Jubilæum - lad os flage!

Ak ja, jeg lever stadig. Eller det bør man vel ikke sige ak ja til, når alternativet er værre!




Siden mit sidste indlæg har jeg fejret et år som skadet, det er et jubilæum af den mere kedelige slags, og heldigvis er det nu også slut! Ingen smerter mere, det er så skønt!




Mine uger har budt på 40-60 km uden reel fartleg eller intervaltræning, men af og til når lysten og overskuddet har været der, har jeg naturligvis leget med farten. Idioten her kan jo ikke lade være.


At jeg har lang vej igen til sidste års topform har jeg længe været klar over, mere tydeligt blev det, da Slagelses hurtigste løber med lethed kom op på siden af mig, da jeg lå på @4.15. Vi fortsatte i samme fart og sludrede undervejs. Og det var dér, jeg for alvor indså, at min form ikke er, som den har været.




Igen. Jeg siger det konstant til mig selv. Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! - Først til næste år...




Og jeg skal passe på. De sidste uger har jeg formået at presse 60 km ind i en travl hverdag, hvor to af turene har været på 17 og 19 km. Og i denne uge presser jeg lidt ekstra ind. Tirsdag bød på 9 km, onsdag på 19 og i dag tager jeg nok bare 5 km, mens risene koger. Og i weekenden tager jeg så to gange 15 km. Stille og roligt!




Jeg håber snart at have overskud til igen uge for uge at logge mine løb. En anden ambition er at bringe opskrifterne for fejringen af mine 40 år, hvor den stod på kold avocadosuppe med citrusmarineret laks, vitello tonnato, kyllingeruller med parmaskinke og salvie, oksesteg, timianristede kartofler, salat med salt/honning mandler og langtidsbagte tomater og desserten bød på kirsebæris med browniebund. Alt sammen hjemmelavet, selvfølgelig. Men med 30 gæster gav det lidt sved på panden, måske derfor saltmandlerne blev ekstra salte?




Altså hermed et lille livstegn fra mig. Jeg lever. Jeg løber. Jeg spiser... og har det vel egentligt meget godt!

Et ekko, eller historien om en mand, der vist nu er på rette vej

Ekko?

Jeg kan godt forstå, hvis jeg mødes af et ekko, når jeg nu for første gang i mange dage forsøger mig med et råb; altså et længe ventet blogindlæg (længe ventet af hvem?)

Uagtet at alle læsere er væk, lovede jeg mig selv i går at genoptage min blogskrivning, hvis jeg formåede at løbe min 14 km rute på under en time. Det lykkedes. Endda med en to minutters margen.

Mit udgangspunkt var at holde en fart på 4.17, men efter den første halve time havde farten flere gange ligget omkring 4.00, hvorfor jeg selv med mine ringe evner indenfor matematikken kunne regne mig frem til, at jeg godt kunne tillade mig at slække lidt på farten de resterende 6 km.

Men skal vi ikke lige skrue tiden lidt tilbage?

Jeg har nu næsten været skadet et helt år. Sidste år fyldte jeg 39 den 31. august og dagen efter gik mit knæ i stykker. Havde det så bare været i år, havde det validitet til de tre F'er.

Og ja, jeg opfatter stadig mig selv som skadet, hvorfor det naturligvis kunne være uklogt at have leget med farten i går, men sådan har jeg naturligvis heller ikke trænet for at nå frem til, hvor jeg nu er i dag.

Jeg er stadig skadet og mærker det

- ved gang ned ad trapper

- hvis jeg holder mit ben stift og løfter det

- ved pludselige bevægelser

Dog er jeg nu meget mere positiv og frygter nu ikke for mit fremtidige liv som løber, vejen hertil har været hård og det er utroligt hvor latterligt meget sådan en skade fylder i ens bevidsthed.

Vejen fra skadet til næsten rask

Efter en vinter med styrketræning og laaaange halve timer på en kondicykel, beordrede min fysioterapeut mig ud at løbe. Det var den eneste måde, hvorpå jeg for alvor kunne genoptræne led, muskler og knæ. Eneste betingelse var at jeg lyttede til knæet og gerne lagde knæet i fryseren efterfølgende.

Det hjalp!

Både på humør og knæ. Dog er jeg jo så stor en idiot, så man kan ikke bede mig om at gå i gang med at løbe og så være tilfreds med hverken 3 eller 5 km. Det smager jo hverken af fugl eller fisk. Dog blev det flere gange nødvendigt at holde distancen nede på 5. Min fys' rekord på 45 minutter for en 5 km kom jeg dog aldrig i nærheden af. Kan man virkeligt løbe så langsomt?

Indtil for nylig løb jeg aldrig to dage i træk. Det er jeg dog så småt begyndt på nu. Velvidende at det er nu, jeg skal passe ekstra meget på.

Længden på mine løb har de sidste måneder ligget mellem 8-17 km. Ofte med en fart omkring 4.35. Selvom jeg måske burde løbe 5.00, har jeg ikke oplevet problemer med knæet, måske også fordi jeg sjældent har løbet to dage i træk.

Min gamle (og grimme) blå/gule racer er støvet af og har flere gange båret mig rundt på et par 30-33 km ture. Det har i den grad hjulpet mit knæ, faktisk på dem begge, for det venstre var begyndt at få lidt kompensationsskader. Den ene af mine sportsmassører cykler selv meget og har et rigtigt slemt knæ og må derfor holde foden nedad. Det var jeg i starten også nødt til, men nu kan jeg uden problemer holde foden vandret og både trække og træde, til gengæld kan sådan en time på cykel godt give ømhed andre steder!

Vægten har været oppe på 70 kg (gys!) men er nu nede på 67. Kampvægten fra august sidste år var dog 5 kg lavere, men måske var det det, der gik galt. Ikke den lave vægt, men for få proteiner? Endnu en ting jeg har lært af, nu spiser jeg nærmest hvad som helst.

Aldrig flere skader!

Et stort mål for en som mig. Men nu har jeg lært af alle mine skader. Mærker jeg en begyndende skade, tager jeg hellere en restitutionsdag ekstra. Respekten for min svagelige  krop er stor, og langt om længe har jeg lært, at jeg ikke er en supermand.

Til gengæld nyder jeg at sidde i min lænestol med en god bog, kigge på mine to græshoppere og cigar, som smukt lyser stuen op. Ja, man er jo godt på vej til at blive en gammel mand... Og havde jeg ikke været så designfokuseret og kvalitetsbevidst, kunne jeg have købt billige kopier i Bilka eller Ikea, men det overlader jeg til rosset!

Hørt hos lægen

Til konsultation hos lægen.

Lægen: Hvis du lige vil trække op i blusen og trække vejret dybt.

Patienten gør som beskrevet.

Ja, der er ingen tvivl. Du har lungebetændelse og skal have penicillin i 10 dage.  

Efter at have beskrevet medicineringen og sendt recepten til apoteket, fortsætter samtalen og imens har patienten talt dage på fingrene.

Patienten: "Må jeg stille et måske ret idiotisk spørgsmål?"

Ja, da. Svarede lægen med smil på læben og et nysgerrigt ansigt.

"Nu, forholder det sig så'n, at jeg egentligt havde planlagt at løbe halvmarathon næste weekend, altså om 11 dage. Kan jeg det? Og er det tilrådeligt?"

I det øjeblik lægen brugte på at udtænke et svar, havde ansigtet allerede givet mig svaret.

"Nej, det bør du ikke. Giv nu kroppen lov til at restituere. Og ha' respekt for sygdommen"

---

Hvor er det godt, at jeg nu er blevet så voksen, at jeg har lært at lytte til andre og i det her tilfælde lægen. Og ja, jeg har meget stor respekt for lungebetændelse. Tænk at man kan blive forpustet af blot at ligge stille, men har man først prøvet det, kan man godt forstå, hvorfor så mange døde af lungebetændelse før opfindelsen af penicillinen.

Nuvel, jeg har rejst mig fra sygelejet og løbet 5 km på dagen, hvor 30.000 andre holdt løbefest i kbh. Dagen efter løb jeg 10 mere og i skrivende stund, mandag, går jeg nu rundt med ømme lår. Om noget må det vel siges at være et tegn på tingenes tilstand; jeg er i dårlig form!

Men den dom er jeg ikke uenig i. I morgen er det et halvt år siden, at mit knæ sagde stop. Helt rask er det ikke, men nu kan jeg da løbe normalt. Ikke noget med at løbe forfod (og her skal forfod læses som i "at undgå at få hælen i jorden, for så gør det ondt") men nu med normalt afsæt, normal landing og farten taler vi ikke om.

Med et 98% raskt knæ, ømme lårmuskler og en kondition som en inaktiv ryger kommer den næste tid derfor til at stå på rolig genopbygning - så må tiden vise, hvad formen og kroppen kan klare. Jeg er selv meget nysgerrig.

