Et ekko, eller historien om en mand, der vist nu er på rette vej

Ekko?

Jeg kan godt forstå, hvis jeg mødes af et ekko, når jeg nu for første gang i mange dage forsøger mig med et råb; altså et længe ventet blogindlæg (længe ventet af hvem?)

Uagtet at alle læsere er væk, lovede jeg mig selv i går at genoptage min blogskrivning, hvis jeg formåede at løbe min 14 km rute på under en time. Det lykkedes. Endda med en to minutters margen.

Mit udgangspunkt var at holde en fart på 4.17, men efter den første halve time havde farten flere gange ligget omkring 4.00, hvorfor jeg selv med mine ringe evner indenfor matematikken kunne regne mig frem til, at jeg godt kunne tillade mig at slække lidt på farten de resterende 6 km.

Men skal vi ikke lige skrue tiden lidt tilbage?

Jeg har nu næsten været skadet et helt år. Sidste år fyldte jeg 39 den 31. august og dagen efter gik mit knæ i stykker. Havde det så bare været i år, havde det validitet til de tre F'er.

Og ja, jeg opfatter stadig mig selv som skadet, hvorfor det naturligvis kunne være uklogt at have leget med farten i går, men sådan har jeg naturligvis heller ikke trænet for at nå frem til, hvor jeg nu er i dag.

Jeg er stadig skadet og mærker det

- ved gang ned ad trapper

- hvis jeg holder mit ben stift og løfter det

- ved pludselige bevægelser

Dog er jeg nu meget mere positiv og frygter nu ikke for mit fremtidige liv som løber, vejen hertil har været hård og det er utroligt hvor latterligt meget sådan en skade fylder i ens bevidsthed.

Vejen fra skadet til næsten rask

Efter en vinter med styrketræning og laaaange halve timer på en kondicykel, beordrede min fysioterapeut mig ud at løbe. Det var den eneste måde, hvorpå jeg for alvor kunne genoptræne led, muskler og knæ. Eneste betingelse var at jeg lyttede til knæet og gerne lagde knæet i fryseren efterfølgende.

Det hjalp!

Både på humør og knæ. Dog er jeg jo så stor en idiot, så man kan ikke bede mig om at gå i gang med at løbe og så være tilfreds med hverken 3 eller 5 km. Det smager jo hverken af fugl eller fisk. Dog blev det flere gange nødvendigt at holde distancen nede på 5. Min fys' rekord på 45 minutter for en 5 km kom jeg dog aldrig i nærheden af. Kan man virkeligt løbe så langsomt?

Indtil for nylig løb jeg aldrig to dage i træk. Det er jeg dog så småt begyndt på nu. Velvidende at det er nu, jeg skal passe ekstra meget på.

Længden på mine løb har de sidste måneder ligget mellem 8-17 km. Ofte med en fart omkring 4.35. Selvom jeg måske burde løbe 5.00, har jeg ikke oplevet problemer med knæet, måske også fordi jeg sjældent har løbet to dage i træk.

Min gamle (og grimme) blå/gule racer er støvet af og har flere gange båret mig rundt på et par 30-33 km ture. Det har i den grad hjulpet mit knæ, faktisk på dem begge, for det venstre var begyndt at få lidt kompensationsskader. Den ene af mine sportsmassører cykler selv meget og har et rigtigt slemt knæ og må derfor holde foden nedad. Det var jeg i starten også nødt til, men nu kan jeg uden problemer holde foden vandret og både trække og træde, til gengæld kan sådan en time på cykel godt give ømhed andre steder!

Vægten har været oppe på 70 kg (gys!) men er nu nede på 67. Kampvægten fra august sidste år var dog 5 kg lavere, men måske var det det, der gik galt. Ikke den lave vægt, men for få proteiner? Endnu en ting jeg har lært af, nu spiser jeg nærmest hvad som helst.

Aldrig flere skader!

Et stort mål for en som mig. Men nu har jeg lært af alle mine skader. Mærker jeg en begyndende skade, tager jeg hellere en restitutionsdag ekstra. Respekten for min svagelige  krop er stor, og langt om længe har jeg lært, at jeg ikke er en supermand.

Til gengæld nyder jeg at sidde i min lænestol med en god bog, kigge på mine to græshoppere og cigar, som smukt lyser stuen op. Ja, man er jo godt på vej til at blive en gammel mand... Og havde jeg ikke været så designfokuseret og kvalitetsbevidst, kunne jeg have købt billige kopier i Bilka eller Ikea, men det overlader jeg til rosset!

Når løbeklubber er farlige - og springerknæ!

