 |
| Hundige Strandpark |
Årets sidste løb var henlagt til Hundige Strandpark, som virkeligt må være et rart sted at bo ved. Især i solskin! Her er mange stier, broer, strand, masser af vand og ingen bakker.
Men i søndags skinnede solen ikke.
Starten skulle for mit vedkommende gå kl. 10.30. Jeg stod op i god tid efter en nat, hvor ældstedatteren med sin astma og dårlig mave havde sørget for en urolig nat. Da den yngste pludseligt også vågnede af et mareridt, blev jeg henvist til en barneseng (som heldigvis er i voksenstørrelse og god) og forsøgte dér at indhente det sidste vigtige søvn.
Det lykkedes kun i begrænset omfang. Hovedet og maven havde det ikke godt, da jeg stod op. Jeg bryggede en gang kaffe, spiste grovboller, drak juice og mærkede mig lidt frem. Min fotograf var tæt på at få et aflysningsopkald, men jeg ville ikke svigte ham, så jeg tog en pinex og krydsede fingre.
Vel ankommet fik jeg mit nummer og chip, gik på toilettet og vrissede dér ad en kvinde, der nærmest blev fornærmet over, at vi mænd altså også skulle benytte det rigtige toilet i herreafdelingen, og jeg var ikke den eneste. Så det var ikke bare mig, der var en gnaven, gammel mand.
Hundefrysende ventede jeg de sidste 10 minutter på at komme i gang. Heldigvis var det endnu tørt, så vi startede ikke i våd tilstand. Jeg ved godt, jeg trækker selve løbsreferatet ud, og jeg har været inde på det før, men hvorfor f..... er det, at så mange folk overvurderer egne evner. Startområdet var smalt og jeg stod således i 15.-16. række, da starten gik. Ligesom i Odense indebar det, at der var en masse skildpadder at overhale, men da dette løb trods alt var noget mindre end det odensianske, fandt jeg hurtigere her en gruppe at løbe med.
Meget tydeligt og meget hurtigt vidste jeg dog godt, at dette løb ville byde på mere overlevelse end rekordforsøg.
De hurtigste 3 mand var stukket af sted fra os alle andre, men jeg havde fundet en gruppe på 5 mand, som jeg hægtede mig på. Og jeg mener hægtede mig på. Hver gang der var skift oppe foran, lod jeg mig blive som en af de bagerste. Mit overskud blev mindre og mindre.
Ruten var forresten inddelt i 10,5 km, der kunne løbes 1, 2 eller 4 gange, alt efter målsætningen.
Da jeg nærmede mig de 9 km, havde jeg allerede flere gange tænkt tanken om at´udgå. Helt uhørt! Her dukkede fotografen så op, i højt humør skød han løs og så ud til at hygge sig. Kort efter begyndte det at regne og da det nu ikke kunne blive meget værre. Blæst, regn, dårlig mave. Ja, hvorfor så ikke løbe videre.
Min 5-mands gruppe lod jeg løbe. Og i en enkelt kilometer løb jeg alene. Men det har jeg prøvet før, for jeg er jo trods alt hurtigere end de fleste og langsommere end de hurtigste. Som alene løber kom jeg forbi Annette Fredskov , som også på det tidspunkt så meget ensom ud. Igen. Så svag jeg var dér, så fik jeg næsten medlidenhed med hende og overvejde at gå sammen med hende (undskyld Annette!) men jeg undlod og snart efter fik jeg følgeskab af en ny løber.
Denne nye løber blev min redningsplanke. Regnen piskede ned, koldt var det ikke, bare vådt. Og med min nye følgesvend var det et skridt ad gangen, og hvert skridt bragte jo målstregen tættere. Hurtigt løb vi ikke, ofte kun med en minuttid på 4,28 eller hvad der svarer til 14 km/t. Og han var på ingen måde i tvivl om, at jeg blev i hælene på ham, hvis han satte farten op, gjorde jeg det også, ligeledes hvis han slappede lidt af.
Tæt på målstregen fangede jeg mig selv i en diskussion med mig selv; skulle jeg udvise fairplay og lade ham løbe i mål, eller give ham kamp til stregen? Jeg vejede virkeligt for og imod. Men i sidste ende tog han beslutningen for mig, for da vi rundede det sidste sving, satte han farten op, meget. Så derfor gjorde jeg det også. Ergo blev det en slutspurt, hvor vi vitterligt sprintede de sidste 3-400 meter. Men han vandt! Og fik bagefter en kæmpe tak af mig for at have hjulpet mig i mål.
Placering: 11
Min tid 1.25.39
Gns. puls 159
---------------
Epilog!
Hvis ret skal være ret, er ruten måske heller ikke den hurtigste i landet. Højdeforskellen er på rutekortet kun 2 m, men mange sving, grus, våde glatte træbroer (som naturligvis er tørre i tørvejr) og en af broerne havde sågar trapper, men nok ynk. Det var ikke min dag.
Jeg fik talt med min lokale superløber Hechmann og jeg tror, jeg er nødt til at løbe et par ture med hans gruppe, måske endda melde mig ind under hans faner og helt sikkert skal jeg nu testes af ham, så jeg får styr på zoner, iltoptagelse osv.
Lidt fotos
 |
| Mens håret stadig sidder! |
 |
| Min lidelse er tydelig, synes jeg! |
