søndag den 13. maj 2012

Dovenlars og lakridssmåkager - uge 19


Lakridssmåkager - Mums!

Så er der kun en uge til cph marathon og jeg glæder mig! Selv om det sikkert bliver en kamp for overlevelse...

Denne uge blev det kun til to ture, i alt 33 km, så det er jo tæt på dovenskab. Til gengæld er jeg gået amok i kalorieindtag og det er nok en smule for tidligt til carboloading, i fredags kom jeg f.eks. til at spise en hel stang italiensk nougat på 100 g, det var sødt med sødt på og krævede da også en kande friskkværnet/-brygget kaffe og sukkertrangen er ikke slut endnu, i går forberedte jeg mandelvanillesmåkager og chokolakridssmåkager, som jeg så bagte her søndag morgen kl. 8. Nu dufter/stinker hele huset, alt efter hvem du spørger!

En af denne uges positive tanker har været min krops situation. Sidste år både startede og sluttede jeg sæsonen med en skade. Endnu har jeg klaret dette års fem første måneder uden skader, men man skal aldrig tænke på udeblivende skader, for så kan de fremmanes. Således har jeg mærket min lysken i denne uge. En kropsdel jeg ellers aldrig har mærket før.

Jeg har som tidligere skrevet haft fokus på længde og ikke så meget på tempo, men i tirsdags kom jeg til at løbe lidt intervaller og det kunne mærkes efterfølgende. Lidt tirsdag aften, mere onsdag, lidt torsdag.

Torsdag aften var vejret lummert, regnfuldt og let blæsende, så jeg var forberedt på at blive våd. Med den ømme lysken in mente påbegyndte jeg en stille og rolig tur, hvor jeg startede i modvind ud ad et nedlagt jernbanespor, fortsatte ad en lille landevej, hvor politiet med høj fart pludseligt kom med udrykning og brændte gummi af i det sving, hvor jeg havde skyndt mig ind i sikkerhed, og derfra hjem til Slagelse. Regnen udeblev, men det var så lummert, at jeg løb 14 af de 17 km i bar mave.  Også da jeg nåede bygrænsen. Jeg plejer ellers at skåne folk, men klokken havde sneget sig tæt på 20.30 og det var begrænset, hvor mange der var ude at gå ture, men synet af næsten nøgne mig fik 4 bilister til uafhængigt af hinanden at dytte og vinke. Ret sjovt!

Men altså uge 19 i korte tal:

Tirsdag 15,7 km, 1.05.59, gns. puls 151, kcal 1086
Torsdag, 17 km, tid 1.12.08, gns. puls 152, kcal 1187

Det var jo ikke meget, og næste uge (søndag - lørdag) bliver endnu en uge i dovenskabens navn, så jeg er klar til cph. Men pyha, det er hårdt ikke at løbe....

Selv om dette ikke er en madblog, så kommer opskriften på ovenfor viste småkager her:

75 g. smør
125 g. rørsukker
1 Stort æg
2 tsk. vanillesukker (jeg bruger min egen med vanillestænger i en sukkerkrukke)
150 g. hvedemel
100 g. mørk chokolade med mint/karamel
100 g. hvid chokolade (gerne den med lakrids)
½ tsk. natron.
2 Spsk. Lakridssirup (Aalborg Chokos er god!)

Pisk smør og de to slags sukker blødt, pisk ægget i og derefter resten. Chokoladen har du naturligvis hakket først.
Kast det hele på køl til dagen efter, hvor du dér former små kugler og bager dem 10-12 min v. 180 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar