torsdag den 29. marts 2012

Bye bye gummitarzan...

Anden og sidste restitutionsuge betød døden for en hund pga. dens uansvarlige ejere, som så ovenikøbet stod og flæbede på åben skærm. Min sympati får de ikke, og reelt siger sagen mere om hundeejeren end om jageren, der forsvarede sin ejendom.

Hunden døde. Mine ben genopstod. Omend kun langsomt... men de er på vej.

Min træningsuge er allerede afsluttet. Mit uundværlige og elskede løbeur inddeler nemlig ugerne fra søndag til lørdag og da jeg ved, at jeg hverken får løbet i morgen fredag eller lørdag, kan jeg hermed konkludere, at denne uges træning nåede op på 35 km.

Ikke nogen voldsom mængde, men målet var først og fremmest restitution. At jeg så overvurderede egne evner og følte mig som supermand, det er der ikke noget nyt i. På sin vis er det jo så godt, at benene taler deres tydelige sprog og siger fra.

Tirsdag løb jeg 15 km på en skøn kuperet rute med mange små bakker, små sving og et par længere bakker. Virkelig en fed rute, når man er i form. Men som note til mig selv, må jeg huske, ikke at løbe den rute, hvis jeg er i gang med at restituere.

I dag torsdag gav jeg den gas. Eller næsten. To røde lyskryds måtte jeg stoppe for. Trafikken gjorde, at jeg ikke kunne bryde loven uden at komme til skade, så jeg stoppede helt.

Dagens 10 km var planlagt til at skulle løbes i negativ split. De første fem løb jeg på 20.20 og de sidste fem på 20.10. Altså kun lige nok til at kunne kaldes en negativ split. Uden de røde lys i anden runde, havde jeg klaret det på 40, samlet set.

Positivt er det i al fald, at jeg nu kunne give den gas og holde en høj fart i flere perioder. Ømheden i foden er der stadig, men med ICE-princippet de næste dage, er jeg sikker på, at den også nok skal komme sig helt.

Min massør har i al fald givet mig grønt lys til at træne. Så ham kan jeg godt li', selv om han nogle gange er lidt ond og hård.

Dermed kommer jeg nok ikke uden om, at stille op til Sorøløbet på søndag. Forhåbentligt får jeg så min første officielle sub40 på 10 km. Det må tiden vise. Og mon man bør løbe sådan en konkurrence progressivt?

Afslutningsvis fik jeg lige lyst til at vise, hvordan min hånd så ud i mandags, altså otte dage efter mit styrt under mit marathon. Såret skulle nok ikke have været meget dybere, før jeg havde måtte udgå. Men efter sådan en omgang forstår man meget bedre sætningen "Smerte er uundgåeligt, lidelse noget man vælger"

søndag den 25. marts 2012

Sol og hvide ben

Jeg kom ud at løbe i onsdags. En stille og rolig 5'er, tiden var ikke vigtig, benene skulle bare luftes og 23 minutter senere var jeg hjemme igen.

Jeg burde dog ikke have løbet, dagen før, altså i tirsdags, følte jeg en pludselig ømhed yderst og midt på venstre fod. Først tænkte jeg træthedsbrud, skønt intet var at mærke. Tanke nummer to var, at det måtte bære eller briste. Måske ikke den klogeste beslutning og min massør ville nok ikke ligefrem bifalde den beslutning. Men ud kom jeg.

Smerten var til at leve med, jeg kunne dog godt mærke, at et marathon krævede mere end et par dages restitution og at jeg burde give kroppen tid til at komme sig.

I dag søndag strålede solen, ømheden i foden var aftaget i styrke men ikke helt væk, solens stråler lokkede og overdøvede ømheden, så jeg iførte mig korte tights, t-shirt og vest. Alle andre løbere og gående troede tilsyneladende, at det stadig var vinter og jeg vil da her ikke undlade at undskylde overfor dem, at de måtte pines med mine skrigende hvide ben og arme.

Vejret var virkelig perfekt. Det var mine ben imidlertid ikke.

Jeg var sulten efter at æde nogle kilometer hurtigt. Men i min træning til marathon havde jeg trænet mere mængde end hastighed og benene havde svært ved at vænne sig til min ønskede fart. Jeg gik bare efter 10 km på 40. Men måtte endda kæmpe hårdt for at klare det på 41.10.

