Uge 7 - Så er jeg da i gang igen

3 uger med influenza...

Heldigvis ikke mig alle tre uger, familien tog også sin tørn. Men som følge heraf og med konens skiftende arbejdstider fik jeg først for alvor genoptaget mit løb i onsdags. Og for pokker hvor er jeg langt fra min tidligere topform. Ikke engang i ferien med tæt på 40 grader lod jeg benene hvile så meget, som min svagelige krop pludseligt krævede.

At min topform ikke er, hvad den har været, var jeg ikke i tvivl om, da jeg onsdag snørrede skoene. Nu tog jeg så dog heller ikke skoene på for at jage nye rekorder, men for at få kilometer i benene.

Og hvilken lise det var, endeligt at kunne trække vejret frit, uden snot, uden pus, uden hæshed eller frygt for luftvejsinfektioner. Dog stadig med astma. Og altså som sagt i en noget langsom udgave af mig. Men nok ynk. På den positive side kan man sige, at jeg da har friske ben, og hvorfor ikke se det sådan?

Selv om jeg kan finde på at "irettesætte" mine medpassagerer til/fra kontoret for deres dårlige manerer, ser jeg mig som et glad og positivt menneske.

Men når man med kropssprog forsøger at vise, at man ønsker at sætte sig ind på pladsen ved siden af mig i stedet for at åbne munden og spørge høfligt, stejler jeg lidt og bliver stædigt siddende for at fremprovokere spørgsmålet.

Og netop da jeg er sådan et muntert menneske, responderede jeg kækt, da en herre stillede spørgsmålet, om han kunne sidde på sædet ved siden af mig, at hvorvidt han kunne, vidste jeg ikke, det beror jo på fysik, men at han gerne måtte. En lille forskel på "kan" og "må", som jeg, blandt andet, også forsøger at bibringe mit kære afkom, og konen, når jeg tør!

Et lille sidespring, men dem er jeg gode til, nu til det væsentlige.

Onsdag: 10 km, gns. 4.22/km, gns. puls 162 (maks fart 3.34/km og som følge heraf løb jeg ikke to gange 5 km, men tilfældige 10 rundt i byen for ikke at blive fristet til en negativ split)

Lørdag: 15 km, 4.25/km, gns. puls 153,

Søndag: 15 km, 4.27/km, gns. puls 156

Søndag havde måske lidt flere bakker, eller måske var benene trætte, men klart var det, at klubtræningen blev skubbet endnu en uge. Og endnu mere klart er det, at næste uge byder på en øgning af tilbagelagte km.

Influenza - Når sport er farligt

Da jeg lå og havde mest ondt af influenzaramte mig, søgte jeg lidt rundt på nettet for at finde ud af, hvordan udsigterne i forhold til at træne så ud.

Reglerne er i korte træk således.

- Hvis symptomerne udelukkende holder sig i hals-, næse-, mundregionen (altså let øm hals, løbende næse; altså kort og godt let snue) er der ingen farer og man vil kunne fortsætte sin træning uhindret, omend måske en smule hæmmet. (Been there, haven't we all?)

- Hvis symptomerne også omfatter feber, ondt i brystet, hovedpine, slem hoste med slim, rysteture, halspine eller muskelsmerter vil al træning være uklogt.

Nu var al træning for mig udelukket. Alene tanken var mig fjern. At jeg var så dum at kæmpe mig på arbejde, det var een ting. Motion noget andet. Men at det direkte kunne være farligt at dyrke sport med influenzavirus i blodet, dét overraskede mig. Og som svag astmatiker blev jeg lidt mere bekymret, da jeg læste, at særligt folk med hjerte- eller lungelidelser bør passe ekstra på.

Hvad er risiciene så?

Når man er blevet smittet med influenzavirus, vil influenzaen ofte blive mere voldsom, hvis man anstrenger sig, fx ved sport eller legemligt arbejde. det er derfor klogt at tage den med ro og lade være med at gå på arbejde.

Med andre ord forlænger du din sygdomsperiode, hvis du dyrker sport med influenza, for din krop har brug for hvile, ikke sport. Dét ved vi vist alle sammen godt.

Meget mere fatalt er det i den anden ende af skalaen. I yderste konsekvens kan motion med influenza i kroppen nemlig betyde døden. Ja, du læste rigtigt. Ham fra Lübeck.

