Uge 8 og 9 - Farvel mycoplasma!

Ak ja, februar vil jeg helst generelt glemme. Men nu er der fremgang...

Yngstedatteren fyldte dog 7 år og blev naturligvis fejret med bravour af ikke færre end 37 gæster, men derudover har februar ikke budt på meget andet end dårligdomme.

Mine løb i disse uger har set ud som følger.

Uge 8:

Tirsdag: 10 km, tid 42.55, 4.16/min, gns.puls 162
Onsdag: 11.5 km, 49.48, 4.19/min, gsn.puls 165

Uge 9:

Tirsdag: 11 km, tid 47.03, 4.38/min, gns.puls 151 - Frosten var hård for mine mycoplasmahærgede lunger.
Onsdag: 10 km, tid 42.32, 4.15/min, gns.puls 159 - løb i dagslys og kækt startede jeg med fartleg, det holdt jeg dog hurtigt op med.
Lørdag: 10 km, tid 43.57, 4.23/min, gns.puls 154 - helt roligt løb
Søndag: 14 km blandet løb. Bl.a. 6 tempoture á 1 km, hvor vi løb 500 m roligt og 500 m i 10 km tempo. For mig så det således ud:

1005 m, 3.46 min (Jeg glemte, at trykke lap)
514 m, 2.08 min
512 m, 1.51 min
513 m, 2.10 min
503 m, 1.51 min
527 m, 2.15 min
491 m, 1.55 min
983 m, 4.10 min (slappede af - det var nødvendigt)
930 m, 3.47 min

Altså 6 km på 24 min, hvor det var rart, at jeg fik lidt fart i benene igen.

Og for hele ugen blev det så til 44 km. Alt i alt har dagen i dag, givet humøret lidt af et løft.

Og så lidt tanker....

Mandag i denne uge besluttede jeg mig for endeligt at tage til lægen. Jeg havde lagt influenzaen bag mig og der var intet snot, ingen muskelømhed, hovedpine eller andre influenzasymptomer tilbage, men min vejrtrækning var et mareridt. Det kan bedst beskrives som om, jeg trak vejret gennem sugerør. Sjovt var det langt fra.

Ugen op til bød kun på 20 km, jeg magtede intet. Og alle ledige stunder blev tilbragt fladt på sofaen. Men heldigvis er der lys forude. Lægebesøget bekræftede mig i, at der var noget galt og nu skal medicinen bare lige have lov at virke.

Dog må jeg stadig løbe. Jeg tager det foreløbig med ro, jeg kan godt mærke, at hjertet og hele kroppen skal arbejde lidt mere på at opnå samme fart som tidligere.

Men måske i skæret af dette håbets lys har jeg så sendt bud efter nye løbesko. Det ene er endda et par helhjertede racing sko, om hvilke wiggle skriver:

Racing shoes are ultra-lightweight, built on a curved last and stripped of the majority of cushioning and stability features found on most training shoes. Generally, the lighter the shoe, the more minimalist the design. You should choose these if you’re a fast, elite runner concerned predominantly with weight. Unless you’re very light, these aren’t for you if you run a marathon outside 2:45, or 1:30 for a half.

Nu skal jeg ikke gå i rette med wiggle. Men vi er mange, der kan løbe et halvmarathon under 1.30, og en del færre, der kan løbe et marathon på 2.45. Men nu er de bestilt, så må vi se, om det bliver dem, jeg løber marathon i? - Belært af et klubmedlem, så er den nu god nok. Ovennævnte tidsindikation for marathon-delen er for at vise, at du bør tænke på belastningen og den manglende støtte ved sprintersko. Men nu får vi at se, de lander i morgen og så bliver det spændende at teste dem.

Således opløftet af dagens træning, ser jeg frem til den kommende uges kilometre.

En mycoplasmatisk mands tynde tanker

Jeg vejer 10 kg mindre!!!

Jeg var hos tandlægen den anden dag.

Ikke at besøget i sig selv var interessant, der var alligevel ingen huller, men jeg var sidste kunde i klinikken og tandlægen havde lyst til at sludre - heldigvis ikke kun, når hun havde værktøj i munden på mig, og emnet var løb. (Ellers ville jeg næppe nævne det her!)

Hun løber for hyggens og motionens skyld, ikke for at jagte PR’s; altså alene for sundhedens skyld. Og eftersom vi bor i samme bydel, ser vi af og til hinanden.  

