Viser opslag med etiketten træning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten træning. Vis alle opslag

søndag den 6. januar 2013

Uge 1 - Pengetræ ønskes


 
Jeg beklager!
 
Men jeg har været optaget af at bruge penge i en sådan grad, at jeg altså endnu ikke har fået stille danseskoene efter min lille dans med sundhedseksperten.
Det kommer. Bare rolig. Jeg ved godt, du ikke kan vente. Men det bliver du nødt til, lidt endnu.
 
Hvis jeg ikke snart kommer ud af vanen med at bruge penge. så bliver jeg nok nødt til at satse på mine botaniske evner til foråret (se fig.1). Men nogen skal jo bruge penge, vi kan ikke alle gemme dem under hovedpuden, vel?
 
Min indkøbsiver til trods har jeg faktisk fået løbet lidt.
 
Jeg sluttede året med to gange hurtige 5'ere og så stod den ellers på forberedelse af min del af aftenens store nytårsmenu. Jeg havde ansvaret for hovedretten, og havde dagen forinden kogt fond hele dagen. En del heraf blev så benyttet til en portvinssauce. Jeg startede med 1½ liter væske i alt og sluttede med ikke engang at kunne fylde en sauceskål, men i Guder, hvor det smagte himmelsk. Heldigvis var jeg ikke alene med den opfattelse.
 
Med alkoholindtaget den aften, var jeg kun i stand til at gå mig en tur årets første dag, ikke at jeg overhovedet havde forventet andet, endskønt at jeg på intet tidspunkt følte mig mere end selskabeligt beruset. 2. Januar begyndte min pung så at bløde.... Ej, selv om jeg næsten har brugt, hvad det dyreste af mine ure har kostet, så har jeg det fint og er blevet lidt klogere. Tænk, at man for så få penge bl.a. kan få møbler i handskeblødt skind og et nyt tv, men nu må I andre tage over og begynde at spendere.
 
Løbemæssigt er det blevet til:
 
Mandag: 2 x 5 km, det var påbegyndt som en negativ split, men på anden omgangs sidste kilometer slappede jeg af med henblik på at spare kræfter til aftenens strabadser. Tid. 40.00 // 4.00/km
 
Torsdag: 15 mørke, vindblæste km. Tid 1.10 // 4.41/km
 
Lørdag: 7 km med børnene, plus 2.3 km som intervaltræning, mens de legede på legeplads.
 
Søndag: 17 km, ud på landet og tilbaws. Bakketræning og lidt fartleg. Tid 1.12.07 // 4.15/km
 
I alt: 51 km
 
 
 
Note til mig selv. Nu må jeg hellere snart melde mig ud af Loop. Ikke at der er noget galt med centret, det er bare sjovere at løbe...

fredag den 28. september 2012

Efterårstræning og en røverhistorie




Kultvin fra Bolgheri

Det er nu efterår og dermed er der skruet lidt ned for min træning. Nu skal børnene have lov til at gå til deres dans og svømning, og konen skal også træne(s), hvorfor jeg nu slapper lidt af.

Med mørkets fremkomst er det også naturligt nok. Jeg var f.eks. igår ude at løbe 9 km i kraftigt regnvejr, flere steder var det pga. mørket og sparsom belysning umuligt at se, om det var plan vej, man satte fødderne på, ofte trådte man derfor lige ned i vandpytter. Det var nu en dejlig tur alligevel, faktisk var jeg nærmest helt stolt over at have brugt hele 40 min på at løbe 9 km og det tydeliggør jo, hvorfor farttræning ikke er optimalt i mørke.

Nu er dette jo ikke en blog om bøger, mode, vin, mad eller politik, så når nu der bruges mindre energi på træning, kan jeg jo passende finde tid til mine andre interesser. I aften skal jeg således langt om længe endeligt deltage i et arrangement i min vinklub, hvor vi skal smage diverse kultvine, i samme klub har jeg tidligere smagt andre store vine, en af dem jeg husker bedst og stadig kan "smage", var en kultvin af Vinding-Diers ved navn Belluzza.