Øverste hvide streg viser patellasenen

Tiden går og mens jeg arbejder på at gøre lidt ved min lave vægt, vil jeg lige bruge fem minutter på her at gøre status for mit knæs tilstand.

Jeg har været til fysioterapi og fik mit knæ ultralydsscannet. Mit fokus var så meget på skærmen og samtalen med fysioterapeuten, at jeg glemte at forevige øjeblikket med kamera, så ovenstående scanning er ikke af mit knæ, men bringes her for at illustrere mit problem. Øverste linje viser patellasenen, hvor den i mit tilfælde er lidt betændt i venstre side, hvilket ses som en lille fortykkelse. Dét var den dårlige nyhed. De gode var, at hverken korsbånd, brusk eller menisken fejlede noget. Ergo er min tilstand ren og skær overbelastning, altså ingen varige mén og skaden har ovenikøbet et navn nemlig "springerknæ".

Da han hørte om min træning, konstaterede han tørt "Det er derfor løbeklubber er noget lort og farlige"

Jeg ved, hvad han mener. Man vil ikke stå tilbage for andre og deres mængde - og det kan jo, hvis man som jeg lider af glasben, netop føre til skader.

Tilbage til emnet. Mod springerknæ findes der to kure. Sofa i flere måneder eller genoptræning med styrketræning (og elektrochok).

Sofaen blev det selvsagt ikke, hvorfor gentræningen har set ud som følger:

Elektrochok-behandling, som selv fysioterapeuten siger god for. Videnskaben har påvist, at det kan fjerne betændelser i slimsække og betændte sener og muskler. Så 10.000 stød på 20 min, kom frisk!

I træningscentret står den typisk først på en halv times spinning, hvor min puls i snit ligger på 150, så jeg ikke mister alt for meget kondi. Derefter står den på leg curl, leg extension og benpres med udgangspunkt i forholdsvis lav vægt og mange gentagelser, vægten øges så gradvist.

Centret, jeg går i, er Loop og det er et hyggeligt center, hvor der er plads til både os som vil svede og de mange, der tilsyneladende tror, at 6 min på en cykel/stepmaskine og et par omgange i maskinerne kan hjælpe dem af med deres dunk. Nuvel lidt motion er naturligvis bedre end intet, men deres passivitet provokerer mig og der er da nogen, der har bemærket, at jeg er gennemblødt efter en tur på cyklen.

Det har gjort ondt, når jeg har forsøgt mig med en løbetur. Ikke afsættet, men landingen. Den seneste tid har imidlertid budt på fremgang. Og det er indenfor de sidste 14 dage blevet til fire ture á 5-7 km i lav fart, med normal fodsætning, afsæt og landing. Ved de sidste ture havde jeg endda følelsen af at kunne sætte mere fart på, et par gange var jeg nede på @4.20, men gennemsnitligt og overordnet set lykkedes det mig at holde farten på @4.55. Ved de sidste ture havde jeg kun let ømhed, ligeså bagefter, så nu kan jeg da i det mindste løbe igen.

Frygten for smerten har helt sikkert overskygget afsavnet og lysten til at løbe. Min massør er optimist og tror, at jeg er fri af smerter inden dette års udgang. Han er med i min aftenbøn!

Indledningsvis nævnte jeg min vægt. Den er stigende. For et par måneder sagde en morgenvejning små 62,5 kg. I dag efter mange synder (bl.a. hjemmelavede æbleskiver, flæskesteg med hele molevitten, grydesteg med reduceret sauce og rigeligt smør - jeg kunne blive ved) hedder den nu 65,5! Så var det ikke fordi jeg i forvejen savnede mit løb, har jeg snart et ekstra og tungt incitament for at komme tilbage i løbeskoene.

Og nu til endnu en synd. Hjemmelavet smørechokolade.

Smørechokolade med chunky hasselnød

Til to små glas brugte jeg:

100 g hasselnødder
100 g 70% mørk chokolade
100 g mælkechokolade
2 spsk. hjemmelavet vanillesukker
1 dl piskefløde
50 g smør

Rist nødderne (jeg brugte ovn, for skulle også bage brød) og når de er let afkølede, kan hinderne nuldres af, eksempelvis i et (rent) viskestykke, hvorefter de finthakkes.

Fløden bringes i kog og sukkeret tilsættes, hvorefter det hældes over den hakkede smør og chokolade, mens der røres og til sidst kastes nødderne i.

Hæld det på glas og smid det på køl, hvor det sagtens kan holde sig 2 uger.

(Mængden af fløden kan godt øges, hvorved smørbarheden gøres mere børnevenlig!)