fredag den 26. april 2013

Med snobben på slottet - Ny PR


Næsten 4 hele måneder skulle der gå, før denne blogs forfatter skulle begive sig ud på sit første rigtige løb dette år. Da det så endelig skete, kunne rammerne næsten ikke være mere idylliske, se blot ovenstående billede.

Egeskov Slotsløb bød på St. Bededagsløb, hvor der kunne løbes hhv. 3, 5, 10 og halvmarathon. Pigerne tog 3 km og jeg halvmarathondistancen, de holdt sig inden på Egekovs grund, mens jeg var lidt ude omkring.

Inden jeg kommer med min egen beretning vil jeg beskrive arrangementet lidt.

Inden startskuddet

Tilmelding foregik via Sportstiming, hvor jeg allerede havde på en profil og under denne kunne jeg tilføje ekstra løbere. Det er ret smart og nu er hele husstanden registreret.

Ved selve løbet var der overordentligt styr på såvel nummerudlevering, parkering, mængden af toiletter og overvåget bagageopbevaring, derudover var der fælles opvarmning (for dem, der gider sådan noget, jeg lavede lidt fodledsøvelser, også for at holde varmen).

Deltagergebyrene for Egeskov Slotsløb er yderst favorable, når man tænker på, at man samtidig får adgang til hele Egeskov, således kostede 3 km 50 kroner, 5 km 75 kr, 10 km 100 kr og halvmarathon 125 kr plus gebyr. Entréen uden for højsæson er 180 for voksne og 95 for børn, så det var en oplagt mulighed for en aktiv familieudflugt.

Officielle Egeskovs-løbetrøjer kunne købes separat. I mine øjne er det et plus, for jeg har i forvejen en hel kasse med trøjer, og på den måde lader man det være op til folk, om man vil købe sådan en trøje. Personligt forlanger jeg i DK snart kun en chip og en DAF-opmålt rute.

Ruten

Nu kan jeg kun tale for halvmarathondistancen, fælles for alle distancer var dog, at vi alle startede fra samme sted; nemlig på den smukke, neglesaksklippede allé op mod Egeskov. Herfra gik det gennem skov, ud på landet, gennem landsbyer og tilbage igen.

Underlaget var en blanding mellem grusvej, skovsti (traktorspor!), græs og landevej.

Højdeprofilen lovede lidt bakker og det var der.

Efter ca. 15-16 km deler man rute med 10 km-deltagerne. Ved dette punkt er man i skoven og løber på skovvej, altså sådan et med rimeligt flade hjulspor og græs i midten.

For at få ruterne til at passe skulle både 10 km og vi halvmarathonløbere ud på en lille ekstra tur. Denne tur var tydeligt afmærket, men med et 180 graders sving for enden taber man fart og skal jeg finde noget negativt at sige om løbet, må det være dette sving. Men så er vi altså nede i småtingsafdelingen.

Alt i alt var ruten udfordrende, sjov, men måske ikke til PRs.

Målområde og underholdning

Der var vand, energidrik, bananer, æbler, juicebrikker og müslibarer. Jeg tog det hele, men nu havde jeg jo heller ikke nærstuderet depoterne. Her var der vist nok "bare" vand og energidrik.

Underholdningen stod et 7-mands band for. De spillede virkelig godt og med nærmest kun forbipasserende tilskuere var det imponerende at se deres energi. Deres repertoire spændte fra Gnags' Vilde Kaniner til Gnarles Barkleys Crazy, tjek dem ud, de hedder PassPåJazz.

Sidst men ikke mindst var der også præmier til de hurtigste samt lodtrækningspræmier. Vi havde fire lodder, men vandt intet, måske lidt heldigt, for hvis den ene datter havde vundet noget, ville den anden jo nok være lidt utilfreds.

Mit løb

Jeg havde forinden gjort mig lidt overvejelser omkring min tilgang til løbet. Tidligere har jeg ikke tænkt så meget i strategier, men på de længere distancer er der jo ingen, der ser på slutresultatet, hvis du har løbet de tre første km på 11 min og så går ned til slut. Så derfor lidt klog af skade og måske belært af andre, lagde jeg ud i en minuttid lige under de 4.

I starten skal man jo dog altid finde sin rytme, så jeg havde da et par enkelte udsving på uret, hvor minuttiden nærmede sig 3.20, men det var kun i små ryk og jeg synes, at jeg hurtigt fandt min rytme. Og 3.55@ føltes naturligt og behageligt.