Sub3 på marathon - Drømmen lever, men tør ikke spå, om det nogensinde sker!

Boston Marathon - Familien vil af sted, så jeg overvejer at lade en anden løbe i mit navn for på den vis at luske mig til en garanteret kvailifikationstid - Aldrig for at pynte mig med lånte fjer.

Perronen - Og toget kører mod?

Station i Berlin

Gæt hvor og vind et dårligt knæ!

Det her bliver et kort indlæg.

Jeg ved endnu ikke, om jeg bliver i stand til at løbe til Berlin. I går haltede jeg mig gennem 5 km. Ømheden var en fast følgesvend hele vejen, men heldigvis er det nu musklen lige over knæet, der smerter. Nu skal jeg helt ned i hug for at mærke knæet, alt i alt mangler jeg dog styrke og fuld kontrol.

Træningsprogrammet jager mig med daglige e-mails. Og nu er jeg jo åbenlyst langt bagefter. Og derfor er jeg også 100% sikker på, at sub3 denne gang ikke er muligt. En tid omkring de 4 timer synes mere realistisk, hvis en gennemførelse overhovedet er muligt. For skal jeg løbe alle 42 km med samme smerte som i går, så stiller jeg slet ikke til start.

Og så må jeg indrømme, at jeg ikke er så stort et menneske, at jeg kan stå på sidelinjen og heppe. Kan jeg ikke løbe, droppede jeg helst helt turen derned, men konen vil derned og så er der jo også den mulighed at besøge min gamle studieby og kammerat et par hundrede km syd for Berlin, mens løbet pågår.

Men lad os nu se, forhåbentligt vil den rette dosis træning med blandet cykling/løb give mig et smertefrit og flydende løb tilbage.

Mit helt store mål er jo at kvalificere mig til Boston Marathon og forsalget til næste års løb åbnede i går for de hurtigste løbere, hvor en tid på 2.54.59 for mit vedkommende ville give mig adgang til løbet. Nu satser jeg først på deltagelse i 2015 og eftersom forsalget dertil ligeledes ligger september 2014, er Berlin jo faktisk ikke min eneste chance for at opnå sub3 inden Boston Marathon 2015, så nu bliver jeg helt sikkert nødt til at løbe et marathon til næste år også.

Uge 36:

Løb 0 km
Cykling: 80 km (heraf 33 på raceren - en sprintertur med Vårby Bakke som afslutning. Engang klarede jeg turen med et snit på 32 km/t, denne gang hed det 27 km/t plus en øm bagdel! - endnu en grund til, at jeg aldrig bliver triatlet)

Av og en masse bandeord - Endestationen?

Ugen startede ellers så godt. Mandag morgen stod jeg op, løb 6 km restitutionsløb og tog så 10 mere om aftenen. Tirsdag stod den på intervaller, onsdag igen morgen og aften restitution, torsdag kom jeg til at løbe 4 km længere ned planlagt, men det kompenserede jeg så for ved at sove længe fredag (stod op kl. 5.45!) og først tage en restistutionstur fredag aften. Lørdag stod den først på intervaller og stigningsløb, hvor jeg var oppe og ramme 22 km/t. Alt gik godt!

Men så. Søndag stod den på 28 km langtur. Det var planen. Men efter 19 km måtte jeg opgive og ringe hjem. Knæet gjorde ondt!

Det havde det gjort et par kilometre. Jeg forsøgte først at strække det lidt ud, lave lidt høje knæløft og hælspark. Siden forsøgte jeg at sætte tempo på, men det virkede heller ikke. 

Jeg opgav. Stærkt fortvivlet. Frustreret. Sortseende. Parat til at aflyse Berlin. Verdammt!

Det virker næsten ligegyldigt, men her følger ugens træning.

Mandag: 16 km - rest

Tirsdag: 17 km - intervaltræning

Onsdag: 18 km - rest

Torsdag: 19 km - heraf 8 km progressivt

Fredag: 11 km - rest

Lørdag: 22 km - interval + aften rest

Søndag: 19 km

I alt 122 km

----

Knæet gør nu stadig lidt ondt. Jeg mangler fuld kontrol over det. Både min træner og massør mener dog, at Berlin stadig er muligt. Ingen af dem har dog set på knæet, kun fået en beskrivelse og spurgt ind til det. 

Jeg ved ikke, hvad jeg tør tro. Jeg håber, de får ret!

