64 km, 15 genstande - Uge 42

Dårlig billedkvalitet, beklager!

Egentligt er jeg indstillet på efterår/vinter-mode.
Og egentligt skal jeg ikke nå mere i år set med løbeøjne.
Så egentligt virker det lidt mystisk, at det i denne uge alligevel blev til 64 km.

Men det skete altså! Mest af alt fordi børnene var på efterårsferie, hvorfor jeg benyttede mig af muligheden for at løbe, mens solen stadig var oppe og det var skønt...

Ugen startede søndag med mit halvdårlige løb i Hundige. Knæet var rask; min fokus på at undgå skæve landeveje havde hjulpet, men på dagen drillede maven. I mit løbereferat glemte jeg vist at nævne, at jeg kun tog den ene gel, jeg havde planlagt to, men med mavens tilstand turde jeg ganske enkelt ikke spise/drikke begge. (Hvad er det rigtige ord, indtage måske?)

Mandag nappede jeg 7 km i fodbad, det vil sige, jeg havde lige fået sko og tøj på, da det begyndte at regne, men det stoppede mig ikke, ud skulle jeg. Og på den måde kombinerede jeg løbetur med fodbad!

Tirsdag stod den på restaurantbesøg og selvforkælelse med konen. Vi havde diskuteret forskellige steder, men valgte at støtte en af de lokale restaurationer. Det gør jeg gerne, altså støtter de lokale, men denne restaurant ser aldrig mig igen. Jeg vil ikke sætte navn på den, blot konstatere, at den kalder sig brasseri, har kunst på væggen af en lokal kunstner, ligger i Slagelse og adressen er... Men denne restaurant laver altså mad, jeg kunne have lavet bedre med venstre hånd, saucen var f.eks. grynet og mit gæt er, at det var halvfabrikata!

Onsdag blev det til 14 km + 1 km afslapning

Torsdag og fredag stod i afslapningens tegn. Og hele ugen har jeg drukket vin hver dag og det kan åbenbart godt kombineres med mange kilometer. Tricket er naturligvis, løb først, vin bagefter.

I dag lørdag blev det til 21 km. Og i dag havde jeg skiftet søndagens flade Hundige-landskab ud med et bakket et af slagsen. De første 9 bestod af lange lige stigninger og fald. Som altid føltes det som om det gik mest op(!) og da jeg forlod hovedvejens cykelsti, nød jeg landevejens mange små sving og små og store bakker. Enkelte var ret brutale. Men landevejen er heldigvis helt plan, og det er mine knæ ganske godt tilfredse med. Ovennævnte foto skulle gerne vise en af bakkerne, men med mit svedige mobilkamera, og ikke svedig som i cool, men svedig som i ordet mest ulækre forstand, så er det pænt svært at tage gode billeder.

I korte tal:

Søndag: 21.1 km, tid 1.25.39, gns.fart 14.7, gns. puls 157
Mandag: 7 km, tid 30.30, gns. fart 13.9 km/t, gns. puls 149
Onsdag: 14 +1 km, tid for de første 14.3, 1.00.00, gns. puls 149
Lørdag: 21.1 km, tid 1.29.00, gns.fart 14.2, gns. puls148

Sydkyst Halvmarathon - At vinde over sig selv

Hundige Strandpark

Årets sidste løb var henlagt til Hundige Strandpark, som virkeligt må være et rart sted at bo ved. Især i solskin! Her er mange stier, broer, strand, masser af vand og ingen bakker.

Men i søndags skinnede solen ikke.

Starten skulle for mit vedkommende gå kl. 10.30. Jeg stod op i god tid efter en nat, hvor ældstedatteren med sin astma og dårlig mave havde sørget for en urolig nat. Da den yngste pludseligt også vågnede af et mareridt, blev jeg henvist til en barneseng (som heldigvis er i voksenstørrelse og god) og forsøgte dér at indhente det sidste vigtige søvn.

Det lykkedes kun i begrænset omfang. Hovedet og maven havde det ikke godt, da jeg stod op. Jeg bryggede en gang kaffe, spiste grovboller, drak juice og mærkede mig lidt frem. Min fotograf var tæt på at få et aflysningsopkald, men jeg ville ikke svigte ham, så jeg tog en pinex og krydsede fingre.