Derfor spurgte hun nysgerrigt til min løbetræning i de forgangne vintermåneder, hvortil jeg kunne berette, at jeg skam løb, om end i begrænset mængde, især fordi min influenza havde afkræftet mig, men at jeg i gode uger havde løbet omkring 50 km, hvilket og kun var halvdelen af de mest aktive i klubben.

Det førte os videre til at tale om træningsafhængighed og her berettede hun om sin søn, der er bodybuilder og som på et tidspunkt ikke kunne springe en enkelt dag over. Således stod han op om natten for at fylde benzin på motoren (ikke på bilen, red.), og der var altid lige et sted på kroppen, der kunne forbedres. Derudover kunne han nærmest ikke føre en samtale uden at skulle nævne træning, uagtet om den konverserede part, havde vist interesse herfor eller ej. Det blev følgelig for meget for hende og hun kunne til sidst ikke holde ud hverken at se eller høre om det.

Og ja, jeg må jo krybe til korset.

Selv om jeg sjældent er oppe omkring 100 km om ugen, kan jeg godt nikke genkendende til afhængigheden. I den sidste tid med influenza og efterfølgende kold lungebetændelse (som det fejlagtigt kaldes) (og som jeg først var fået antibiotika for i dag) har alene tanken om at løbe dog været svær at tænke, hvorfor afsavnet måske har været desto større.



Ovennævnte beregning er baseret på 50 km pr. uge
med en gns.fart på 14 km/t, hvilket giver 30 min dagligt.



Som et udspring af samtalen i klinikken og min afkræftede sjæl og legeme tænkte jeg derfor meget over løb og dets betydning for mig. Hvor jeg startede med at løbe for at tabe mig, løber jeg nu, fordi jeg ikke kan undvære det. Men, og det burde måske skrives med stort, så er jeg også bange for, hvad der sker, hvis jeg stopper med at løbe.

Derfor har jeg lovet mig selv hele tiden at have styr på balancen mellem job/familie/løb/venner.

Udover det har jeg også lovet mig selv at spise nok. Og det var egentligt det, dette indlæg skulle handle om, så undskyld, at jeg er så glad for lange indledninger, men lange forspil skulle jo være så godt, ik?

På et tidspunkt havde jeg en kollega, der via nettet kunne logge dagens måltider og derved se hendes daglige kalorieindtag, hvorfor hun vejede al mad og tastede produkternes næringsindhold ind i loggen. Jeg fik af kollegaen lov til at taste mine måltider ind, men det sluttede brat, da jeg om aftenen begyndte at veje min aftensmad. Konen sagde stop! – Det lykkedes mig ikke at forklare, at jeg blot gerne ville vide, om jeg spiste nok.

En ganske almindelig dag starter jeg enten med en portion havregryn eller A38 og müsli. Dernæst en grovbolle med mørk pålægschokolade til den første kop kaffe på kontoret.

Efter en times tid er jeg nok allerede i gang med rosiner, æbler, mandler, gulerødder, som jeg småspiser af indtil klokken slår 12.

Frokosten byder på rugbrød/grovsandwich og frugt.

Eftermiddagen byder som regel på mere frugt, måske garneret med lidt mørk chokolade.

Hjemvendt fra job, er der så aftensmad, nogle gange efter løb, andre gange før løbet.

Der er dermed dage, hvor jeg føler, jeg spiser konstant. Mine kolleger spiser intet før frokosten og sjældent heller efter.

Figurerne her på siden er alle hentet fra motion-online.dk. Hvor troværdige de er, ved jeg ikke, men sjovt at lege med er det. Kropsidealet kan jeg kun grine af. Det var en artikel fra Politiken, der henledte min opmærksomhed på beregneren. Nu skal vi ikke være så tynde, som vi tror. Tja, man ændrede jo også dansk retsskrivning for at tilpasse den til den jævne danskers skriveevner, så hvorfor ikke også ændre BMI og kropsideal til den voksende livvidde?

Nu går der en lille uges tid, så burde jeg være helt rask for min pådragede mycoplasma, indtil da, kan jeg glæde mig over, at jeg ifølge motion-online ikke skal dø lige med det samme....

Tja...

Der er så få intervaller i denne test, så jeg lige så godt kunne læse min fremtid i kaffegrumset.

Min hvilepuls er 40.
BMI under 35 - øhh ja, træk 16 fra, så er vi der næsten!
Men jeg tror på den, jeg skal ikke dø!