Denne vin opnåede så høje priser og så stor en kultstatus, at hans vingård faktisk blev røvet i "bedste" western stil med pistoler og det hele, men en enkelt tønde kunne røverne dog heldigis ikke få plads til i deres lastbil.

Vinen i den efterladte tønde var for lidt til at sætte til salg. Der ville simpelthen blive for få flasker og det ville være for dyrt at få printet etiketter til den. Men vinen blev naturligvis alligevel hældt på flasker og Peter Vinding-Diers skrev i egen høje person selv "Belluza" med guldtusch på flaskerne og disse flasker blev så solgt til en god ven af huset - denne ven havde egentligt lovet ikke at sælge flaskerne videre, det skete så alligevel og af kringlede (og lovlige) veje ligger der nu sådan en flaske i mine gemmer, og hele historien har jeg på mail af hovedpersonen selv. Ret spændende synes jeg, og historien skal naturligvis genfortælles når den åbnes i løbet af vinteren i gode venners lag.

I aften skal vi dog ikke smage Belluzzaen igen, men dennes "storebror". Vi skal desuden smage en dessertvin, som tidligere var forbeholdt den russiske Zar. Nu er det ikke Zaren, der drikker den; derimod den russiske mafia, som har taget over - Det skal nok blive godt, interessant og hyggeligt. Og jeg skal nok huske at tage billeder af sjældenhederne...

Hvad med løb? Ja, ja jeg skal nok berette her.

De sidste 3 uger har jeg løbet således

Søndag: 21 km (aldrig over 1.28 i tid)
Tirsdag: 15 km (denne uge dog 10 km - på under 40 min trods røde lys)
Torsdag: 15 km (denne uge dog 9 km)

Samme program bliver hovedtemaet efteråret og vinteren igennem.


-----------------

Her følger lidt vinnoter, for sjov, for de interesserede.

Selve vinsmagningen fulgte ikke de gængse traditioner. Her var ingen rød tråd gennem smagningen, intet tema. Med andre ord var denne smagning helt skæv, men så meget sjovere og skør. F.eks. udbrød en dame efter vin nr. 2, at "det her var noget helt andet". Og det kunne for så vidt være sagt om hver enkelt vin!!! 



Montecarrubo 2008

Peter Vinding-Diers laver ganske enkelt skøn vin

Duften bød på kaffe, mørk frugt og halm.

Smagen: Kompleks og fløjlsblød frugt, læder, stald, tobak. En herrevin, som sikkert også kunne score et par piger...




Massaya Gold Reserve 2004

Hvem havde troet det, men aftenens bedste vin kom fra Libanon.

Duften gav løfter om noget stort. Blomme, lakrids, kirsebær, læder.

Smagen: Tobak, læder, træ, tranebær, stald - vildt potent - jeg vil på ferie i Libanon!

Aftenens perfekte afslutning var denne perle fra Ukraine

Massandra Pinot Gris 2003

Duften kan jeg stadig fremkalde.
Forestil dig at blende marcipan, abrikoser, ferskner, smør og sherry sammen, så har du duften!

Smagen var ligeledes i samme retning.
Fed i konistensen, marcipan, ferskner, honnin, pære - alt i alt dessert nok i sig selv.

søndag den 22. april 2012

Uge 16 og en stige

Næste indlæg bliver lidt mere spændende.

Med dette indlæg vil jeg blot give et livstegn fra mig. Jeg holder naturligvis træningen ved lige og her er en kort update.
Søndag. 19 km, tid 1.25.21, gns. puls 155, kcal 1330
Tirsdag, 5 km, tid 20.35, gns. puls 150, kcal 345
Torsdag, 15 km, tid 1.03.40, gns. puls 153, kcal 1035
Fredag, 3½ time på en stige og rens af gavl....
Lørdag, 21 km, tid 1.30.22, gns. puls 148, kcal 1446

Denne uges værste dag må ubetinget være fredag. Jeg rensede den ene af husets tre gavle og der var højt ned (!) Og ja, jeg har højdeskræk... Jeg spændte i begge ben, havde svært ved at slappe af og med venstre arm klamrede jeg mig til stien. Resultatet heraf betød en øm venstre arm og læggene blev blødt op dagen efter og lystrede såmænd ganske fint.

