Uge 21 - I intervallernes tegn og at være i live

I går sluttede jeg nedenstående af med at skrive, at jeg levede. Det gør jeg stadig, men på vej hjem fra jobbet var det ved at gå galt.

Jeg bor i en by, der ikke just er kendt for et højt (ud)dannelsesniveau. Om det er derfor, at andelen af tåbelige bilister er så høj, ved jeg ikke. Personligt mener jeg ikke, at det kræver den helt store intelligens at være trafikant og samtidig vise hensyn.

Én ting er Briantyperne. Deres biler kan som regel genkendes og høres i miles omkreds, men faktisk kan jeg ikke huske at have risikeret et sammenstød med sådan en. Og skete det, så ville det næppe alligevel komme som en overraskelse.

Derimod er det mig ubegribeligt, at man kan køre hensynsløst i en firmabil. Og det var netop en firmabil, der undlod at holde sin vigepligt for mig i går på vej hjemad på cykel. Nu har jeg altid hovedet med mig rundt som trafikant og især som den bløde part er jeg altid lidt ekstra opmærksom på, at det er dumt at stå på sin ret, hvis det betyder, at man ender som udsplattet kølerfigur. Så derfor nåede situationen aldrig at blive farlig.

Bilen kørte rundt med et stort flot logo fra den nyåbnede bager på Vestergade. Så nu ved jeg, hvor jeg ikke skal handle brød, kald mig nærtagende, men sådan er jeg!

Ved en anden lejlighed formåede en af byens største tømrerer i byen først meget flinkt at holde for mig, for dernæst at skære ind foran mig ved næste lejlighed og samtidig vise mig et grimt håndtegn. Om han var sur over at jeg slog ud med armene eller at jeg tillod mig at løbe dér, tør jeg ikke gætte på. Men dårlig opførsel er altså ikke god reklame.

Nedenstående min træning for denne uge. Onsdagen blev ødelagt af et møgvejr og jeg hundefrøs efter 20 minutter, hvorfor jeg afkortede den dags træning.

Turen hjem fra Sorø blev løbet lidt i intervaller, heraf 8 km i 16-17 km/t, altså en minuttid mellem 3.42-3.45, dette var for at hævne mig ovenpå onsdagens mislykkede intervaltræning, men uden tanke på at klubtræningen søndag nok også bød på intervaller.

Mandag, 10K@4.43, gns. puls 143

Tirsdag, 12K@4.51, gns. puls 142

Onsdag, 3½K@4.41 + 4 x 500 m intervaller á @3.31, @3.47, @3.26, @3.46 og 1½K@4.46
(I silende regn fra start til slut) (Intervallerne havde en lille bakke!)

Fredag, 19K@4.15, gns. puls 151

Søndag,  14K@4..40 + en interval á 1000 m @3.37, dernæst 2 x 800 m á @3.22 og @3.48, og til sidst 4 x 600 á @3.17, @3.43, @3.43, @3.41
(klubtræning)

I alt 67 km!

Uge 8 og 9 - Farvel mycoplasma!

Ak ja, februar vil jeg helst generelt glemme. Men nu er der fremgang...

Yngstedatteren fyldte dog 7 år og blev naturligvis fejret med bravour af ikke færre end 37 gæster, men derudover har februar ikke budt på meget andet end dårligdomme.

Mine løb i disse uger har set ud som følger.

Uge 8:

Tirsdag: 10 km, tid 42.55, 4.16/min, gns.puls 162
Onsdag: 11.5 km, 49.48, 4.19/min, gsn.puls 165

Uge 9:

Tirsdag: 11 km, tid 47.03, 4.38/min, gns.puls 151 - Frosten var hård for mine mycoplasmahærgede lunger.
Onsdag: 10 km, tid 42.32, 4.15/min, gns.puls 159 - løb i dagslys og kækt startede jeg med fartleg, det holdt jeg dog hurtigt op med.
Lørdag: 10 km, tid 43.57, 4.23/min, gns.puls 154 - helt roligt løb
Søndag: 14 km blandet løb. Bl.a. 6 tempoture á 1 km, hvor vi løb 500 m roligt og 500 m i 10 km tempo. For mig så det således ud:

1005 m, 3.46 min (Jeg glemte, at trykke lap)
514 m, 2.08 min
512 m, 1.51 min
513 m, 2.10 min
503 m, 1.51 min
527 m, 2.15 min
491 m, 1.55 min
983 m, 4.10 min (slappede af - det var nødvendigt)
930 m, 3.47 min

Altså 6 km på 24 min, hvor det var rart, at jeg fik lidt fart i benene igen.