Der er ellers et løb på søndag med flere kendte ansigter og det kunne være hyggeligt at sige hej til dem alle (og forhåbentligt løbe fra dem). Mit nuværende krav til mig selv er dog max 40 på 10, senere vil jeg ned på 38 min. Så nu skal der trænes.

Denne dags træning i tal:
10 km
41.10
gns. puls 161 (ret høj)

tirsdag den 20. marts 2012

Selvmål og fortsat restitution

Jeg havde planlagt en artikel med overskriften "Et marathon tager 72 timer". Dagen før (ædegilde). Løbsdagen. Og dagen efter (restitution). I alt 72 timer. Men ak, benene var også let ømme i dag og de lod mig tydeligt vide, at løb ikke var en god idé endnu. Det er de i morgen og det bestemmer jeg! Om det så kun bliver 5 km let løb eller hele 10 km, det er jeg ligeglad med, for dermed er jeg i det mindste i gang igen.

Jeg er dybt afhængig af mit endorfin-kick. Og hvis du derude nogensinde skulle overveje et marathon, skal du vide og være indstillet på, at formen først skal bygges op, derefter skal du restituere i tide, ugen op til skal du nærmest ligge i dvale og ugen efter marathonet må/kan du næsten heller ikke løbe. Sådan en stilstand er tortur, hvis man er vant til at løbe min. 40-60 km ugentligt. Nu har jeg i al fald advaret dig!

Hvad er så mest sundt? Og er det overhovedet sundt at løbe marathon? - Den diskussion kan vi godt tage en anden gang og jeg dokumenterer gerne alle mine argumenter.

Men tilbage til selvmålet. Desværre er målscoreren ikke en Brøndby-spiller, men Manu Sareen. Han har aldrig og vil aldrig nogensinde få min stemme, men jeg troede han var klogere end det.

At ringe til politiet, hvis man selv er indbrudstyven, det er dumt. At beskylde andre for at fordreje sandheden og selv at gøre det og samtidig ringe efter politiet, det er mindst ligeså dumt, hvis man er politiker.

Ikke desto mindre var det, hvad Sareen gjorde i en debat hos Clement. Han hidkaldte "ham fra Detektor" og anmodningen blev desværre for Sareen hørt. Jeg fryder mig sjældent over folks ulykker, men i politik og fodbold er store selvmål altså sjove. Især når det er modstanderen, der scorer.

Så derfor tak, Sareen, mange tak!

søndag den 18. marts 2012

Enhver rejse starter med det første skridt - Et marathon!

Så oprandt dagen. Jeg stod op kl. 6.20 for at være sikker på optankning i god tid, så maden kunne lande i maven og gårsdagens ædegilde kunne nå at komme ud.

Mange løbere sværger til havregryn og mælk, selv havde jeg bagt fiberboller dagen før, det er det, der virker for mig, dertil et par kopper kaffe og et stort glas juice og på vej til løbet nåede der at ryge en liter vand ned. En time før fastede jeg helt, hvis man da kan kalde en time uden mad og drikke for faste.

Vel ankommet til stadionet hyggede jeg med en anden løber fra løbesiden.dk, han havde ikke trænet nok og den manglende træning straffede ham desværre og det endte med, at han senere desværre måtte udgå. Han havde ellers løbstider, der fint matchede mine, så jeg havde håbet at kunne lukrere på ham, det kunne jeg så ikke...

Starten blev skudt i gang!

Som den dumme startede jeg som sædvanlig som lyn og torden - det var jeg dog ikke ene om - men at starte et marathon med 17 km/t, det er ikke klogt, jeg satte hurtigt farten ned til 13.9, den planlagte pace på 13 var svær at ramme, men jeg vidste jeg, at jeg burde. Teorien siger, at hvis du løber de første 21 km med en fart på 1 km/t hurtigere end planlagt, så vil det koste dig 10 min totalt. Nuvel, jeg holdt min lidt for høje fart de første 21 km og alt gik fint.

Til dette løb, skulle vi løbe halvmarathondistancen to gange. Som løbsarrangør behøver du derved færre hjælpere. Som løber kan det både være godt og skidt. Positivt er det, at du i anden omgang ved, hvad der venter efter næste hjørne, negativt er det måske, at der ikke hele tiden er noget nyt at kigge på. Dette arrangement var dog vellykket. Vi løb ud forbi Arken to gange, fik to gange frisk havluft og depoterne var mange og virkeligt velassorteret. Der var sågar vingummier. Det har jeg aldrig set før, men mon ik' hjælperne selv var glade for dem!?