Vel ankommet fik jeg mit nummer og chip, gik på toilettet og vrissede dér ad en kvinde, der nærmest blev fornærmet over, at vi mænd altså også skulle benytte det rigtige toilet i herreafdelingen, og jeg var ikke den eneste. Så det var ikke bare mig, der var en gnaven, gammel mand.

Hundefrysende ventede jeg de sidste 10 minutter på at komme i gang. Heldigvis var det endnu tørt, så vi startede ikke i våd tilstand. Jeg ved godt, jeg trækker selve løbsreferatet ud, og jeg har været inde på det før, men hvorfor f..... er det, at så mange folk overvurderer egne evner. Startområdet var smalt og jeg stod således i 15.-16. række, da starten gik. Ligesom i Odense indebar det, at der var en masse skildpadder at overhale, men da dette løb trods alt var noget mindre end det odensianske, fandt jeg hurtigere her en gruppe at løbe med.

Meget tydeligt og meget hurtigt vidste jeg dog godt, at dette løb ville byde på mere overlevelse end rekordforsøg.

De hurtigste 3 mand var stukket af sted fra os alle andre, men jeg havde fundet en gruppe på 5 mand, som jeg hægtede mig på. Og jeg mener hægtede mig på. Hver gang der var skift oppe foran, lod jeg mig blive som en af de bagerste. Mit overskud blev mindre og mindre.

Ruten var forresten inddelt i 10,5 km, der kunne løbes 1, 2 eller 4 gange, alt efter målsætningen.

Da jeg nærmede mig de 9 km, havde jeg allerede flere gange tænkt tanken om at´udgå. Helt uhørt! Her dukkede fotografen så op, i højt humør skød han løs og så ud til at hygge sig. Kort efter begyndte det at regne og da det nu ikke kunne blive meget værre. Blæst, regn, dårlig mave. Ja, hvorfor så ikke løbe videre.

Min 5-mands gruppe lod jeg løbe. Og i en enkelt kilometer løb jeg alene. Men det har jeg prøvet før, for jeg er jo trods alt hurtigere end de fleste og langsommere end de hurtigste. Som alene løber kom jeg forbi Annette Fredskov , som også på det tidspunkt så meget ensom ud. Igen. Så svag jeg var dér, så fik jeg næsten medlidenhed med hende og overvejde at gå sammen med hende (undskyld Annette!) men jeg undlod og snart efter fik jeg følgeskab af en ny løber.

Denne nye løber blev min redningsplanke. Regnen piskede ned, koldt var det ikke, bare vådt. Og med min nye følgesvend var det et skridt ad gangen, og hvert skridt bragte jo målstregen tættere. Hurtigt løb vi ikke, ofte kun med en minuttid på 4,28 eller hvad der svarer til 14 km/t. Og han var på ingen måde i tvivl om, at jeg blev i hælene på ham, hvis han satte farten op, gjorde jeg det også, ligeledes hvis han slappede lidt af.

Tæt på målstregen fangede jeg mig selv i en diskussion med mig selv; skulle jeg udvise fairplay og lade ham løbe i mål, eller give ham kamp til stregen? Jeg vejede virkeligt for og imod. Men i sidste ende tog han beslutningen for mig, for da vi rundede det sidste sving, satte han farten op, meget. Så derfor gjorde jeg det også. Ergo blev det en slutspurt, hvor vi vitterligt sprintede de sidste 3-400 meter. Men han vandt! Og fik bagefter en kæmpe tak af mig for at have hjulpet mig i mål.

Placering: 11
Min tid 1.25.39
Gns. puls 159
---------------

Epilog!

Hvis ret skal være ret, er ruten måske heller ikke den hurtigste i landet. Højdeforskellen er på rutekortet kun 2 m, men mange sving, grus, våde glatte træbroer (som naturligvis er tørre i tørvejr) og en af broerne havde sågar trapper, men nok ynk. Det var ikke min dag.

Jeg fik talt med min lokale superløber Hechmann og jeg tror, jeg er nødt til at løbe et par ture med hans gruppe, måske endda melde mig ind under hans faner og helt sikkert skal jeg nu testes af ham, så jeg får styr på zoner, iltoptagelse osv.


Lidt fotos

Mens håret stadig sidder!

Min lidelse er tydelig, synes jeg!

Efterårstræning og en røverhistorie

Kultvin fra Bolgheri

Det er nu efterår og dermed er der skruet lidt ned for min træning. Nu skal børnene have lov til at gå til deres dans og svømning, og konen skal også træne(s), hvorfor jeg nu slapper lidt af.