Og for hele ugen blev det så til 44 km. Alt i alt har dagen i dag, givet humøret lidt af et løft.

Og så lidt tanker....

Mandag i denne uge besluttede jeg mig for endeligt at tage til lægen. Jeg havde lagt influenzaen bag mig og der var intet snot, ingen muskelømhed, hovedpine eller andre influenzasymptomer tilbage, men min vejrtrækning var et mareridt. Det kan bedst beskrives som om, jeg trak vejret gennem sugerør. Sjovt var det langt fra.

Ugen op til bød kun på 20 km, jeg magtede intet. Og alle ledige stunder blev tilbragt fladt på sofaen. Men heldigvis er der lys forude. Lægebesøget bekræftede mig i, at der var noget galt og nu skal medicinen bare lige have lov at virke.

Dog må jeg stadig løbe. Jeg tager det foreløbig med ro, jeg kan godt mærke, at hjertet og hele kroppen skal arbejde lidt mere på at opnå samme fart som tidligere.

Men måske i skæret af dette håbets lys har jeg så sendt bud efter nye løbesko. Det ene er endda et par helhjertede racing sko, om hvilke wiggle skriver:

Racing shoes are ultra-lightweight, built on a curved last and stripped of the majority of cushioning and stability features found on most training shoes. Generally, the lighter the shoe, the more minimalist the design. You should choose these if you’re a fast, elite runner concerned predominantly with weight. Unless you’re very light, these aren’t for you if you run a marathon outside 2:45, or 1:30 for a half.

Nu skal jeg ikke gå i rette med wiggle. Men vi er mange, der kan løbe et halvmarathon under 1.30, og en del færre, der kan løbe et marathon på 2.45. Men nu er de bestilt, så må vi se, om det bliver dem, jeg løber marathon i? - Belært af et klubmedlem, så er den nu god nok. Ovennævnte tidsindikation for marathon-delen er for at vise, at du bør tænke på belastningen og den manglende støtte ved sprintersko. Men nu får vi at se, de lander i morgen og så bliver det spændende at teste dem.

Således opløftet af dagens træning, ser jeg frem til den kommende uges kilometre.

Uge 48 og farvel til sneglen

Endeligt.

En lang ørkenvandring. 

Langt om længe kunne jeg fjerne overskægget.

Forhåbentligt har Movember bragt mere fokus på mænds sundhed og kræft. Jeg håber virkeligt, at man snart knækker koden på den sygdom, som har taget alt for mange og alt for tidligt, for eksempel nåede min kære mor aldrig at blive 58. Og en kær ven fik da også gået en omgang i ringen med kræften, men gik heldigvis sejrrigt ud af den kamp.

Men livet skal leves, også - eller måske netop - hvis man har generne mod sig, og det gør jeg da i den grad, på min måde, men måske lidt mere usundt her op mod jul. Således bagte jeg lørdag et honningbrød og en stor portion lakridssmåkager, som blev bedre end sidst. Sprøde med en sej krumme. Honningbrødet er sikkert også godt, men det skal stå og modne et par dage, før man må spise det. Det havde jeg ikke set i opskriften, allerførste gang jeg bagte det.

Det var en dag, hvor jeg var voldsomt lækkersulten, og fandt så opskriften på dette brød. Rimelig nem at gå til, men jeg havde bare ikke lige læst den afsluttende bemærkning til opskriften. Der stod sørme, vent et par dage med at spise af det..... Ventede jeg så? Nej, jeg har det generelt dårligt med autoriteter og sådan en opskrift skal ikke bestemme over mig, hvorfor jeg følgelig skar en endeskive af, sidenhen har jeg dog altid givet det tid til at modne. Og så har man også tid til at lave karameliseret æblemarmelade, som smager himmelsk ovenpå sådan en skive honningbrød. "Desværre" er jeg den eneste i familien, der nyder denne delikatesse, sådan kan livet være hårdt nogen gange!