Ligesom jeg hurtigt havde fundet mit tempo, havde andre løbere det også. De forreste tre mand trak godt fra og blandt de næste tre fandt man mig.

Jeg er begyndt at hæfte mig ved vejrtrækningen fra andre løbere. Af os tre var der således tydeligvis en, der ville få det hårdt. Allerede ved 10 km mærket lød hans vejrtrækning tung og besværet, den anden løber var sej og kværnede bare løs.

Som nævnt i rutebeskrivelsen var der lidt bakker og skovstier. På stierne lagde vi os ofte på linie, mens vi på landevejen oftere løb lidt mere samlet og her kunne vi tillige skiftes til at trække, dvs. det var vi så kun to, der gjorde. Og det var jeg ikke ene om at have bemærket.

Men inden vi straffede den svage part i vores gruppe, overhalede vi den tredjeforreste. Det var vist nok ved 13-14 km mærket. Jeg tænkte, at det var lidt skidt at have startet så hårdt ud og så gå død dér, men den tanke skulle blive gjort til skamme senere.

Kort efter vi havde overhalet denne løber, satte min samarbejdspartner fart på. Minuttiden hed 3.15 for en stund og jeg tænkte, ganske som ved Odense Cityløb, at den fart ville han ikke kunne holde, hvorfor jeg fulgte med. og ganske rigtigt 3-400 meter efter var vi nede i udgangsfarten. Men nu alene. Han og jeg havde ikke udvekslet så meget som et ord, men da han kiggede sig over skulderen, var han vist svært tilfreds med, at missionen lykkedes.

Vi fulgtes herefter ad et stykke tid, nu igen med en minuttid på omkring de 4.

Til min store overraskelse kunne jeg se, at vi var på vej til at skulle løbe sammen med løberne fra de kortere distancer. Det kan have den fordel, at du kan bruge dem til at pace dig selv, men det kan til gengæld også betyde, at der pludseligt er langsommere løbere, der blokerer din vej. Her hvor vi mødte dem, var det på skovvejen, hvor de fleste holdt sig på de fladkørte spor og derved efterlod den græsbeklædte midte til fri afbenyttelse.

For langsommere løbere var der mange af og de er jo ikke alle gode til at orientere sig og der var da et par lige ved og næsten uheld, men heldigvis ingen sammenstød, dog nogle forskrækkede ansigter, når man kom blæsende forbi. (Men når kvinder nu ikke kan finde ud af at orientere sig i trafikken, hvordan skal man så forlange, at de kan ved løbsarrangementer?)

I dette zig-zag løb satte min følgesvend nu fart på. Og jeg kunne ikke følge med denne gang. Lige her var jeg lidt sortseende. Uret lod mig vide, at PR var muligt, hvis blot jeg holdt farten, men at jeg ikke skulle forvente så god en tid, som jeg havde sat næsen op efter. Kort efter skulle det blive værre.

Pludseligt kom løberen, vi tidligere havde overhalet, stormende forbi mig. Sådan føltes det i al fald. Av, av, hvor kom han nu fra og hvad var nu det for noget. I al min mismod nåede jeg dog også at kaste et par anerkendende tanker i hans retning, for det var i sandhed godt løbet, og han løb helt sikkert efter splittider.

Nuvel, jeg sparkede mig selv bagi og huskede mig på, at smerte kun er kortvarig og med kun to km igen satte jeg farten op. Jeg nærmede mig målområdets støj og leben og blev glad. Og derefter skuffet.

Et skilt bad mig dreje væk fra målområdet og lige som jeg troede at være i mål, måtte jeg lige løbe lidt længere. Jeg nærmede mig ham, der netop havde overhalet mig, men ved føromtalte 180 graders sving kunne jeg ikke komme op i fart igen og min afsluttende spurt kan vel i bedste fald kaldes en acceleration.

Ny PR blev det dog til 1.24.19. Og dermed en 6. plads.

Og efter at være gået ombord i buffeten og krammet pigerne, gik jeg over og takkede min følgesvend for et godt samarbejde. Vi var enige om, at den tredje løber skulle straffes og sættes af, og at ruten var flot, sjov og udfordrende. Jeg havde selv på nogle af bakkerne sat lidt fart på, for at teste de to andre og det havde han bemærket.

