At gå et marathon - med al respekt...

 

Jeg er i lidt af et dilemma lige nu.

 

Dels vil jeg gerne give udtryk for min dybeste respekt for Annette Fredskov og hendes projekt, dels også udvise respekt for en debutants første marathon - er det en pleonasme? - men samtidig har jeg jo selv den følelse af ikke rigtigt at have løbet et marathon. Men nu foregriber jeg hele historien.

 

Aldrig har min forberedelse til et løb været så useriøs. Nuvel, jeg spiste pasta, kylling og masser af grønt i går, men ikke noget med ét langt marathonprogram, optimal træning eller noget. Nej, mandag stod den på lidt løb og så gik turen ellers i biffen, hvor Tarantino stod for underholdningen, mens der blev ædt slik for mange penge og tirsdag stod den på bagekartofler med rigeligt persille/hvidløgssmør og et par dejlige bøffer, alt i alt ikke ligefrem carboloading.

 

Vel ankommet til Næstved blev vi alle foreviget inden afgang. Herefter løb vi i samlet trop de første par kilometer, de hurtigste strøg dog hurtigt af sted. Personligt skulle jeg ikke nå noget, for mig var dette træning, så mit mål var blot at få 42 km i benene, samt at støtte lidt op omkring Annettes projekt. 

 

I gruppen var der bl.a. en kvinde, der løb med tung rygsæk, idet hun er på vej til Sahara for at deltage i Marathon des Sables. Behøver jeg mon at skrive, at det aftvinger respekt ud over alle grænser? Langsomt splittedes vores gruppe op og pludseligt befandt jeg mig sammen med en debutant på marathondistancen og eftersom jeg ikke skulle nå noget og egentligt var glad for, at jeg havde fundet en, der løb i mit joggetempo, så jeg ikke skulle tænke så meget over min fodsætning, fik jeg min egen mission; han skulle simpelthen bæres igennem!  

 

Turen bestod af 6 x 7 ture. Efter hver tur tankede vi op ved et overflødighedshorn af et depot. Mørk chokolade, flødeboller, Haribomix, frugt, sodavand, saftevand, postevand, kaffe og div. småkager. Det benyttede vi os stort set af hver gang. Debutanten havde som PR løbet halvmarathon i 1.52 og da vi ramte de 21 km stod uret på 1.53, hvorfor en tid under de 4 timer føltes opnåelig.

 

Dog kan ikke engang et så velassorteret depot fylde energireserverne op så hurtigt, som der forbrændes, hvorfor tempoet dalede stille og roligt fra omgang til omgang på de sidste ture. Nu har jeg sikkert også være dødirriterende for tempoet var snakketempo for mig, hvorfor vi naturligvis drøftede stort og småt. Jeg stillede endda hv-spørgsmål (og ikke; hvaler er pattedyr, ikke sandt?) og tvang ham derved til at svare, mens han samtidig løb stadig mere tør for kræfter.

 

Men i mål kom vi. Undervejs havde debutanten kæmpet med sidestik og muskelømhed. Da vi rundede de 28 km var i ude i for ham ukendt farvand og jeg var noget spændt på, hvad der ville ske ved de berømte 32-33 km, men han kæmpede sig igennem. På sidste runde klynkede han lidt højlydt og jeg lod ham vide, at han bare skulle give los. Nedtællingen var i gang nu. Men kræfterne til at komme under 4 timer var der ikke, jeg spurgte ved 40 km mærket, om det var et mål, for så skulle der løbes stærkt nu. På det tidspunkt havde han kun målstregen for øje og var allerede glad for resultatet. Den næste km blev løbet relativt langsomt og så kom bakken, som vi efterhånden havde kendte ret godt. På modsatte side blev vi overhalet af en anden løber og kækt spurgte jeg, om han måtte det? Tilsyneladende ja, men da målstregen var i sigte, sprintede vi i mål. Hvor kom de kræfter fra, drillede jeg ham med.

Glad og stolt takkede han for min hjælp. Sluttiden sagde 4.04.40.

 

Og min gns.puls var 139. Jeg gentager. 139. På en alm træningstur er den jo ofte 151, så nu forstår I måske, hvad jeg mener med at have gået et marathon.

 

Men af denne tur har jeg lært, at et marathon ikke behøver at være hårdt. Og hvis man er bidt af marathondistancen, kan jeg på sin vis sagtens forstå, at man vælger at løbe den i et langsommere tempo og ikke som jeg, at gå efter ny PR hver gang. Blot ikke denne gang.

 

Hvornår når man så dertil, at mængden af marathons er mere afgørende end tiden, det ved jeg ikke, selv er jeg der i al fald ikke endnu. Men hyggeligt var det i dag og sjældent har jeg talt så meget under et løb. 