Næste indlæg bliver mere spændende, det lover jeg. Og så barsler jeg ligeledes med et indlæg om nogenlunde videnskabelige undersøgelser omkring løb og sundhed.

God vind derude...

mandag den 9. april 2012

Bakketræning - En hyldest til Vaarby Bakke

Bakketræning er sjovt og hårdt. Det udvikler dig som løber, gør dig stærkere. Men først og fremmest er det sjovt!

Jeg bor i Slagelse. Ikke en by de fleste kender, og med rette. Så spændende er den heller ikke. Derudover er uddannelsesniveauet ufatteligt lavt; med en studenterhue på hovedet har du allerede overhalet de fleste Slagelseanere... Måske sat lidt på spidsen, men helt forkert er det ikke.

Alligevel er det her, jeg bor.

Og her er det svært at løbe ture på mere end 5 km uden at ramme en bakke eller to. Ingen klager herfra. Bakker er skønne. Der er løbere, der udelukkende deltager i flade løb. Nuvel det ser godt ud på deres CV, men de ved ikke, hvad de går glip af både i udvikling, styrke og "sjovheds faktor"

Man skal dog passe lidt på med ikke at løbe for meget i bakker. På 7 dage har jeg i alt løbet 52 km bakkeløb og jeg vil sige det på den måde, at jeg i mine næste 2-3 løb vil sørge for at løbe udenom de værste bakker, for mit venstre knæ er lidt ømt i dag.

Der skete nemlig det igår, at jeg var i godt humør. Ikke at det er så usædvanligt. Men dermed kom jeg til at dreje til venstre i stedet for til højre. Det betød, at jeg forkælede mig selv med et par kilometer helt fladt løb i marsken men med udsigt til at slutte mine 21 km af med følgende lille stigning...



Vaarby Bakke

1060 m
43 Højdemeter
(bund 6 m over havets overflade, i toppen 49 m (no wonder! 43+6=49, så det havde du nok regnet ud)
Gns.stigning på 4,1%

Skøn, skøn tur på landevej med lidt havduft, landsbyer og altså en udfordrende bakke. Eneste minus er, at der kan være pænt meget trafik på bakken, så man skal lige se sig for.

Ohh skønne bakke, 
nedad på cykel kan man tage dig med 77 km/t
opad har du tvunget mig fra 35 til 25 km/t.
I løb får du pulsen op på mig
og på alle andre
Nogle cyklister undgår dig, 
andre står af og trækker,
atter andre overhales af mig i løb,
ohh skønne bakke,
på dig skal ingen hakke.

(lidt plat måske!)

lørdag den 7. april 2012

48 km - og en usikker fremtid

Fremtiden er vel altid svær at spå om, men de sidste 8 dage har virkelig væltet lidt op og ned på mit liv og derfor er det godt at koble af ved at løbe.

Måske får jeg lov at fortsætte min karriere i samme stilling. Måske i en ny stilling i samme firma. Måske slet ikke....  Forvirret? - Hvad tror du så ik', at jeg er? Men jeg har jo mere eller mindre selv bragt mig i denne situation og må i de næste par måneder se, om ik' jeg kan bestå denne manddomsprøve.

Jeg beklager, at jeg ikke er mere konkret. Senere skal hele historien nok blive fortalt. Men der skal gå noget tid.

I mellemtiden kan jeg trøste mig med, at min træning nu er oppe i nogenlunde fulde omdrejninger igen.

Denne uge bød på

Søndag: 20 km, 13,7 km/t  - let kuperet
Tirsdag: 12 km, 14.1 km/t  - meget kuperet med vildt stejle stigninger - fed rute!
Torsdag: 10 km, 15 km/t - min 5 km rute dobbelt, men måske jeg skal finde en ny uden lyssignaler...
Lørdag: 6 km, 14,5 km/t - Skulle bare købe sukker...