Med mørkets fremkomst er det også naturligt nok. Jeg var f.eks. igår ude at løbe 9 km i kraftigt regnvejr, flere steder var det pga. mørket og sparsom belysning umuligt at se, om det var plan vej, man satte fødderne på, ofte trådte man derfor lige ned i vandpytter. Det var nu en dejlig tur alligevel, faktisk var jeg nærmest helt stolt over at have brugt hele 40 min på at løbe 9 km og det tydeliggør jo, hvorfor farttræning ikke er optimalt i mørke.

Nu er dette jo ikke en blog om bøger, mode, vin, mad eller politik, så når nu der bruges mindre energi på træning, kan jeg jo passende finde tid til mine andre interesser. I aften skal jeg således langt om længe endeligt deltage i et arrangement i min vinklub, hvor vi skal smage diverse kultvine, i samme klub har jeg tidligere smagt andre store vine, en af dem jeg husker bedst og stadig kan "smage", var en kultvin af Vinding-Diers ved navn Belluzza.

Denne vin opnåede så høje priser og så stor en kultstatus, at hans vingård faktisk blev røvet i "bedste" western stil med pistoler og det hele, men en enkelt tønde kunne røverne dog heldigis ikke få plads til i deres lastbil.

Vinen i den efterladte tønde var for lidt til at sætte til salg. Der ville simpelthen blive for få flasker og det ville være for dyrt at få printet etiketter til den. Men vinen blev naturligvis alligevel hældt på flasker og Peter Vinding-Diers skrev i egen høje person selv "Belluza" med guldtusch på flaskerne og disse flasker blev så solgt til en god ven af huset - denne ven havde egentligt lovet ikke at sælge flaskerne videre, det skete så alligevel og af kringlede (og lovlige) veje ligger der nu sådan en flaske i mine gemmer, og hele historien har jeg på mail af hovedpersonen selv. Ret spændende synes jeg, og historien skal naturligvis genfortælles når den åbnes i løbet af vinteren i gode venners lag.

I aften skal vi dog ikke smage Belluzzaen igen, men dennes "storebror". Vi skal desuden smage en dessertvin, som tidligere var forbeholdt den russiske Zar. Nu er det ikke Zaren, der drikker den; derimod den russiske mafia, som har taget over - Det skal nok blive godt, interessant og hyggeligt. Og jeg skal nok huske at tage billeder af sjældenhederne...

Hvad med løb? Ja, ja jeg skal nok berette her.

De sidste 3 uger har jeg løbet således

Søndag: 21 km (aldrig over 1.28 i tid)
Tirsdag: 15 km (denne uge dog 10 km - på under 40 min trods røde lys)
Torsdag: 15 km (denne uge dog 9 km)

Samme program bliver hovedtemaet efteråret og vinteren igennem.


-----------------

Her følger lidt vinnoter, for sjov, for de interesserede.

Selve vinsmagningen fulgte ikke de gængse traditioner. Her var ingen rød tråd gennem smagningen, intet tema. Med andre ord var denne smagning helt skæv, men så meget sjovere og skør. F.eks. udbrød en dame efter vin nr. 2, at "det her var noget helt andet". Og det kunne for så vidt være sagt om hver enkelt vin!!! 

Montecarrubo 2008

Peter Vinding-Diers laver ganske enkelt skøn vin

Duften bød på kaffe, mørk frugt og halm.

Smagen: Kompleks og fløjlsblød frugt, læder, stald, tobak. En herrevin, som sikkert også kunne score et par piger...

Massaya Gold Reserve 2004

Hvem havde troet det, men aftenens bedste vin kom fra Libanon.

Duften gav løfter om noget stort. Blomme, lakrids, kirsebær, læder.

Smagen: Tobak, læder, træ, tranebær, stald - vildt potent - jeg vil på ferie i Libanon!

Aftenens perfekte afslutning var denne perle fra Ukraine

Massandra Pinot Gris 2003

Duften kan jeg stadig fremkalde.

Forestil dig at blende marcipan, abrikoser, ferskner, smør og sherry sammen, så har du duften!

Smagen var ligeledes i samme retning.

Fed i konistensen, marcipan, ferskner, honnin, pære - alt i alt dessert nok i sig selv.