Viser opslag med etiketten 10 km. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 10 km. Vis alle opslag

lørdag den 17. november 2012

10 km Vinterserieløb 1/4 og en ny PR





Min nye klub ligger ikke på den lade side, selv om det er vinter. Én gang hver måned startende med denne måned afholdes en lille 10 km konkurrence, hvor ruten går ind i skoven på brede skovstier, nogle naturlige, andre asfalterede, og helt fladt var der bestemt ikke. Ej heller helt i læ. Eller uden modvind.

Vejrprognosen havde ellers dagen før lovet 7-8 grader, så varmt var det desværre ikke, heldigvis dog tørt. Men tænderklappende koldt. Men altså ingen brok herfra!

Jeg havde denne uge kun løbet 10 km om tirsdagen og 7 om torsdagen. Det var det muliges kunst. Tiden var ikke til mere. Jeg havde ellers planlagt at løbe 15 torsdag, så jeg var sikker på min kondition, derfor var jeg lidt spændt på, hvad min form rakte til.

Starten gik.

Eliteløberne fløj af sted. (en af dem, havde løbet Frankfurt Marathon på 2.16!) Og det skulle de have lov til, så hurtig bliver jeg aldrig. I stedet startede jeg med at følge en lille gruppe med træneren som hare. Men da han ved de 3-4 km justerede farten lidt opad, efterlod han sig en lille gruppe, hvor vi skiftedes til at tage føringen. Ikke nøjere struktureret; jeg skønner, at vi alle følte os lidt usikre på kulde kontra form, men pludselig tog en løber med meget bare og meget blege ben teten og lagde sig forrest og den position ville han tydeligvis holde.

Jeg lod ham således lege hare. Så kunne jeg samtidig forsøge at få frosten ud af mine linser. Nu skal det ikke lyde som en undskyldning, men først blev venstre linse helt stiv, og på et tidspunkt frygtede jeg, at den var tabt. Med en hånd for øjet fik jeg den tøet lidt op og det blev flere gange nødvendigt, siden også for det højre. Halvblind som jeg er uden, ville det ikke være godt. Jeg tror, jeg må kapre mig en førerhund eller medbringe briller ved næste løb...

Frosne linser eller ej. I dag havde jeg ikke mere at skyde med, og det gik da meget godt, trods alt. Og hvor jeg før drømte om sub40, tillader jeg mig nu at drømme om sub38.

Resultatet blev således:

10 km
Tid: 38.43
Gns. puls 169 (88% af makspuls)

Det samlede resultat findes her

torsdag den 23. august 2012

Roskilde Gadeløb

Man skal teste sig selv nogle gange, andre gange er det pisken, der skal i brug og nu da jeg har kæmpet med manglende motivation og et mærkeligt knæ, besluttede jeg mig i søndags for at melde mig til gadeløbet i Roskilde her til aften.

Så måtte det bære eller briste!

Hvis det gik godt; det være sig resultatet, følelsen i knæet eller resten af kroppen (og ikke mindst hovedet), ville jeg melde mig til flere løb i år, hvis ikke ville jeg drosle ned for løbetræningen og fokusere på at styrke mine knæ.

Hvordan gik det så?

Tja, det kunne være gået bedre. Ruten var 2,5 km, der så skulle gennemløbes fire gange(!). Det var jo som sagt et byløb og Roskilde er en smuk, gammel by med brostensbelagte gader. Heldigvis ligger de godt og jeg følte ikke, at man på den måde skulle se sig for, til gengæld var jeg overrasket over, at brostenene førte mig så meget op og ned. Der var med andre ord flere stejle bakker, og de hev kræfterne ud af mig.

Vi startede i en fart omkring de 17-18 km/t, og vi fortsatte i et højt tempo på første omgang. Første tur klarede jeg på 9.38, men så satte jeg også farten lidt ned. En gut, jeg havde talt med inden løbet, fortalte, at han havde løbet 5 på 19.38 og nok forventede at løbe i omkring 42, det gjorde han også, men hele første omgang holdt han sig foran mig i en flot stil. Han blev dog også overrasket over de mange bakker, men bliver helt sikkert hurtigere end mig en dag.

På tredje omgang begyndte det at regne. Dejligt med lidt afkøling. Og regn frygter jeg ikke, våde brosten derimod, de er ikke rare. Heldigvis var det kun en byge. Og endnu mere heldigt kom samtlige løbere i mål uden skader.

Nuvel, jeg var nødt til at sætte farten lidt ned på tredje omgang. Ved påbegyndelsen af fjerde omgang havde jeg en løber lige i hælene, det havde jeg ikke længe, han satte farten op, uden at jeg var i stand til at følge med og jeg indhentede ham aldrig. Til gengæld tog jeg mange med en ekstra omgang og det er altså noget, der giver et løft. Trods alt!

Men da jeg nærmede mig målstregen, var der udsolgt og jeg kunne ikke engang finde kræfterne til at sprinte i mål.

Nu må jeg så hellere afsløre tiden.

40.05

På en flad rute er jeg nødt til at tro på, at jeg ville kunne klare en tier på 39. Måske endda 38noget. Men dermed venter jeg altså lidt med at gå i vinterhi...

Aftenstemning i Roskilde