søndag den 24. juni 2012

5 Tårns Quatro Marathon - NY PR

4 Marathons løb jeg nu ikke, men havde i stedet meldt mig til arrangementets sidste halvmarathon.

Der var dog seje løbere, der havde løbet marathon og halvmarathon både torsdag, fredag og lørdag, og som stod i feltet for at løbe deres fjerde løb. På hjemmesiden havde jeg luret, at det ikke var en vildt hurtig rute og/eller også var de hurtige løbere blevet væk, derfor turde jeg godt stille mig op i forreste række. Ruten var en 5'er, der så skulle løbes hhv. 4 eller 8 gange, alt efter...

Starten gik og hurtigt var vi fire, der trak fra. Vi holdt en god fart. Ruten var umiddelbart ikke til PR, der var to stejle bakker, der skulle forceres. En del af ruten var på skov- og strandsti. Strandstien var den værste, løse sten og små pukler med kampsten, der skulle hoppes op på og ned igen(!)

På anden omgang valgte to fra vores føregruppe at slække på farten (de havde løbet de foregående dage) så derefter var der nu mig og den anden tilbage. Ved tredje omgangs påbegyndelse lod jeg ham løbe sit eget løb, min skade i lyske/indadfører/balle var minimeret til ballen alene nu, men jeg ville ikke risikere at rive op i skaden, så tredje omgang slappede jeg af og forkælede mig med en gel.

Idet løbet var en rundstrækning, hvor man på stranden løb helt ud til spidsen af en tange, kunne man se sine konkurrenter. Jeg havde kontakt til nummer 1, men kunne samtidig også pludseligt se nummer 3 og 4. Nu frygtede jeg, at de ville komme i en mega spurt. Det skulle være løgn! Så jeg satte selv farten meget op og håbede derved eventuelt at kunne indhente den førende løber. Halvdelen af missionen lykkedes. Jeg holdt nr. 3 og 4 bag mig, men førstepladsen var ikke indenfor rækkevidde.

Indsatsen rakte til en andenplads. Og ny PR i tiden 1.26.19 - en forbedring på mere end 1 minut. Det tegner godt for efterårets løb....

1 kommentar:

  1. Hej Per,

    Tillykke med din pr. Hvor er det flot!
    Især også fordi ruten var hård :)

    Kh Karina

    SvarSlet