 

Det skal dog ikke mindske min respekt for Fredskovs projekt om 366 løb på 365 dage.

A little off topic - uge 21

Jeg har normalt ikke svært ved at overholde løfter, men når jeg lover mig selv IKKE at løbe en hel uge efter marathon, så burde jeg på forhånd vide, at jeg vil bryde det.

Benene var ømme efter marathonet i søndags og de fik da ro både mandag og tirsdag. Onsdag var jeg så ude på en lille 5 km. Dejligt roligt løb, hvor jeg dog brugte den første kilometer på at fortælle benene, at de godt kunne.

Fredag blev til 12 km på landevej og i bar mave. Benene var meget mere friske denne gang, det er de nok ikke i morgen, for i aften står den på poker med drengene. Og vin, mad og whisky... Det skal nok ende galt!!!

Det dér med at drikke i stor stil er ikke mig. Men jeg opfatter mig stadig i gang med at restituere, så tidspunktet er nøje udvalgt, så i aften skal der syndes med usund mad og drikkelse.... Så må vi se om benene straffer mig i næste uge!?

Sidste langtur inden cph - uge 18

På nogle ture går det hele op i en højere enhed, på andre er der tale om ren overlevelse. Men nu er der 14 dage til cph og ærefrygten er langsomt ved at indfinde sig, samtidig har jeg naturligvis brugt denne uges løb som en pejling for min form og måske er det derfor, at nervøsiteten sætter ind.

De lidt over 42 km har jeg jo løbet en gang før. Resultatet for min marathondebut har fået mange til at konstatere, at jeg nu burde gå efter sub3 (en tid under 3 timer, red.). At det er drømmen, skal der ikke herske tvivl om. Men om jeg har evnerne, viljen og er i form til det, det er en anden sag. Og målet er derfor blot en tangering af min debuttid. Og det mener jeg! - Det er ikke falsk beskedenhed, jeg vil reelt være tilfreds med en tid omkring de 3.10 til 3.15.

Jeg vil være skuffet over mig selv, hvis jeg er langsommere end det, men jeg frygter det! Især efter denne uges to føreste løb.

Denne uge løb jeg mandag og onsdag 15 km begge dage. Mandag burde ellers være et løb i højt humør, jeg havde afleveret min opsigelse men alligevel føltes netop denne dags løb som en kamp om overlevelse; rytmen ville ikke indfinde sig, det var varmt og der var i det hele taget meget galt.

Onsdag var en mærkelig dag. Jeg fulgte den ældste datter til gymnastik, startede uret hjemmefra, men slukkede det, da hendes cykel skulle låses og fik det ikke tændt igen. Men rutens længde kender jeg.

Heldigvis sluttede ugen så på bedste vis. Jeg havde planlagt en tur på 30 km, men turen til stranden og hjem igen viste sig kun at være 25 km. Da jeg ramte byen overvejede jeg, om jeg skulle forlænge ruten, så jeg kom op på de 30 km, men jeg forkælede mig selv og sluttede med minus 3 km. Og havde dermed energi til lidt havearbejde også! Havemand søges, forresten!!!!

Ugen i korte tal:

Mandag, 15 km, tid 1.03.03. gns.puls 154
Onsdag, 15 km, tid ???, gns.puls ????
Lørdag, 27090 m, tid 1.59.32, gns. puls 143 - lav puls, god rytme, forhåbentligt kan det kopieres om 14 dage...

Enhver rejse starter med det første skridt - Et marathon!

Så oprandt dagen. Jeg stod op kl. 6.20 for at være sikker på optankning i god tid, så maden kunne lande i maven og gårsdagens ædegilde kunne nå at komme ud.

Mange løbere sværger til havregryn og mælk, selv havde jeg bagt fiberboller dagen før, det er det, der virker for mig, dertil et par kopper kaffe og et stort glas juice og på vej til løbet nåede der at ryge en liter vand ned. En time før fastede jeg helt, hvis man da kan kalde en time uden mad og drikke for faste.

Vel ankommet til stadionet hyggede jeg med en anden løber fra løbesiden.dk, han havde ikke trænet nok og den manglende træning straffede ham desværre og det endte med, at han senere desværre måtte udgå. Han havde ellers løbstider, der fint matchede mine, så jeg havde håbet at kunne lukrere på ham, det kunne jeg så ikke...

Starten blev skudt i gang!

Som den dumme startede jeg som sædvanlig som lyn og torden - det var jeg dog ikke ene om - men at starte et marathon med 17 km/t, det er ikke klogt, jeg satte hurtigt farten ned til 13.9, den planlagte pace på 13 var svær at ramme, men jeg vidste jeg, at jeg burde. Teorien siger, at hvis du løber de første 21 km med en fart på 1 km/t hurtigere end planlagt, så vil det koste dig 10 min totalt. Nuvel, jeg holdt min lidt for høje fart de første 21 km og alt gik fint.

