uge 16 og en stige

Næste indlæg bliver lidt mere spændende.

Med dette indlæg vil jeg blot give et livstegn fra mig. Jeg holder naturligvis træningen ved lige og her er en kort update.
Søndag. 19 km, tid 1.25.21, gns. puls 155, kcal 1330
Tirsdag, 5 km, tid 20.35, gns. puls 150, kcal 345
Torsdag, 15 km, tid 1.03.40, gns. puls 153, kcal 1035
Fredag, 3½ time på en stige og rens af gavl....
Lørdag, 21 km, tid 1.30.22, gns. puls 148, kcal 1446

Denne uges værste dag må ubetinget være fredag. Jeg rensede den ene af husets tre gavle og der var højt ned (!) Og ja, jeg har højdeskræk... Jeg spændte i begge ben, havde svært ved at slappe af og med venstre arm klamrede jeg mig til stien. Resultatet heraf betød en øm venstre arm og læggene blev blødt op dagen efter og lystrede såmænd ganske fint.

Næste indlæg bliver mere spændende, det lover jeg. Og så barsler jeg ligeledes med et indlæg om nogenlunde videnskabelige undersøgelser omkring løb og sundhed.

God vind derude...

Bakketræning - En hyldest til Vaarby Bakke

Bakketræning er sjovt og hårdt. Det udvikler dig som løber, gør dig stærkere. Men først og fremmest er det sjovt!

Jeg bor i Slagelse. Ikke en by de fleste kender, og med rette. Så spændende er den heller ikke. Derudover er uddannelsesniveauet ufatteligt lavt; med en studenterhue på hovedet har du allerede overhalet de fleste Slagelseanere... Måske sat lidt på spidsen, men helt forkert er det ikke.

Alligevel er det her, jeg bor.

Og her er det svært at løbe ture på mere end 5 km uden at ramme en bakke eller to. Ingen klager herfra. Bakker er skønne. Der er løbere, der udelukkende deltager i flade løb. Nuvel det ser godt ud på deres CV, men de ved ikke, hvad de går glip af både i udvikling, styrke og "sjovheds faktor"

Man skal dog passe lidt på med ikke at løbe for meget i bakker. På 7 dage har jeg i alt løbet 52 km bakkeløb og jeg vil sige det på den måde, at jeg i mine næste 2-3 løb vil sørge for at løbe udenom de værste bakker, for mit venstre knæ er lidt ømt i dag.

Der skete nemlig det igår, at jeg var i godt humør. Ikke at det er så usædvanligt. Men dermed kom jeg til at dreje til venstre i stedet for til højre. Det betød, at jeg forkælede mig selv med et par kilometer helt fladt løb i marsken men med udsigt til at slutte mine 21 km af med følgende lille stigning...



Vaarby Bakke

1060 m

43 Højdemeter

(bund 6 m over havets overflade, i toppen 49 m (no wonder! 43+6=49, så det havde du nok regnet ud)

Gns.stigning på 4,1%



Skøn, skøn tur på landevej med lidt havduft, landsbyer og altså en udfordrende bakke. Eneste minus er, at der kan være pænt meget trafik på bakken, så man skal lige se sig for.

Ohh skønne bakke, 

nedad på cykel kan man tage dig med 77 km/t

opad har du tvunget mig fra 35 til 25 km/t.

I løb får du pulsen op på mig

og på alle andre

Nogle cyklister undgår dig, 

andre står af og trækker,

atter andre overhales af mig i løb,

ohh skønne bakke,

på dig skal ingen hakke.

(lidt plat måske!)

Sol og hvide ben

Jeg kom ud at løbe i onsdags. En stille og rolig 5'er, tiden var ikke vigtig, benene skulle bare luftes og 23 minutter senere var jeg hjemme igen.

Jeg burde dog ikke have løbet, dagen før, altså i tirsdags, følte jeg en pludselig ømhed yderst og midt på venstre fod. Først tænkte jeg træthedsbrud, skønt intet var at mærke. Tanke nummer to var, at det måtte bære eller briste. Måske ikke den klogeste beslutning og min massør ville nok ikke ligefrem bifalde den beslutning. Men ud kom jeg.

Smerten var til at leve med, jeg kunne dog godt mærke, at et marathon krævede mere end et par dages restitution og at jeg burde give kroppen tid til at komme sig.

I dag søndag strålede solen, ømheden i foden var aftaget i styrke men ikke helt væk, solens stråler lokkede og overdøvede ømheden, så jeg iførte mig korte tights, t-shirt og vest. Alle andre løbere og gående troede tilsyneladende, at det stadig var vinter og jeg vil da her ikke undlade at undskylde overfor dem, at de måtte pines med mine skrigende hvide ben og arme.

Vejret var virkelig perfekt. Det var mine ben imidlertid ikke.

Jeg var sulten efter at æde nogle kilometer hurtigt. Men i min træning til marathon havde jeg trænet mere mængde end hastighed og benene havde svært ved at vænne sig til min ønskede fart. Jeg gik bare efter 10 km på 40. Men måtte endda kæmpe hårdt for at klare det på 41.10.

Der er ellers et løb på søndag med flere kendte ansigter og det kunne være hyggeligt at sige hej til dem alle (og forhåbentligt løbe fra dem). Mit nuværende krav til mig selv er dog max 40 på 10, senere vil jeg ned på 38 min. Så nu skal der trænes.

Denne dags træning i tal:
10 km
41.10
gns. puls 161 (ret høj)

Panikangst og ærefrygt

Jeg sad og læste i en af mine murstensromaner igår aften, da jeg pludselig blev ramt af panikangst.

Havde jeg nu trænet nok? Vidste jeg, hvad jeg gav mig i kast med? Kort sagt virkede bjergbestigningen et kort øjeblik uoverkommeligt, men når jeg kan løbe 32 km uden væske og energiindtag, så burde jeg kunne klare 42 km med væske og energi.

Alle kan jo gennemføre et marathon!

Tager det dog længere end 4 timer, så har man ikke løbet men gået og min fulde respekt får man først ved noget der minder om 3 timer - og det er netop her hunden ligger begravet. Kan jeg klare de 42 og samtidig opnå min egen respekt?

Pokker tage min forfængelighed...

Nedtælling til marathonforsøg nr.2

Jeg kan næsten tælle dagene på to hænder nu! 14 dage er der til og formen har det godt.

Den største frygt er nu at løbe sig en skade til. Jeg var ude i går lørdag på en for mig hurtig 10'er, dvs. 40.30. At komme under 40 var skam muligt, men det gemmer jeg til et officielt løb og målet var i princippet kun at løbe de ti kilometer. Men formen er nu så god, at jeg føler 15km/t som langsomt.

Derfor skal jeg passe på!

Der er lidt yin/yang over denne situation. Jeg ved godt, at jeg ikke skal løbe for meget fartleg nu. Nu gælder det mest om at holde benene ved lige. Men samtidig har jeg så meget indebrændt energi, at jeg i denne uge bliver nødt til at løbe 40-50 km. Så må tiden vise, om det er dumt! Men hvis jeg bare løber i mit marathonpace, så burde det ikke skade.

Målet er forresten at gennemføre marathon med 13km/t.

Sidste weekend løb jeg 32 km i med gns. 13.3 km/t - og det, helt uden vand og energiindtag. Hvis blot jeg kan gentage det, så har jeg lidt mere end en time til at løbe de sidste 10 km og stadig komme under 3.30.

Ikke at jeg vil være tilfreds med 3.30...