Velkommen til En Snobs Bageri... Nej  nu må det være nok med al det usunde, selv om vi der dyrker det aktive liv og forbrænder alt det, vi spiser, skal vi jo ikke friste de mange svage sjæle derude, og skulle sådan en have fundet vej til min side, fralægger jeg mig ansvaret for en eventuel vægtøgning. I stedet vil jeg foreslå sådan en svag sjæl at opleve glæden ved at røre sig og det bringer mig dermed til denne uges træning. 

Mandag slappede jeg af ovenpå sidste weekend, tirsdag havde jeg et forhindrende ærinde, hvorfor denne uges træning blev komprimeret på 5 dage, men det er jo også vinter og det er ikke nu, formen skal toppe. Jeg kunne ikke finde på flere undskyldninger.

Onsdagens tur var i mørke. Torsdagen stod i styrketræningens tegn. Lørdagen var flot, meget flot. Frostklar blå himmel, tør luft og tempoet til tider ikke helt så langsomt som planlagt, også fordi jeg lige måtte indhente en løber. Jeg kunne ikke lade være! Og søndagen var i sne sammen med klubben. Vi løb stille og roligt ud gennem skoven, lavede fodledsøvelser, hælspark og høje knæløft, derefter 30-20-10 ude ved kasernen 4 x 5 minutter, hvor underlaget muliggjorde fuld speed, ved sidste omgang fik vi en hare i form af en lille traktor og tre af os overhalede den. Derefter gik turen hjem igen med efterhånden ret våde og kolde tæer.

Onsdag: 16 km, @4.25 

Torsdag: 6 km @4.30 + 20 min i Loop

Lørdag: 10.8 km @4.20 + 20 min i Loop

Søndag: 14 km blandet løb, uret havde jeg glemt hjemme, men der blev givet gas i spurterne.

I alt 46 km

Som en sidste note. hjælper styrketræningen efterhånden.

Sidste langtur inden cph - uge 18

På nogle ture går det hele op i en højere enhed, på andre er der tale om ren overlevelse. Men nu er der 14 dage til cph og ærefrygten er langsomt ved at indfinde sig, samtidig har jeg naturligvis brugt denne uges løb som en pejling for min form og måske er det derfor, at nervøsiteten sætter ind.

De lidt over 42 km har jeg jo løbet en gang før. Resultatet for min marathondebut har fået mange til at konstatere, at jeg nu burde gå efter sub3 (en tid under 3 timer, red.). At det er drømmen, skal der ikke herske tvivl om. Men om jeg har evnerne, viljen og er i form til det, det er en anden sag. Og målet er derfor blot en tangering af min debuttid. Og det mener jeg! - Det er ikke falsk beskedenhed, jeg vil reelt være tilfreds med en tid omkring de 3.10 til 3.15.

Jeg vil være skuffet over mig selv, hvis jeg er langsommere end det, men jeg frygter det! Især efter denne uges to føreste løb.

Denne uge løb jeg mandag og onsdag 15 km begge dage. Mandag burde ellers være et løb i højt humør, jeg havde afleveret min opsigelse men alligevel føltes netop denne dags løb som en kamp om overlevelse; rytmen ville ikke indfinde sig, det var varmt og der var i det hele taget meget galt.

Onsdag var en mærkelig dag. Jeg fulgte den ældste datter til gymnastik, startede uret hjemmefra, men slukkede det, da hendes cykel skulle låses og fik det ikke tændt igen. Men rutens længde kender jeg.

Heldigvis sluttede ugen så på bedste vis. Jeg havde planlagt en tur på 30 km, men turen til stranden og hjem igen viste sig kun at være 25 km. Da jeg ramte byen overvejede jeg, om jeg skulle forlænge ruten, så jeg kom op på de 30 km, men jeg forkælede mig selv og sluttede med minus 3 km. Og havde dermed energi til lidt havearbejde også! Havemand søges, forresten!!!!

Ugen i korte tal:

Mandag, 15 km, tid 1.03.03. gns.puls 154
Onsdag, 15 km, tid ???, gns.puls ????
Lørdag, 27090 m, tid 1.59.32, gns. puls 143 - lav puls, god rytme, forhåbentligt kan det kopieres om 14 dage...