Jeg havde to små uheld. Ved 18 km løb jeg forkert pga. en lidt dårlig afmærkning og nåede 50 m i den gale retning, altså en lille omvej på 100 m. Og da jeg rundede de 21, skulle jeg lige finde min gel, som jeg havde lagt af ved egenforplejningen. Idet den skulle i lommen, så jeg ikke en lille kant og med ét faldt jeg over den og lå med blodige hænder. Jeg havde forventet smerte, bare ikke lige i hænderne. Man kan ikke just påstå, at jeg gjorde det nemt for mig selv.

Men oppe på fødderne igen gik det fint. Jeg holdt stadig en god fart, den var nu klogeligt nedjusteret til de 13.4 km/t. Ved den 30. km begyndte kræfterne tydeligt at slippe op. Og min følgesvend, som jeg havde fulgtes med i 15 km, holdt sin fart. Jeg forsøgte, men kunne ikke følge med. På det tidspunkt tog jeg min sidste gel, sikkert 5 km for sent!

Jeg talte langsomt kilometrene. Der blev længere og længere mellem depoterne, sådan føltes det i al fald. Kræfterne blev stadig færre, men smerterne udeblev. Jeg havde som sagt forventet smerte i benene, måske endda kramper. Begge dele udeblev heldigvis helt.

Et marathon begynder først rigtigt efter 32 km, siges det. Og under sådan et løb, kan man selvsagt ikke huske alle kilometrene, men ved den 35. km.  kan jeg huske, at uret sagde 2.40, og at jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne holde den over 12 km/t, ville min kilometertid hedde max 5, hvorved jeg stadig ville holde mig under 3.30. Det lykkedes!

Og med stolthed i stemmen kan jeg nu sige, at jeg har gennemført mit første marathon og ovenikøbet blev nummer 13 med tiden 3.12.18.

Ikke helt ringe for en, som engang var klassens tykke dreng!

fredag den 16. marts 2012

Musik og andre forberedelser

Sofaen dyrkes mere end løbeskoene i disse dage. Sådan skal det være, når kroppen skal være fuldt restitueret.

Jeg var dog ude at løbe 5 km laaangsomt onsdag for blodgennemstrømningens skyld og det hjalp faktisk på baglåret.

Men når tiden nu ikke bruges på løb, så har jeg i stedet allerede lagt tøj, sko, strømper og energigel frem. Mental ubalance og stress kan indvirke negativt på resultatet, derfor forsøger jeg at forberede alt på forhånd. Når alt ligger klart, så er der een bekymring mindre.

For at lade op bruger jeg musik, når jeg kan komme til det. Aldrig under løbet. Men før. Og efter.

At musik kan hjælpe nogen til at løbe hurtigere, længere eller til at tage det næste skridt, når det gør ondt, det betvivler jeg ikke. Jeg har selv bare aldrig haft behovet. Jeg nyder derimod stilheden ved løb uden musik. Det er dejligt fredfyldt og en god pause i hverdagens stress.

Måske skyldes mit fravalg af musik tillige, at jeg gerne vil koncentrere mig om én ting ad gangen. Musik for sig. Mad for sig. Sex for sig. Jeg forstår f.eks. ikke konceptet med kombinationen af mad og underholdning samtidig som f.eks. i Wallmanns saloner. Konceptet er dog smart nok fra sælgers side. Byd kunderne på noget underlødig mad og fjern deres fokus fra tallerkenen, så de ikke opdager det. Smart!

Måske det er for folkeligt til mig, er jeg blevet skudt i skoene!? Tja, hvis dårlig kvalitet er folkeligt, så hellere stå udenfor mængden.

Musikken er nu også lagt frem, så nu er der virkeligt kun en dags ædegilde med mange liter vand og en god nats søvn før mit andet forsøg påbegyndes.

tirsdag den 13. marts 2012

Baglåret og en idiot

Idioten er mig!

Al den energi og så må jeg ikke løbe! Benene skal spares før marathonet søndag. Min planlagte tur i søndags
afkortede jeg til 15 km og selvom de blev løbet langsomt, så var der bakker på ruten, og mange af dem. Ikke lange. Men mange. Og flere af dem små og stejle. Og nu har jeg en øm baglårsmuskel. Derfor er jeg en idiot!!

Men med fem dage til at restituere i, så går det nok. Jeg tager fem km i morgen for at ryste benene lidt og så har jeg hørt, at man dagen forinden bør løbe 3 km.... Så det vil jeg naturligvis gøre.