I alt 48 km, i morgen starter en ny uge!

torsdag den 29. marts 2012

Bye bye gummitarzan...

Anden og sidste restitutionsuge betød døden for en hund pga. dens uansvarlige ejere, som så ovenikøbet stod og flæbede på åben skærm. Min sympati får de ikke, og reelt siger sagen mere om hundeejeren end om jageren, der forsvarede sin ejendom.

Hunden døde. Mine ben genopstod. Omend kun langsomt... men de er på vej.

Min træningsuge er allerede afsluttet. Mit uundværlige og elskede løbeur inddeler nemlig ugerne fra søndag til lørdag og da jeg ved, at jeg hverken får løbet i morgen fredag eller lørdag, kan jeg hermed konkludere, at denne uges træning nåede op på 35 km.

Ikke nogen voldsom mængde, men målet var først og fremmest restitution. At jeg så overvurderede egne evner og følte mig som supermand, det er der ikke noget nyt i. På sin vis er det jo så godt, at benene taler deres tydelige sprog og siger fra.

Tirsdag løb jeg 15 km på en skøn kuperet rute med mange små bakker, små sving og et par længere bakker. Virkelig en fed rute, når man er i form. Men som note til mig selv, må jeg huske, ikke at løbe den rute, hvis jeg er i gang med at restituere.

I dag torsdag gav jeg den gas. Eller næsten. To røde lyskryds måtte jeg stoppe for. Trafikken gjorde, at jeg ikke kunne bryde loven uden at komme til skade, så jeg stoppede helt.

Dagens 10 km var planlagt til at skulle løbes i negativ split. De første fem løb jeg på 20.20 og de sidste fem på 20.10. Altså kun lige nok til at kunne kaldes en negativ split. Uden de røde lys i anden runde, havde jeg klaret det på 40, samlet set.

Positivt er det i al fald, at jeg nu kunne give den gas og holde en høj fart i flere perioder. Ømheden i foden er der stadig, men med ICE-princippet de næste dage, er jeg sikker på, at den også nok skal komme sig helt.

Min massør har i al fald givet mig grønt lys til at træne. Så ham kan jeg godt li', selv om han nogle gange er lidt ond og hård.

Dermed kommer jeg nok ikke uden om, at stille op til Sorøløbet på søndag. Forhåbentligt får jeg så min første officielle sub40 på 10 km. Det må tiden vise. Og mon man bør løbe sådan en konkurrence progressivt?

Afslutningsvis fik jeg lige lyst til at vise, hvordan min hånd så ud i mandags, altså otte dage efter mit styrt under mit marathon. Såret skulle nok ikke have været meget dybere, før jeg havde måtte udgå. Men efter sådan en omgang forstår man meget bedre sætningen "Smerte er uundgåeligt, lidelse noget man vælger"

søndag den 4. marts 2012

Nedtælling til marathonforsøg nr.2

Jeg kan næsten tælle dagene på to hænder nu! 14 dage er der til og formen har det godt.

Den største frygt er nu at løbe sig en skade til. Jeg var ude i går lørdag på en for mig hurtig 10'er, dvs. 40.30. At komme under 40 var skam muligt, men det gemmer jeg til et officielt løb og målet var i princippet kun at løbe de ti kilometer. Men formen er nu så god, at jeg føler 15km/t som langsomt.

Derfor skal jeg passe på!

Der er lidt yin/yang over denne situation. Jeg ved godt, at jeg ikke skal løbe for meget fartleg nu. Nu gælder det mest om at holde benene ved lige. Men samtidig har jeg så meget indebrændt energi, at jeg i denne uge bliver nødt til at løbe 40-50 km. Så må tiden vise, om det er dumt! Men hvis jeg bare løber i mit marathonpace, så burde det ikke skade.

Målet er forresten at gennemføre marathon med 13km/t.

Sidste weekend løb jeg 32 km i med gns. 13.3 km/t - og det, helt uden vand og energiindtag. Hvis blot jeg kan gentage det, så har jeg lidt mere end en time til at løbe de sidste 10 km og stadig komme under 3.30.

Ikke at jeg vil være tilfreds med 3.30...