Sydkyst Halvmarathon - At vinde over sig selv

Hundige Strandpark

Årets sidste løb var henlagt til Hundige Strandpark, som virkeligt må være et rart sted at bo ved. Især i solskin! Her er mange stier, broer, strand, masser af vand og ingen bakker.

Men i søndags skinnede solen ikke.

Starten skulle for mit vedkommende gå kl. 10.30. Jeg stod op i god tid efter en nat, hvor ældstedatteren med sin astma og dårlig mave havde sørget for en urolig nat. Da den yngste pludseligt også vågnede af et mareridt, blev jeg henvist til en barneseng (som heldigvis er i voksenstørrelse og god) og forsøgte dér at indhente det sidste vigtige søvn.

Det lykkedes kun i begrænset omfang. Hovedet og maven havde det ikke godt, da jeg stod op. Jeg bryggede en gang kaffe, spiste grovboller, drak juice og mærkede mig lidt frem. Min fotograf var tæt på at få et aflysningsopkald, men jeg ville ikke svigte ham, så jeg tog en pinex og krydsede fingre.

Vel ankommet fik jeg mit nummer og chip, gik på toilettet og vrissede dér ad en kvinde, der nærmest blev fornærmet over, at vi mænd altså også skulle benytte det rigtige toilet i herreafdelingen, og jeg var ikke den eneste. Så det var ikke bare mig, der var en gnaven, gammel mand.

Hundefrysende ventede jeg de sidste 10 minutter på at komme i gang. Heldigvis var det endnu tørt, så vi startede ikke i våd tilstand. Jeg ved godt, jeg trækker selve løbsreferatet ud, og jeg har været inde på det før, men hvorfor f..... er det, at så mange folk overvurderer egne evner. Startområdet var smalt og jeg stod således i 15.-16. række, da starten gik. Ligesom i Odense indebar det, at der var en masse skildpadder at overhale, men da dette løb trods alt var noget mindre end det odensianske, fandt jeg hurtigere her en gruppe at løbe med.

Meget tydeligt og meget hurtigt vidste jeg dog godt, at dette løb ville byde på mere overlevelse end rekordforsøg.

De hurtigste 3 mand var stukket af sted fra os alle andre, men jeg havde fundet en gruppe på 5 mand, som jeg hægtede mig på. Og jeg mener hægtede mig på. Hver gang der var skift oppe foran, lod jeg mig blive som en af de bagerste. Mit overskud blev mindre og mindre.

Ruten var forresten inddelt i 10,5 km, der kunne løbes 1, 2 eller 4 gange, alt efter målsætningen.

Da jeg nærmede mig de 9 km, havde jeg allerede flere gange tænkt tanken om at´udgå. Helt uhørt! Her dukkede fotografen så op, i højt humør skød han løs og så ud til at hygge sig. Kort efter begyndte det at regne og da det nu ikke kunne blive meget værre. Blæst, regn, dårlig mave. Ja, hvorfor så ikke løbe videre.

Min 5-mands gruppe lod jeg løbe. Og i en enkelt kilometer løb jeg alene. Men det har jeg prøvet før, for jeg er jo trods alt hurtigere end de fleste og langsommere end de hurtigste. Som alene løber kom jeg forbi Annette Fredskov , som også på det tidspunkt så meget ensom ud. Igen. Så svag jeg var dér, så fik jeg næsten medlidenhed med hende og overvejde at gå sammen med hende (undskyld Annette!) men jeg undlod og snart efter fik jeg følgeskab af en ny løber.

Denne nye løber blev min redningsplanke. Regnen piskede ned, koldt var det ikke, bare vådt. Og med min nye følgesvend var det et skridt ad gangen, og hvert skridt bragte jo målstregen tættere. Hurtigt løb vi ikke, ofte kun med en minuttid på 4,28 eller hvad der svarer til 14 km/t. Og han var på ingen måde i tvivl om, at jeg blev i hælene på ham, hvis han satte farten op, gjorde jeg det også, ligeledes hvis han slappede lidt af.

Tæt på målstregen fangede jeg mig selv i en diskussion med mig selv; skulle jeg udvise fairplay og lade ham løbe i mål, eller give ham kamp til stregen? Jeg vejede virkeligt for og imod. Men i sidste ende tog han beslutningen for mig, for da vi rundede det sidste sving, satte han farten op, meget. Så derfor gjorde jeg det også. Ergo blev det en slutspurt, hvor vi vitterligt sprintede de sidste 3-400 meter. Men han vandt! Og fik bagefter en kæmpe tak af mig for at have hjulpet mig i mål.

Placering: 11
Min tid 1.25.39
Gns. puls 159
---------------

Epilog!

Hvis ret skal være ret, er ruten måske heller ikke den hurtigste i landet. Højdeforskellen er på rutekortet kun 2 m, men mange sving, grus, våde glatte træbroer (som naturligvis er tørre i tørvejr) og en af broerne havde sågar trapper, men nok ynk. Det var ikke min dag.

Jeg fik talt med min lokale superløber Hechmann og jeg tror, jeg er nødt til at løbe et par ture med hans gruppe, måske endda melde mig ind under hans faner og helt sikkert skal jeg nu testes af ham, så jeg får styr på zoner, iltoptagelse osv.


Lidt fotos

Mens håret stadig sidder!

Min lidelse er tydelig, synes jeg!

Sydkysten Marathon - eller den halve

Ivan 4.

Så har jeg meldt mig til Sydkystens Halvmarathon og jeg tager endda en fotograf med. Så der skulle gerne være noget materiale at uploade efterfølgende.

