Ugen startede ellers så godt. Mandag morgen stod jeg op, løb 6 km restitutionsløb og tog så 10 mere om aftenen. Tirsdag stod den på intervaller, onsdag igen morgen og aften restitution, torsdag kom jeg til at løbe 4 km længere ned planlagt, men det kompenserede jeg så for ved at sove længe fredag (stod op kl. 5.45!) og først tage en restistutionstur fredag aften. Lørdag stod den først på intervaller og stigningsløb, hvor jeg var oppe og ramme 22 km/t. Alt gik godt!
Men så. Søndag stod den på 28 km langtur. Det var planen. Men efter 19 km måtte jeg opgive og ringe hjem. Knæet gjorde ondt!
Det havde det gjort et par kilometre. Jeg forsøgte først at strække det lidt ud, lave lidt høje knæløft og hælspark. Siden forsøgte jeg at sætte tempo på, men det virkede heller ikke.
Jeg opgav. Stærkt fortvivlet. Frustreret. Sortseende. Parat til at aflyse Berlin. Verdammt!
Det virker næsten ligegyldigt, men her følger ugens træning.
Mandag: 16 km - rest
Tirsdag: 17 km - intervaltræning
Onsdag: 18 km - rest
Torsdag: 19 km - heraf 8 km progressivt
Fredag: 11 km - rest
Lørdag: 22 km - interval + aften rest
Søndag: 19 km
I alt 122 km
----
Knæet gør nu stadig lidt ondt. Jeg mangler fuld kontrol over det. Både min træner og massør mener dog, at Berlin stadig er muligt. Ingen af dem har dog set på knæet, kun fået en beskrivelse og spurgt ind til det.
Jeg ved ikke, hvad jeg tør tro. Jeg håber, de får ret!
Måske burde jeg tilføje, at jeg har haft en muskelømhed på siden af højre hofte. Det prøvede jeg forrige år og fik en balletlignende øvelse (falleret balletdanser) til at strække hoften ud. Derfor følte jeg, at der var styr på den ømhed, men sandheden har jo nok været, at jeg har kompenseret og derved bragt mig i en værre situation. Hvornår lærer man det?
 |
| Lyserød sportstape er sgu lidt fesent, men det kom på efter behandlingen. |