To ting er sikkert. Jeg vender tilbage til dette løb. Og min form er i fremgang.

Her lidt stemningsbilleder, som alle er taget af Søren Petersen og er et udpluk af denne serie.





mandag den 22. april 2013

Uge 14+15+16 - Gult kort!


Gult kort!

Det var vist lige, hvad jeg fik den sidste dag i marts, for nu at benytte mig af lidt fodboldterminologi.

Og for at fortsætte i samme tråd, var jeg forinden ikke allerede noteret i dommerens bog, hvorfor det altså heldigvis ikke endte med det røde kort. Røde kort har jeg skam godt selv ville uddele til et par stykker i de sidste tre uger, mere herom senere, måske.

Men nu skal det hele jo ikke være så indforstået og jeg vil også godt inkludere mine kære læsere i betydningen af min indledning. Sagen er jo den, at jeg i min egen selvforståelse er lidt af en supermand og som følge heraf kan sidesætte alle grundregler om løb, udstrækning, træningsmængde og -øgning.

Kroppen giver mig ikke ret og jeg var meget tæt på at løbe ind i en overbelastning, da jeg med Jacob løb de 27 km og dermed kom op over 100 km for uge 13. Højre læg brokkede sig på denne turs sidste kilometre og forhindrede mig som beskrevet i at sætte fart på til sidst. Dagen derpå mærkede jeg intet, men grundet lidt festivitas fik jeg først lejlighed til på ny at lufte benene den efterfølgende dag og dér gjorde det ondt!

Da jeg dagen efter med møje fik lov at løbe en tur igen, gik der ikke mange skridt, før søndagens knude i læggen kom igen. Selv ved lav fart gjorde det ondt.

Så nu stod valget mellem at løbe videre med smerte og muligvis forværre skaden. Eller at løbe hjem, hvor svigermor ventede, eftersom hun og svigerfader var hidkaldt til at passe børnene i lockoutens tegn. Med til historien hører også, at, hvis øjne havde kunnet dræbe, havde jeg været død, inden jeg overhovedet havde fået løbeskoene på, for hvordan kan man tillade sig at løbe en tur, når nu svigermor er kommet?

På den vis kan man godt sige, at min overbelastning/skade kom lidt belejligt; i den betydning, at jeg undgik diskussionerne med en tvær kone og/eller med en sær, gammel dame. (som faktisk er meget sød, men på sine ældre dage er blevet noget sær og påståelig)

Historien her ender heldigvis lykkeligt. En dygtig massør fik løsnet bylden op efter bare to behandlinger. Det var en for mig ny massør, som jeg kendte fra mine tid som fægter, og han var så fræk at spørge, om jeg nogensinde huskede at strække ud. Måske ikke så meget, som man bør, må jeg erkende.

Men når jeg nu var så tæt på det røde kort, har jeg derfor taget det roligt og bygget så langsomt på, som man nu kan, når man er en supermand in spe.

Derfor så mine tre forgange uger ud som føler:

Uge 14:

Tirsdag: 7 km, 31.44 min, gns. puls 144
Lørdag: 10km, 45.03 min, gns. puls 147

I alt: 17 km.


Uge 15:

Mandag: 10 km, 45.16 min, gns. puls 145
Onsdag: 13 km, 59.01 min, gns. puls 143
Lørdag: 15 km, 1.06.58 min, gns. puls 149
Søndag: 15 km - naked running (uret var ikke ladet op)

I alt 53 km


Uge 16

Tirsdag: 15 km nøgen løb igen (havde stadig ikke sat strøm til uret)
Torsdag: 15,5 km, 1.10.04 min, gns. puls 147 (det stormede og jeg havde fejlbedømt vinden, så den største del af ruten var i stærk modvind og med støvfygning!)
Lørdag: 2,5 km let jogging, og derefter 12,5 km, 56.26 min, gns. puls 144
Søndag: 13 km blandet løb med klubben, og 4.5 hjem.

I alt 63 km

Næste mål er at sætte ny PR på halvmarathon-ruten, så særligt søndagens træning med 2 x 3 km tempoløb bekom mig vel, her klarede jeg første tur på 11.04 og anden tur på 11.25, men om det rækker til at sætte ny rekord ved jeg ikke. Mere sikkert er det, at næste indlæg kommer til at hedde "Med snobben på slottet"