Der er en risiko for, at du ved sport med svære influenzasymptomer bliver inficeret af hjertemuskelbetændelse (Myokardit el. Viral Myocarditis)

• Myokardit er en betændelse i hjertemusklen, som oftest skyldes virus, men kan have andre årsager. Man har oftest været syg med influenzalignende symptomer i dage eller uger forud
• De typiske symptomer er træthed, åndenød, hjertebanken eller brystsmerter
• Forløbet varierer meget. De fleste tilfælde er ganske lette, og diagnosen bliver aldrig stillet. De sværeste tilfælde kan føre til svært hjertesvigt, hvor medicin og måske pacemakerbehandling kan komme på tale. I meget sjældne tilfælde er hjertetransplantation eneste udvej

Typiske symptomer kan være hurtig puls og eventuelt brystsmerter. Andre tegn er uforklarligt hjertesvigt og hjerterytmeforstyrrelser.

Hmm, nu tror jeg ikke, at jeg middelbart er i farezonen, men det giver stof til eftertanke og jeg tror, at min aften kommer til at gå med at analysere gårsdagens løb for at se, om min puls opførte sig mærkeligt. Bare for at være sikker.


(Kilde: bl.a. Sundhed.dk)

(Hvis du kan tysk, kan du blive forfærdet her)

Uge 6 - Og solen brød frem....

I mere end en forstand. Men nu foregriber jeg ugens gang.

Ugen startede med sygdom i kroppen. Propper i ørerne. Betændt snot i hele hovedet. Og i det hele taget noget slatten og altså meget langt fra den supermand, jeg selv synes, jeg er. Eller gerne ville være!

Nuvel. Ugens program var tænkt som stille og rolig, blid opstart oven på min influenza med træning fordelt på tirsdag, torsdag, lørdag og søndag.

Planer er een ting. Virkeligheden bider af og til.

Tirsdag blev det således kun til 5 km. De glatte veje blev min undskyldning; jeg mødte en gå/løber efter 500 m, der advarede mig mod de glatte forhold. Og der var meget glat, hvorfor det blev til 5 km på ca 22 min.

Torsdag stod på 10 km, uden ur! Men en skøn tur, hvor jeg fornemmede et stadig mere tydeligt adjø til influenzaen. Lidt fartleg, og en skønnet tid på 43 min.

Lørdag var jeg lidt slatten igen og forkælede mig selv med en god bog.

Søndag står jo normalt på klubtræning, men det skulle jeg ikke nyde noget af, hvorfor jeg i stedet tog ud på 15 km alene. Målet var at få lidt kilometer i benene, farten var ikke vigtig. Efter 15 km stoppede jeg uret (den sidste halve km stod på benspjæt) og sørme om ik, det så viste 1.06, en gennemsnitspuls på 150, en top minuttid på 3.50. Og ja, det var i dag søndag, at solen brød frem. Nu vokser træer sjældent ind i himmelen, og indrømmet er benene lidt trætte. Men dagens fremgang lover bedre tider, lad det blive forår!

Uge 6: 30 km (ikke meget, men bedre end forrige uges 7)

Uge 5 - Hej Februar

Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag uden at løbe.

Det er hårdt ikke at få brændt sin energi af som man er vant til, omvendt har jeg de sidste mange dage blot skulle ligge stille om natten, så er sveden kommet helt af sig selv. Ikke fordi konen er i gang ovenpå mig, gid det var så vel, men desværre pga. feberen/influenzaen som har et godt tag i mig.

I dag følte jeg mig lidt bedre. Ikke 100%, så langtfra, men jeg havde et kæmpe behov for at prøve kroppen af i løbeskoene. På forhånd tænkte jeg, at det måske blev en af de beslutninger, jeg senere ville fortryde. Men så slemt blev det faktisk ikke - nu har jeg så også efterfølgende forkælet kroppen med hjemmelavet tomatsuppe (baseret på brun fond) og hvor familien spiste den helt italiana, så kastede jeg et par tsk. sambal olek ned i min portion, mine smagssanser er alligevel forkølede, læg dertil et par glas rødvin - men på den 7 km lange tur måtte jeg dog hoste et par gange og en enkelt gang standse helt op.

Inden jeg smækkede hoveddøren lod jeg konen vide, at enten så hun mig igen hurtigt eller også efter 45 minutter, det blev så et sted midt imellem, idet jeg løb de 7 på 31 minutter i et stille og roligt, hostende tempo. Godt nok svedte jeg, men den sved havde mere sin grund i feber end i overanstrengelse.

Således sluttede jeg uge 5: I alt 7 km, er I ik' imponerede?

Das ganze Januar - En poetisk løbetur

Endeligt var frosten overstået. Dagene er allerede blevet længere og man skulle da være et skarn ikke at indrømme glæden ved mere lys og afstedkommet heraf det mere energi og et højere humør.

