torsdag den 28. marts 2013

At gå et marathon - med al respekt...

 
Jeg er i lidt af et dilemma lige nu.
 
Dels vil jeg gerne give udtryk for min dybeste respekt for Annette Fredskov og hendes projekt, dels også udvise respekt for en debutants første marathon - er det en pleonasme? - men samtidig har jeg jo selv den følelse af ikke rigtigt at have løbet et marathon. Men nu foregriber jeg hele historien.
 
Aldrig har min forberedelse til et løb været så useriøs. Nuvel, jeg spiste pasta, kylling og masser af grønt i går, men ikke noget med ét langt marathonprogram, optimal træning eller noget. Nej, mandag stod den på lidt løb og så gik turen ellers i biffen, hvor Tarantino stod for underholdningen, mens der blev ædt slik for mange penge og tirsdag stod den på bagekartofler med rigeligt persille/hvidløgssmør og et par dejlige bøffer, alt i alt ikke ligefrem carboloading.
 
Vel ankommet til Næstved blev vi alle foreviget inden afgang. Herefter løb vi i samlet trop de første par kilometer, de hurtigste strøg dog hurtigt af sted. Personligt skulle jeg ikke nå noget, for mig var dette træning, så mit mål var blot at få 42 km i benene, samt at støtte lidt op omkring Annettes projekt. 
 
I gruppen var der bl.a. en kvinde, der løb med tung rygsæk, idet hun er på vej til Sahara for at deltage i Marathon des Sables. Behøver jeg mon at skrive, at det aftvinger respekt ud over alle grænser? Langsomt splittedes vores gruppe op og pludseligt befandt jeg mig sammen med en debutant på marathondistancen og eftersom jeg ikke skulle nå noget og egentligt var glad for, at jeg havde fundet en, der løb i mit joggetempo, så jeg ikke skulle tænke så meget over min fodsætning, fik jeg min egen mission; han skulle simpelthen bæres igennem!  
 
Turen bestod af 6 x 7 ture. Efter hver tur tankede vi op ved et overflødighedshorn af et depot. Mørk chokolade, flødeboller, Haribomix, frugt, sodavand, saftevand, postevand, kaffe og div. småkager. Det benyttede vi os stort set af hver gang. Debutanten havde som PR løbet halvmarathon i 1.52 og da vi ramte de 21 km stod uret på 1.53, hvorfor en tid under de 4 timer føltes opnåelig.
 
Dog kan ikke engang et så velassorteret depot fylde energireserverne op så hurtigt, som der forbrændes, hvorfor tempoet dalede stille og roligt fra omgang til omgang på de sidste ture. Nu har jeg sikkert også være dødirriterende for tempoet var snakketempo for mig, hvorfor vi naturligvis drøftede stort og småt. Jeg stillede endda hv-spørgsmål (og ikke; hvaler er pattedyr, ikke sandt?) og tvang ham derved til at svare, mens han samtidig løb stadig mere tør for kræfter.
 
Men i mål kom vi. Undervejs havde debutanten kæmpet med sidestik og muskelømhed. Da vi rundede de 28 km var i ude i for ham ukendt farvand og jeg var noget spændt på, hvad der ville ske ved de berømte 32-33 km, men han kæmpede sig igennem. På sidste runde klynkede han lidt højlydt og jeg lod ham vide, at han bare skulle give los. Nedtællingen var i gang nu. Men kræfterne til at komme under 4 timer var der ikke, jeg spurgte ved 40 km mærket, om det var et mål, for så skulle der løbes stærkt nu. På det tidspunkt havde han kun målstregen for øje og var allerede glad for resultatet. Den næste km blev løbet relativt langsomt og så kom bakken, som vi efterhånden havde kendte ret godt. På modsatte side blev vi overhalet af en anden løber og kækt spurgte jeg, om han måtte det? Tilsyneladende ja, men da målstregen var i sigte, sprintede vi i mål. Hvor kom de kræfter fra, drillede jeg ham med.

Glad og stolt takkede han for min hjælp. Sluttiden sagde 4.04.40.
 
Og min gns.puls var 139. Jeg gentager. 139. På en alm træningstur er den jo ofte 151, så nu forstår I måske, hvad jeg mener med at have gået et marathon.
 
Men af denne tur har jeg lært, at et marathon ikke behøver at være hårdt. Og hvis man er bidt af marathondistancen, kan jeg på sin vis sagtens forstå, at man vælger at løbe den i et langsommere tempo og ikke som jeg, at gå efter ny PR hver gang. Blot ikke denne gang.
 
Hvornår når man så dertil, at mængden af marathons er mere afgørende end tiden, det ved jeg ikke, selv er jeg der i al fald ikke endnu. Men hyggeligt var det i dag og sjældent har jeg talt så meget under et løb. 
 
Det skal dog ikke mindske min respekt for Fredskovs projekt om 366 løb på 365 dage.

8 kommentarer:

  1. Halløj Per, Tillykke med endnu en marathonskalp :)Selvom du har jogget dig igennem har det da helt sikkert været en god omgang "udholdenhedstræning" for dig, og det kan sikkert godt mærkes lidt i benene i morgen også :) Det er sådanne depoter, der burde være ved alle løb..hehe

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jakob

      Ja skøn træning. Og det bliver sjovt at se kurven for min form, hvis timetri opfanger dette løb! :o)

      Men det kan bestemt anbefales at løbe Fredskov Marathon, men det ved du, du løb jo Knuthenborg.

      Slet
  2. Jep - tror nu ikke at det bliver logget til timetri.be. Ja - jeg husker også godt depotet, det bugnede ligeså meget til Knuthenborg :) Lyder da også til at det gik fint for dig med at holde lavt tempo, kan jeg huske du har sagt du har haft svært ved ? Skal du også ud og løbe Cph. Marathon ?? Hilsen Jacob

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, nu vil jeg kigge mig om efter et par halve og nogle 10‘ere, og så glæder jeg mig til at fyre den af i Berlin til efteråret...

      Slet
  3. Jeg tror at denne type "social-marathon" er alletiders for (nogle) løbere, når de skal have deres første 'marathon-skalp' : De er ikke alene, men har hele tiden nogle at snakke med/støtte sig til (som i dette tilfælde!), hvorved det hele bliver lidt nemmere (..eller ihvertefald muligt). Den største fare er, som jeg ser det, at man over-konsumerer i de velspækkede depoter på ruten (..og jeg husker også Knuthenborg - gosh!) og derfor går ned med maveproblemer.

    SvarSlet
  4. Der er jo mange årsager til at vi løber. De gange jeg har løbet maraton, har jeg både beundret de hurtige (og ønsket jeg var én af dem) men også beundret de langsomme, som jo er igang ulideligt længe. Altså den viljestyrke må jeg have respekt for.
    Det fascinerende ved løb og løbere er jo også at vi drives af forskellige motiver og grunde til vi gør det. Hver løber sin historie...

    Kh Karina

    SvarSlet
  5. Hejsa

    Flot præstation. Jeg var lige ved at bliver forarget over din overskrift indtil jeg læste indlægget. Håber at når jeg hopper på mit første marathon til september i Berlin, at der er en der vil trække mig lidt af vejen, eller der er en som har samme styrke som mig.

    /Kasper

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kasper

      Jeg er glad for, at du så ikke kun læste overskriften!

      Berlin bliver en fest, det er jeg sikker på og sikke en scene for en marathondebut.

      Held og lykke!

      Slet