Til dette løb, skulle vi løbe halvmarathondistancen to gange. Som løbsarrangør behøver du derved færre hjælpere. Som løber kan det både være godt og skidt. Positivt er det, at du i anden omgang ved, hvad der venter efter næste hjørne, negativt er det måske, at der ikke hele tiden er noget nyt at kigge på. Dette arrangement var dog vellykket. Vi løb ud forbi Arken to gange, fik to gange frisk havluft og depoterne var mange og virkeligt velassorteret. Der var sågar vingummier. Det har jeg aldrig set før, men mon ik' hjælperne selv var glade for dem!?

Jeg havde to små uheld. Ved 18 km løb jeg forkert pga. en lidt dårlig afmærkning og nåede 50 m i den gale retning, altså en lille omvej på 100 m. Og da jeg rundede de 21, skulle jeg lige finde min gel, som jeg havde lagt af ved egenforplejningen. Idet den skulle i lommen, så jeg ikke en lille kant og med ét faldt jeg over den og lå med blodige hænder. Jeg havde forventet smerte, bare ikke lige i hænderne. Man kan ikke just påstå, at jeg gjorde det nemt for mig selv.

Men oppe på fødderne igen gik det fint. Jeg holdt stadig en god fart, den var nu klogeligt nedjusteret til de 13.4 km/t. Ved den 30. km begyndte kræfterne tydeligt at slippe op. Og min følgesvend, som jeg havde fulgtes med i 15 km, holdt sin fart. Jeg forsøgte, men kunne ikke følge med. På det tidspunkt tog jeg min sidste gel, sikkert 5 km for sent!

Jeg talte langsomt kilometrene. Der blev længere og længere mellem depoterne, sådan føltes det i al fald. Kræfterne blev stadig færre, men smerterne udeblev. Jeg havde som sagt forventet smerte i benene, måske endda kramper. Begge dele udeblev heldigvis helt.

Et marathon begynder først rigtigt efter 32 km, siges det. Og under sådan et løb, kan man selvsagt ikke huske alle kilometrene, men ved den 35. km.  kan jeg huske, at uret sagde 2.40, og at jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne holde den over 12 km/t, ville min kilometertid hedde max 5, hvorved jeg stadig ville holde mig under 3.30. Det lykkedes!

Og med stolthed i stemmen kan jeg nu sige, at jeg har gennemført mit første marathon og ovenikøbet blev nummer 13 med tiden 3.12.18.

Ikke helt ringe for en, som engang var klassens tykke dreng!

Panikangst og ærefrygt

Jeg sad og læste i en af mine murstensromaner igår aften, da jeg pludselig blev ramt af panikangst.

Havde jeg nu trænet nok? Vidste jeg, hvad jeg gav mig i kast med? Kort sagt virkede bjergbestigningen et kort øjeblik uoverkommeligt, men når jeg kan løbe 32 km uden væske og energiindtag, så burde jeg kunne klare 42 km med væske og energi.

Alle kan jo gennemføre et marathon!

Tager det dog længere end 4 timer, så har man ikke løbet men gået og min fulde respekt får man først ved noget der minder om 3 timer - og det er netop her hunden ligger begravet. Kan jeg klare de 42 og samtidig opnå min egen respekt?

Pokker tage min forfængelighed...

Nedtælling til marathonforsøg nr.2

Jeg kan næsten tælle dagene på to hænder nu! 14 dage er der til og formen har det godt.

Den største frygt er nu at løbe sig en skade til. Jeg var ude i går lørdag på en for mig hurtig 10'er, dvs. 40.30. At komme under 40 var skam muligt, men det gemmer jeg til et officielt løb og målet var i princippet kun at løbe de ti kilometer. Men formen er nu så god, at jeg føler 15km/t som langsomt.

Derfor skal jeg passe på!

Der er lidt yin/yang over denne situation. Jeg ved godt, at jeg ikke skal løbe for meget fartleg nu. Nu gælder det mest om at holde benene ved lige. Men samtidig har jeg så meget indebrændt energi, at jeg i denne uge bliver nødt til at løbe 40-50 km. Så må tiden vise, om det er dumt! Men hvis jeg bare løber i mit marathonpace, så burde det ikke skade.

Målet er forresten at gennemføre marathon med 13km/t.

Sidste weekend løb jeg 32 km i med gns. 13.3 km/t - og det, helt uden vand og energiindtag. Hvis blot jeg kan gentage det, så har jeg lidt mere end en time til at løbe de sidste 10 km og stadig komme under 3.30.

Ikke at jeg vil være tilfreds med 3.30...