Men før jeg kommer så vidt, kan jeg fortælle, at jeg har holdt træningen ved lige med mine 21+10+10 og nu kan jeg løbe mine 10 på under 40 uden at anstrenge mig synderligt, knæet er raskt, hovedet er der intet håb for, men sådan må det være...

Hvis jeg springer lidt mere tilbage i tiden, må jeg konstatere, at jeg sagtens ville kunne holde ud at leve som Zar, i al fald hvis man tænker på den vin, han kunne nyde. Ovennævnte gode Ivan har dog sikkert ikke nydt samme kvalitet, som jeg nød forrige fredag, dertil levede han lidt for tidligt. Måske det er derfor han ser så uhyggelig ud.

Men nu er der uploadet lidt billeder af flaskerne samt lidt smagenoter, hvis man er til det.

Som mine kære læsere nok har bemærket, er hyppigheden af mine indlæg faldet lidt, det er alene jobbets skyld, men der skal nok blive taget lidt billeder af stormfulde efterårsture eller af ture i vimterens kulde, men jeg vil overraske mig selv, hvis det vælter ind med indlæg her på siden. Jeg har dog budt en sundhedsguru op til dans og det skal der nok komme et sjovt indlæg omkring. Denne dans har dog tvunget mig tilbage på Facebook og det gør næsten ondt at indrømme, men det er virkeligt kun nødtvungent og så snart det sidste dansetrin er taget, siger jeg farvel til FB igen. Derfor har jeg også oprettet mig under denne profil og ikke i eget navn og jeg har af samme grund kun en eneste "ven" derinde, så du skal ikke have medlidenhed med mig, jeg ønsker ikke flere venner!!!

Et andet indlæg, jeg barsler med, er et om, at jeg har gjort mig selv til forsøgsrotte for alternative kosttilskud. Dette toppede op til Odense Cityløbet, men jeg er helt clean nu(!) Og når jeg har løbet løbet på søndag har jeg tre løb at sammenligne med, hvor det så skal blive interessant at sammenligne puls og sluttid, og måske vægt. Men bare roligt, det er helt ufarligt!


Samtidig og lidt apropos førnævnte guru, er jeg flere gange stødt på udokumenterede påstande om, at marathonløb og løbetræning i så store mængder som min (og jeg løber jo ikke særligt meget i forhold til så mange andre), er skadeligt på kroppens led, hvorfor jeg har samlet forskellige artikler sammen og vil forelægge dem samlet i løbet af vinteren.


Tilbage til Sydkysten.

Ruten er pandekageflad. Der er 2 meter i højdeforskel. Fladere kan det næsten ikke blive. Hvis så bare vejret og vinden arter sig, så kan det godt blive til en ny PR.

Kryds fingre for mig derude!

Bye bye gummitarzan...

Anden og sidste restitutionsuge betød døden for en hund pga. dens uansvarlige ejere, som så ovenikøbet stod og flæbede på åben skærm. Min sympati får de ikke, og reelt siger sagen mere om hundeejeren end om jageren, der forsvarede sin ejendom.

Hunden døde. Mine ben genopstod. Omend kun langsomt... men de er på vej.

Min træningsuge er allerede afsluttet. Mit uundværlige og elskede løbeur inddeler nemlig ugerne fra søndag til lørdag og da jeg ved, at jeg hverken får løbet i morgen fredag eller lørdag, kan jeg hermed konkludere, at denne uges træning nåede op på 35 km.

Ikke nogen voldsom mængde, men målet var først og fremmest restitution. At jeg så overvurderede egne evner og følte mig som supermand, det er der ikke noget nyt i. På sin vis er det jo så godt, at benene taler deres tydelige sprog og siger fra.

Tirsdag løb jeg 15 km på en skøn kuperet rute med mange små bakker, små sving og et par længere bakker. Virkelig en fed rute, når man er i form. Men som note til mig selv, må jeg huske, ikke at løbe den rute, hvis jeg er i gang med at restituere.

I dag torsdag gav jeg den gas. Eller næsten. To røde lyskryds måtte jeg stoppe for. Trafikken gjorde, at jeg ikke kunne bryde loven uden at komme til skade, så jeg stoppede helt.

Dagens 10 km var planlagt til at skulle løbes i negativ split. De første fem løb jeg på 20.20 og de sidste fem på 20.10. Altså kun lige nok til at kunne kaldes en negativ split. Uden de røde lys i anden runde, havde jeg klaret det på 40, samlet set.

Positivt er det i al fald, at jeg nu kunne give den gas og holde en høj fart i flere perioder. Ømheden i foden er der stadig, men med ICE-princippet de næste dage, er jeg sikker på, at den også nok skal komme sig helt.

Min massør har i al fald givet mig grønt lys til at træne. Så ham kan jeg godt li', selv om han nogle gange er lidt ond og hård.

Dermed kommer jeg nok ikke uden om, at stille op til Sorøløbet på søndag. Forhåbentligt får jeg så min første officielle sub40 på 10 km. Det må tiden vise. Og mon man bør løbe sådan en konkurrence progressivt?

Afslutningsvis fik jeg lige lyst til at vise, hvordan min hånd så ud i mandags, altså otte dage efter mit styrt under mit marathon. Såret skulle nok ikke have været meget dybere, før jeg havde måtte udgå. Men efter sådan en omgang forstår man meget bedre sætningen "Smerte er uundgåeligt, lidelse noget man vælger"