Jeg iførte mig lidt mindre tøj end ellers i hele januar. Kun 3/4 tights og to tynd lag på overkroppen. Ingen handsker, intet om halsen og intet pandebånd. Dagens rute var de sædvanlige femten kilometre, ud til den ene ende af byen og hjem igen.

Rolig start.

Rolige skridt. Et, to, et, to. Dybe vejrtrækninger, rolige, langsomme hjerteslag. De næste 15 km skulle være ren nydelse. Som sædvanlig indfinder rytmen sig først rigtigt efter de tre kilometre. Men det i dag havde det ringe betydning; den milde temperatur skulle nydes fuldt ud. Helt tørt var der ikke, men regnen føltes som sommerregn.

Jeg var virkelig urørlig. Et, to, et, to. De milde temperaturer gav mig mod på mere. Hvorfor løbe langsomt og roligt, når nu det mindre tøj indbød til mere? De mange bakker blev nu brugt til fartleg. Cyklister blev overhalet. Det var en sejr hver gang, også selvom det var en ældre dame på 50+. Hjertet slog nu lidt hurtigere. Åndedrættet lød nu også lidt højere. Men stadig føltes overskuddet stort. Et, to, et, to. Nu kom jeg ind på Slotsalléen, lang bakke med jævn stigning og dårligt fortov, så absolut bedst at løbe op ad. Der var træer for hver 20 meter, så sprint, slap af, sprint, slap af. Nu skulle kroppen presses og derefter ville der være halvanden kilometer i let fald. Et, to, et, to. Kroppen var nu helt oppe at ringe, men nu havde jeg 6 minutter, hvor den fik lov at slappe af... Roligt løb igen. Rolige skrift. Et, to, et, to.

Et, to, et, to. Tja... Hvad skal jeg sige. Det var mit bedste forsøg på at lege Faulkner, Euginides, Murakami eller en helt fjerde efter dit eget valg. Men vælg nu ikke en krimiforfatter. Ikke at der som sådan er noget galt med krimier, men i og med at jeg læser mange bøger, mindst en om ugen, så bliver det da også af og til til en tju-bang krimi, der ikke kræver ret meget af en. Engang købte jeg endda også krimier, men det kunne jeg aldrig drømme om mere. Bøger er skønne. Dufter godt. Lækre at røre. Men desværre fylder de også. Og de bedste fylder meget. (Ok, Processen er faktisk ikke så tyk) En bog om ugen ville hurtigt fylde op min allerede fyldte reol, hvorfor jeg i dag kun køber bøger, som jeg kunne forestille mig at genlæse. Og ja, en krimi kan da være skøn, men en genlæsning beriger dig næppe.

Og undskyld mine raplerier. - Hvis du stadig hænger på, nyder du sikkert også film af W. Allen og i så fald burde du give dig i kast med førnævnte Euginides, også selvom Allen ikke er din foretrukne indstruktør. Ja, undskyld, nu skal jeg nok prøve at holde fokus.

Indledende løbeberetning er en syg mands drømme fra et sygeleje. Dybt forkølet har jeg kun kunnet drømme om at løbe. Jeg havde ellers kun to nytårsforsætter for i år. At være mere gavmild. Og at forblive sund og rask. Nu er det ene allerede ødelagt!

De tre foregående uger har jeg i snit løbet 50 km ugentligt og havde planlagt at slutte månedens sidste uge af med 60 km, men sådan skulle det ikke gå.

Fredag blev ældstedatteren ramt af høj feber. Surt, men sikkert ikke noget smitbart. Lørdag løb jeg en tur på 21.5 km. De 10 første i strid modvind, chillfaktoren sagde minus 15, hvorfor jeg også kun havde øjne synligt og altså løb med tørklæde for munden, hjemturen var sjovere og overskuddet var stort. Turen tog 1.33 og på den næstsidste km satte jeg endda farten op i 500 m til 17,5 km/t.

Søndag blev det kun til 7 km, nedbøren havde skabt brun sæbe overalt, vel hjemme og efter et bad hostede jeg lidt, følte mig langsomt sløj, gik i seng og dér blev jeg til tirsdag....

Så forhåbentligt kan jeg begynde at indhente det forsømte i weekenden, måske ikke. Men appetitten er stor. Meget stor!

Jeg beklager denne lidt anderledes løbeberetning, men sådan er jeg, og det er sikkert ikke sidste gang, at jeg adskiller mig fra mængden. Forhåbentligt ikke...

Alt godt derude!


P.S. Januar er maskulinum og ikke neutrum, Det ved jeg godt, det lød bare bedre i overskriften. Mon ik' også Vinterberg ligeledes var klar over det, at han lod sin karakter sige Mein Dänisches Vater?