![]() |
| Reichstag i Berlin, som jeg endnu ikke har oplevet, men i år skal det være! |
Nu er ferien endegyldigt slut og jeg undskylder at jeg på min vej mod Berlin tillod mig at poste billeder, der intet havde med Berlin at gøre.
Slut er også mit personlige løbeprogram, for nu mente træneren, at jeg var parat til at følge marathonprogrammet, som de andre seje løbere følger. Som jeg allerede i et tidligere indlæg har fortalt, afslører jeg her kun brøkdele af programmet, dog kan jeg godt afsløre, at det indeholder valgfrie restitutionsdage (mandag, onsdag og fredag). Disse valgfrie dage valgte jeg at holde i overgangen fra mit eget program til fuldblodsprogrammet, men det koster naturligvis på antallet af km.
Da jeg i forvejen har erklæret, at jeg vil gå gennem ild og vand for at komme ned under sub3, er jeg nu færdig med at skulke. Sågar restitutionsdagenes morgen og aftenløb bliver nu overholdt, og går alt godt ender jeg i uge 32 med 130 km på kontoen, det kan I læse mere om senere...
Højdepunktet for disse 3 uger blev den lange tur i uge 31, altså søndag 4. august. Her havde Jacob fra klubben inviteret og det var superhyggeligt at løbe 4 gutter sammen. Tempoet var jo så lavt de første 10 km, at vi kunne joke lystigt med hinanden og talte om alt fra sorte tæer til sengegymnastik, samtidig glemte vi ikke at nyde den pragtfulde natur, om end de fleste bakker gik opad! Tempoet blev sat i vejret de næste 12 km, for så at slutte med en alt for høj fart de sidste 4 km, men det var min egen skyld.
En fed tur som jeg måske ødelagde for de andre med min bare mave...
Uge 29: 90,5 km
Uge 30: 93,85 km
Uge 31: 97,3 km