I mellemtiden står den på udstrækning og maveøvelser. Så godt som hver dag står den på 5 min maveøvelser for at ramme alle mavemuskelgrupper. Uden dem kan man ikke løbe flot, ergo hænger det hele sammen.

Og som ham der engang var klassens tykke dreng, så er det lidt skønt, nu endeligt at kunne vise sig frem på stranden. Måske bare lidt sent....

søndag den 11. marts 2012

Panikangst og ærefrygt

Jeg sad og læste i en af mine murstensromaner igår aften, da jeg pludselig blev ramt af panikangst.

Havde jeg nu trænet nok? Vidste jeg, hvad jeg gav mig i kast med? Kort sagt virkede bjergbestigningen et kort øjeblik uoverkommeligt, men når jeg kan løbe 32 km uden væske og energiindtag, så burde jeg kunne klare 42 km med væske og energi.

Alle kan jo gennemføre et marathon!

Tager det dog længere end 4 timer, så har man ikke løbet men gået og min fulde respekt får man først ved noget der minder om 3 timer - og det er netop her hunden ligger begravet. Kan jeg klare de 42 og samtidig opnå min egen respekt?

Pokker tage min forfængelighed...

fredag den 9. marts 2012

Marilyn Monroe havde kurver

Lad mig slå fast en gang for alle. Jeg har det ikke godt med fede mennesker, buttet kan være ok, men fedme er i mine øjne en laden-stå-til og en stor svaghed.

Forleden dag zappede jeg forbi en fed, engelsk kvinde, der som forsvar om sig selv sagde, at M. Monroe havde kurver og det havde hun også. Jeg måtte grine højt og fik i den grad lyst til at købe en flybillet og tage over og ruske lidt i hende, men nuvel hun var jo netop med i programmet for at tabe sig, så mon ikke andre ville fortælle hende et par sandheder? - Jeg ved det ikke, jeg zappede hurtigt videre.

Men man kan undres. Der er så meget fokus på sundhed i medierne, men alligevel er befolkningen mere og mere delt op i sunde og usunde. Og helt ærligt, så svært og kedeligt er det heller ikke. Find en sportsgren, du kan li‘ og spis meget grønt og frugt, lidt mindre kød og mange fibre. Livet behøver ikke være surt, fordi det er sundt, jeg ville dø uden mine ugentlige 1-2 flasker god rødvin!

Jeg er jo på nedtrapning inden mit marathon, igår blev det til 10 rolige km og i weekenden tager jeg 21 og så hedder det en enkelt på 15 og derefter 42195 m...

onsdag den 7. marts 2012

Nye sko

Mine nye sko er kommet. Så nu har jeg tre par!

Men med foråret lige om hjørnet, så løber jeg hurtigt 60 km ugentligt og dermed er det rart at kunne skifte mellem dem alt efter, hvad der skal løbes. Hvis jeg ville, kunne jeg jo bare løbe 4 x 15 km og få det overstået på fire timer, men det udvikler man sig ikke ved. Og selvom jeg er motionist og ikke en del af eliten, så kan man jo godt jagte forbedringer.

Men tilbage til mine nye sko. Saucony laver sko til mig! Mine fødder er smalle og jeg vejer ikke så meget, Mirage Pro er et perfekt match. De blev testet i mandags og det gjorde jo også lidt for det høje humør. Jeg har søstermodellen og hvis jeg ikke havde det, ville jeg ikke anbefale nogen at gøre som undertegnede; at løbe 15 km i et par sprit nye sko. Men de sad lige så tæt som de gamle og jeg var tryg ved at løbe de omtrent 15000 skridt!

mandag den 5. marts 2012

Den enøjede er konge... og en langsom træner

Så har jeg været ude og løbe 15 km i mit marathonpace. Lav puls og højt humør.

Jeg har ofte hørt inaktive folk sige, at løb skulle være så sundt, men hvorfor er der så ingen løbere, der smiler. De skulle have set mig løbe. Jeg kunne have sunget hele vejen, så meget overskud og luft var der. Og det vilde er, at jeg stadig overhalede mange løbere.

Jeg er jo ikke et unikum. Der er mange derude, der løber hurtigere, end jeg nogensinde vil komme til. Men med alle de langsomme derude er det svært ikke at føle sig lidt god. Hvor er der bare mange, der ser ud som om, de er ved at dø og det altså selvom de løber så langsomt.

