Så har jeg prøvet det! At deltage i et løb med navn på maven, der vist ikke just kan kaldes maskulint og lad det være sagt med det samme, det var hårdt, altså ikke at hedde Anja, men løbet som helhed.
At Storebælt Naturmarathon ikke er et løb til PR, det vidste jeg godt på forhånd, man får virkeligt natur for alle pengene, måske lidt for meget! Første gang jeg stiftede bekendtskab med løbet var for tre år siden på en dag, hvor vi pludseligt fik sommer. Derudover var det min debut på halvmarathondistancen, hvor tiden sluttede på 1.45.46, meget er sket siden.
Hvorfor stod der Anja på min mave? Jo, en kone til en klubkammerat ville hellere på tøsetur end løbe halvmarathon og eftersom jeg alligevel havde regnet med at deltage men endnu ikke meldt mig til, kunne jeg jo ligeså godt overtage hendes nummer. Jeg havde ændret navnet på hjemmesiden, så min overraskelse var derfor stor, da jeg skulle finde mit løbenummer på listerne og ikke kunne finde mit navn, snu som jeg er, kiggede jeg derfor efter Anjas nummer.
I teltet fik jeg bekræftet, at mit navn var registreret, så jeg kunne godt more mig sammen med de andre over mit til lejligheden nye navn. Mere forfængelig er jeg trods alt ikke...
Som noget nyt inddeltes vi ved startlinien i grupper alt efter forventede sluttider, en rigtig god idé, synes jeg. Ved løbet i 2010 måtte jeg løbe i højt græs det første stykke tid for at kæmpe mig forbi alle de langsomme løbere, der havde stillet sig foran mig. I dag var der kun marathonløbere at overhale, for løbet er sådan arrangeret, at marathonet blev skudt i gang kl. 9.30 og halvmarathon 11.30, hvorfor vi fik mulighed for at jagte dem efter at have klappet, da de først løb forbi. Men igen, det giver en sjovere fest i målområdet, så det fungerer fint, også selv om der sine steder kun er en smal sti at løbe på og her må man så ud i det tunge græs, hvis man vil overhale.
Nuvel, vi stod ved målstregen og havde forinden afstemt forventede sluttider. Nogen havde talt om at holde en kilometertid omkring de 4 ren, men da starten lød, hed den vist snarere 3.45. Jeg fulgte lidt med.
Vi løb gennem Korsør. Her skulle skulle feltet som altid lige finde sit naturlige leje og der er jo altid dem, der overvurderer sig selv og skyder af sted med al for høj fart. Jeg ved det, for jeg har selv været der! Men nu er jeg jo blevet klogere, for der er ingen, der kan se, hvor hurtigt du har løbet de første 3 km, hvis du siden går død.
Jeg trækker tiden, jeg ved det. Men jeg fulgte en klubkammerat lidt, vidste dog, at han forventede at slutte lidt langsommere end undertegnede, så jeg satte ham og overhalede endnu et par stykker og efter 5 km blev jeg så selv overhalet af to løbere. Og de to, de løb tydeligvis stærkt, stabilt og med overskud. Men den ene af disse var kun med som hare og efterlod så os to derude. Jeg bed mig på, men var samtidig meget ærlig overfor ham og sagde, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne holde hans tempo, alligevel trak jeg dog et par gange, omend ikke i særlig lang tid.
Det blæste meget i dag, nærmest en halv pelikan. Havde vi bare haft den som rygvind, men nej. Den udfordrede os forfra og fra siden og det kunne den uhindret gøre ude fra havet. Læ fik vi kun enkelte steder.
Da min nye makker og jeg ramte 14-15 km punktet, oplevede jeg en lille krise. Længere fremme kunne jeg se en klubkammerat drikke vand med hans følgesvend, så jeg håbede, at min følgesvend også ville tage 2 sek. ved depotet, men nej, sådan gik det ikke. Han fortsatte. Jeg greb dog et glas, forsøgte at mase det sammen, så det blev lettere at drikke af løbende, men med den vind var det en helt umulig opgave, jeg fik dog en enkelt slurk. på denne del af ruten løb vi i klitterne, af og til med lidt tungt sand og min krise blev langsomt mere udtalt, hvorfor jeg måtte lade min makker slippe.
Der gik ikke lang tid derfra til han havde nået min klubkammerat og dennes følgesvend og i denne tremands gruppe så det ud som om, at vi skulle til at skifte makkere, men de tre fortsatte ufortrødent sammen, dog med min tidligere følgesvend som den den stærkeste.
Nu manglede der kun 5 km og vi sagde farvel til stranden. Et band spillede her, for der havde også været 5 km løb, og med 5 km tilbage kunne jeg nu snart se enden på mine lidelser. Ergo steg humøret. Ja faktisk en hel del, for selv om jeg var blevet ladt alene tilbage, var jeg faktisk ikke blevet løbet rigtigt agterud. En hurtig spurt ville have bragt mig i kontakt med dem, men altså skal vi ikke være ærlige, sådan en spurt ville have dræbt mig. Men jeg havde sat benene på autopilot i sjette gear og lod dem sejtrække.
Vi løb nu ind på en sti, gennem frugtplantager og en enkelt sted var der meget smalt, og netop her skulle jeg overhale 4 marathonløbere, der selv var i gang med at overhale en marathonløber. På motorvejen ville det i trafikken svare til, at en lastbil overhalede en anden lastbil, men jeg kom forbi elefanterne i god stil og uden at dytte eller genere nogen. (Nu ved I, hvorfor jeg tager toget frem og tilbage til jobbet, mit blodtryk egner sig ikke til langsomme trafikanter)
Vi nærmede os stille og roligt opløbsstrækningen. Men inden vi kom så langt, havde vi en sidste udfordring; en led lille stejl knold af en bakke. Og om noget, så må det siges at være en del af Storebælt Naturmarathons signatur. 1½-2 km før mål så kommer denne knold. Og den er lidt ond, men jeg huskede den værre end den var. Måske mest af alt fordi jeg på de tre år er blevet meget stærkere og samtidig vidste jeg jo også, at det efter denne bakke kun gik nedad.
Desværre opdagede min klubkammerat mig på denne bakke. Jeg havde ellers langsomt ædt mig stadig tættere på, men da han mærkede min ånde, skyndte han sig væk, og det er han desværre bedre til end mig, men vi løb stærkt og nåede målområdet med 7 sekunders mellemrum.
PR blev det ikke, men men den rute og i det vejr ville det også være mærkeligt.
PR blev det ikke, men men den rute og i det vejr ville det også være mærkeligt.
I top 10, tog min klub 1., 2., 7. og 8. pladsen. Men 8 er da også et meget pænt tal synes jeg....
Tid: 1.25.44
Min/km: 4.03 (maks fart @3.02)
Gns. puls 163