Måske burde jeg tilføje, at jeg har haft en muskelømhed på siden af højre hofte. Det prøvede jeg forrige år og fik en balletlignende øvelse (falleret balletdanser) til at strække hoften ud. Derfor følte jeg, at der var styr på den ømhed, men sandheden har jo nok været, at jeg har kompenseret og derved bragt mig i en værre situation. Hvornår lærer man det?

Lyserød sportstape er sgu lidt fesent, men det kom på efter behandlingen.

Uge 14+15+16 - Gult kort!

Gult kort!

Det var vist lige, hvad jeg fik den sidste dag i marts, for nu at benytte mig af lidt fodboldterminologi.

Og for at fortsætte i samme tråd, var jeg forinden ikke allerede noteret i dommerens bog, hvorfor det altså heldigvis ikke endte med det røde kort. Røde kort har jeg skam godt selv ville uddele til et par stykker i de sidste tre uger, mere herom senere, måske.

Men nu skal det hele jo ikke være så indforstået og jeg vil også godt inkludere mine kære læsere i betydningen af min indledning. Sagen er jo den, at jeg i min egen selvforståelse er lidt af en supermand og som følge heraf kan sidesætte alle grundregler om løb, udstrækning, træningsmængde og -øgning.

Kroppen giver mig ikke ret og jeg var meget tæt på at løbe ind i en overbelastning, da jeg med Jacob løb de 27 km og dermed kom op over 100 km for uge 13. Højre læg brokkede sig på denne turs sidste kilometre og forhindrede mig som beskrevet i at sætte fart på til sidst. Dagen derpå mærkede jeg intet, men grundet lidt festivitas fik jeg først lejlighed til på ny at lufte benene den efterfølgende dag og dér gjorde det ondt!

Da jeg dagen efter med møje fik lov at løbe en tur igen, gik der ikke mange skridt, før søndagens knude i læggen kom igen. Selv ved lav fart gjorde det ondt.

Så nu stod valget mellem at løbe videre med smerte og muligvis forværre skaden. Eller at løbe hjem, hvor svigermor ventede, eftersom hun og svigerfader var hidkaldt til at passe børnene i lockoutens tegn. Med til historien hører også, at, hvis øjne havde kunnet dræbe, havde jeg været død, inden jeg overhovedet havde fået løbeskoene på, for hvordan kan man tillade sig at løbe en tur, når nu svigermor er kommet?

På den vis kan man godt sige, at min overbelastning/skade kom lidt belejligt; i den betydning, at jeg undgik diskussionerne med en tvær kone og/eller med en sær, gammel dame. (som faktisk er meget sød, men på sine ældre dage er blevet noget sær og påståelig)

Historien her ender heldigvis lykkeligt. En dygtig massør fik løsnet bylden op efter bare to behandlinger. Det var en for mig ny massør, som jeg kendte fra mine tid som fægter, og han var så fræk at spørge, om jeg nogensinde huskede at strække ud. Måske ikke så meget, som man bør, må jeg erkende.

Men når jeg nu var så tæt på det røde kort, har jeg derfor taget det roligt og bygget så langsomt på, som man nu kan, når man er en supermand in spe.

Derfor så mine tre forgange uger ud som føler:

Uge 14:

Tirsdag: 7 km, 31.44 min, gns. puls 144
Lørdag: 10km, 45.03 min, gns. puls 147

I alt: 17 km.


Uge 15:

Mandag: 10 km, 45.16 min, gns. puls 145
Onsdag: 13 km, 59.01 min, gns. puls 143
Lørdag: 15 km, 1.06.58 min, gns. puls 149
Søndag: 15 km - naked running (uret var ikke ladet op)

I alt 53 km


Uge 16

Tirsdag: 15 km nøgen løb igen (havde stadig ikke sat strøm til uret)
Torsdag: 15,5 km, 1.10.04 min, gns. puls 147 (det stormede og jeg havde fejlbedømt vinden, så den største del af ruten var i stærk modvind og med støvfygning!)
Lørdag: 2,5 km let jogging, og derefter 12,5 km, 56.26 min, gns. puls 144
Søndag: 13 km blandet løb med klubben, og 4.5 hjem.

I alt 63 km

Næste mål er at sætte ny PR på halvmarathon-ruten, så særligt søndagens træning med 2 x 3 km tempoløb bekom mig vel, her klarede jeg første tur på 11.04 og anden tur på 11.25, men om det rækker til at sætte ny rekord ved jeg ikke. Mere sikkert er det, at næste indlæg kommer til at hedde "Med snobben på slottet"