Her bør jeg måske tilføje, at der intet er galt i at løbe langsomt, vel at mærke hvis du træner meget. Ved langsomt løb slider du nemlig ikke så meget på kroppen, du restituerer kort sagt hurtigere. Men hvis du løber alle dine løb langsomt, så forbedrer du dig aldrig.

Jeg kender til en løbetræner fra københavnsområdet, der løber langsomt og ikke forbedrer sig. Sikke en træner! Jeg mener, hvis man ikke selv forbedrer sig, hvordan skal man så hjælpe andre til at blive bedre? Lad os tage et eksempel, vedkommende løb sidste år i maj et halvmarathon på 02.16.54 og tre måneder efter var han 10 min og 8 sekunder langsommere om samme distance. Til sammenligning løb jeg mit første halvmarathon i den rædsomme tid 1.45.46, tre måneder senere klarede jeg det 13 minutter hurtigere, stadig ikke godt nok, men dog en forbedring.

Ville du have en træner, der ikke selv kan forbedre sig? - Jeg ville ikke! Dog er det da fint, at der også er trænere til motionister, altså til dem der betragter landing på hæl som løb, selv om det i min verden er at betragte som gang. Men nok om ham, han løber i en anden liga end undertegnede og det skal han da have lov til! ;o)

søndag den 4. marts 2012

Nedtælling til marathonforsøg nr.2

Jeg kan næsten tælle dagene på to hænder nu! 14 dage er der til og formen har det godt.

Den største frygt er nu at løbe sig en skade til. Jeg var ude i går lørdag på en for mig hurtig 10'er, dvs. 40.30. At komme under 40 var skam muligt, men det gemmer jeg til et officielt løb og målet var i princippet kun at løbe de ti kilometer. Men formen er nu så god, at jeg føler 15km/t som langsomt.

Derfor skal jeg passe på!

Der er lidt yin/yang over denne situation. Jeg ved godt, at jeg ikke skal løbe for meget fartleg nu. Nu gælder det mest om at holde benene ved lige. Men samtidig har jeg så meget indebrændt energi, at jeg i denne uge bliver nødt til at løbe 40-50 km. Så må tiden vise, om det er dumt! Men hvis jeg bare løber i mit marathonpace, så burde det ikke skade.

Målet er forresten at gennemføre marathon med 13km/t.

Sidste weekend løb jeg 32 km i med gns. 13.3 km/t - og det, helt uden vand og energiindtag. Hvis blot jeg kan gentage det, så har jeg lidt mere end en time til at løbe de sidste 10 km og stadig komme under 3.30.

Ikke at jeg vil være tilfreds med 3.30...

lørdag den 3. marts 2012

Om at udstille sig som snob?

På Facebook var jeg berygtet for mine provokerende og arrogante holdninger.

Samfundstendenser blev revset og min egen hellighed fremhævet. Ofte var det ment i sjov, andre gange i en blanding af både sjov og alvor, men atter andre gange var det ment i ramme alvor.

Jeg havde mine meninger og lagde ikke bånd på mig selv. Langt de fleste morede sig heldigvis, nogle turde ikke støtte mig offentligt i mine provokationer og sendte mig i stedet sms'er og beskeder i det skjulte. Der var dog også dem, der blev sure og fornærmede.

Jeg fortryder nu intet.

At folk sætter sig selv i offerrollen og beskylder samfundet eller ydre omstændigheder for deres fejl, det må stå for deres egen regning. Jeg tror bare ikke på, at det hjælper så meget at stryge folk med håret, lussinger er ofte mere på sin plads.

Til tider blev sømmet ramt lige på hovedet, andre gange kun bøjet og meget få gange måske endda kun snittet.

Det ved jeg godt.

Men om ikke andet, så offentliggjorde jeg ikke ligegyldigheder (hvis man ser bort fra mine træningsopdateringer!) og det var måske netop derfor jeg i stadig større grad kom med disse provokationer; altså som modpol til "sæt dette på din status, hvis..." Og til rosenrøde eller romantiske udmeldinger fandt jeg fb uegnet, så ville jeg hellere forsøge at provokere folk til at tænke lidt over deres egen situation.

Til sidst endte det dog med, at jeg blev træt af mig selv, hvorfor jeg på denne blog vil have større fokus på træning og glæden ved løb end på hurtige meninger.

Helt fri for absolutte holdninger bliver denne blog nok aldrig. Og nu ved du hvorfor!