Av min skulder og mudder...

Mens stegen simrer færdig i gryden og P.J. Harvey ryster England i højttalerne, sidder jeg nu endeligt i sofaen med benene oppe.

Træningen i dag stod Hechmann for og selv om det kun er min anden træning i den gruppe, så er det nu en skøn fornemmelse at være en del af en gruppe, ydermere en hurtig gruppe, hvor jeg absolut ikke er den hurtigste. Ikke at være den hurtigste ser jeg nemlig kun som en fordel, for det kan i dén grad give mig et spark bagi.

Mine uger går jo normalt fra søndag til lørdag, men jeg vil tillade mig her at lave et lille skifte, så dette indlæg dækker søndag til søndag. Og herefter vil mine uger være som alle andres; mandag - søndag.

Søndag - Første træning med Team Hechmann Sport (THS). 14 km i alt. Træningen indeholdt som beskrevet i et tidligere indlæg bl.a. 5 x 1 km intervaller.

Tirsdag - 14 km i alm. tempo på en time

Torsdag - 5 km (meningen var en 10km-tur, men min skulder gjorde ondt. Jeg havde løftet et par dunke på 25 kg, hvad der svarer til 39.6% af min kropsvægt (var på vægten igår!) og det betalte jeg nu prisen for. Smerten var så stor, at jeg måtte løbe hjem, hvor jeg til gengæld straffede mig selv med armbøjninger, planker, sit-ups, udstræk osv.

Lørdag stod i præ-julebagning (igen) og da sæsonens første honningbrød og vanillestjerner og -hjerter var ude af ovnen, beordrede jeg børnene op på deres cykler og 9 kuperede kilometre senere bankede vi på hos farfar. Selv den 6årige klarede turen uden brok. Jeg er imponeret. Og det skal gøres igen, selv om man siger at succeser ikke skal gentages. Turen tog forresten 50 min og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at tænke, at det altså er i det tempo - og også langsommere, nogen løber marathon i. Nok om det, hyggeligt var det og børnene blev luftet!

Søndag stod den igen i THS's tegn og denne gang var det mesteren selv, der stod for træningen. Vi startede med at lunte gennem skoven og ud til kasernens område, hvor vi trænede teknik. Fodled, spring, sprint. Den del skal helt sikkert også trænes i hverdagen. Herefter skulle vi løbe to gange 2 km i et tempo, der lå mellem halvmarathon og marathontempo. Ruten var delt op på den måde, at vi efter hver 200 m skulle sætte farten op i 50 m og derefter ned til udgangstempoet igen. Det var hårdt. Men jeg løb nok også lidt hurtigere end jeg skulle, men vejret var jo godt, og jeg gav den ikke max, løb bare godt til. Første 2 km blev klaret i 7.37 og anden omgang i 7.26. Herfra luntede vi tilbage til skoven, hvor vi på mudret skovsti fik vist en lille rute på 500 m, som vitterlig bød på mange trærødder, sving, mudder og op- og nedstigninger. Da vi havde set ruten, blev vi bedt om at løbe den med max gas. Det forsøgte jeg. Følelsen af at være Bambi på glatis, var dog allestedsnærværende, hvorfor jeg passede lidt på.

Efter 1½ times træning og hyggeligt samvær var det slut. Jeg har ingen anelse om antal kilometer, men kvaliteten af træningen er høj og det er jo det vigtigste.

Nu vil jeg ikke kede læseren med et referat af alle klubtræninger, så bliver jeg sikkert valgt som sekretær i klubben, hvis det rygtes....

Men altså 42 km + 1½ time i godt, aktivt selskab.

Ikke min klub først

Kokos-mandel småkager

Med en slet skjult reference til et ret godt stykke musik (som i min verden stadig holder, selv efter 1000 gennemlytninger) må jeg nu tilstå, at jeg ikke længere er en ‘lonely rider‘ men nu har fundet mig en klub, som sikkert kan hjælpe mig på vej til, at mit mål om sub3 lykkes til næste år.

Dagen i dag blev tilbragt i hyggeligt selskab med Team Hechmann Sport, hvor den stod på tekniktræning, hyggeløb og fem hårde enkilometers intervaller. Selvom jeg omkring min løbetræning (som det eneste sted!) har en høj disciplin, må jeg indrømme, at der skal andre til for at presse en. Eller sagt omvendt, man er mere tilbøjelig til at bøje af, når smerten melder sig. Eller det er jeg i al fald. Så mængdetræningen bliver nok alene for at få kilometer i benene og den hårde træning dyrkes så i klubben.

I ugens løb havde jeg fået tilbagelagt mine små vinterlige 43 kilometer, og hvor jeg normalt ville have påbegyndt min uge med en lille tur på 21 km, blev det altså i stedet til 14 blandede kilometer.

Og jeg kunne have valgt at tage et billede af Studentersøen, af skovens flotte farver eller af gruppen af seje løbere. I sidste ende faldt fotovalget på min selvbagte selvforkælelse; kokosmandelsmåkager. Det er tæt på jul, mit bmi ligger på 19.5, så jeg må godt!

I stedet for at fortælle, hvem der vandt sidste omgang interval, kan jeg fortælle, at småkagerne laves ved at blande 300 g. mel, 200 g sukker (hvoraf en spiseskefuld sukker kom fra min hjemmelavede vanillesukker), 75 g kokos, 200 g smør, 1 æg, en stor håndfuld finthakkede mandler og en tsk bagepulver. Efter en god time på køl, bages herligheden ved 200 g.

Og for lige at vende tilbage til mit mål om sub3 så er det første marathon  i 2013 nu fastlagt og byen også. Berlin Marathon fejrer næste år 40 års jubilæum - Glückwunsch Berlin! - og jeg skal med. Arrangementet blev forresten udsolgt på lidt over 3 timer, så jeg er glad for, at jeg meldte mig til 3 minutter efter, at salget startede. Ergo skal jeg altså gense en dejlig by, men selvom der er fest, hører du mig nok ikke synge hurra, hurra undervejs. Før og efter kan jeg nok godt overtales til det. Men ikke undervejs, der skal energien og fokus bruges på lidt andre ting. 

Men hermed slutter jeg et indlæg, der ikke rigtigt kunne finde fodfæste, det beklager jeg, men I fik da en småkageopskrift....