torsdag den 2. maj 2013

Afhængig af træning?


Jeg er misbruger. Tilsyneladende. Men heldigvis får jeg hverken min rus ved alkohol eller stoffer. Nej, jeg er vist afhængig af min træning.

Eller lad mig nu bare droppe forbeholdet. Jeg er afhængig af min træning. Så er det sagt. Jeg er sprunget ud!

Samtidig er jeg også afhængig af at følge med i hvad der sker i verden og da jeg i den forbindelse lagde vejen forbi dr.dk, blev jeg fanget af en artikel omkring en gut, der var afhængig af sin træning, og sørme om ik' DR's journalister var så flinke at linke til en test, hvor man så selv kunne tjekke ens afhængighed.

Nu er jeg sådan indrettet, at jeg godt kan lide skemaer, hvorfor jeg kastede fluks testen ind i et regneark, og tænkte lidt over mine svar, inden jeg tastede et tal ind. Hvis du også vil prøve, finder du mit ark her.

Lad mig gennemgå mine svar

1. Træning er det vigtigste i mit liv.

Nej. Det er en stor del af mit liv, og jeg taler meget om løb, især når man render ind i andre løbere ved f.eks. fester. Men der er to ting, jeg sætter mere pris på. Og de er begge på tre bogstaver.

2. Omfanget af min træning har givet anledning til konflikter mellem mig og min familie/partner.

Ja, der har været tidspunkter, hvor den bedre halvdel ikke var enig i, at det var et godt tidspunkt at løbe i. Sådan må det være med små børn i huset, de er heldigvis ikke længere så små og jeg kan heldigvis løbe sent aften, når ulvetimen er overstået.

3. Jeg bruger træning som et middel til at ændre sindsstemning (f.eks. for at få et kick, slippe væk osv.).

Ja, jeg bruger løb som afstresning. Det er vel næppe en dårlig ting?

4. Jeg har med tiden øget omfanget af min daglige træning.

Ja, det har jeg. Først startede jeg med 2-3 gange 5 km om ugen, så blev jeg lettere, hurtigere og bedre, hvorfor 15 km ugentligt ikke længere var nok. Det tal er så gradvist steget og det vil det i år gøre indtil midt september...

5. Hvis jeg går glip af et træningspas, bliver jeg humørsyg og irritabel.

Hvis jeg i dagligdagen skal ud på 15 km, sørger jeg hele dagen for at spise rigtigt og fylde depoterne op. Og hvis jeg så af en eller anden årsag forhindres i at brænde mit krudt af på den planlagte tur, bliver jeg ganske rigtigt ret humørsyg. Det kan vel næsten sammenlignes med at have sex uden at få orgasme. Lidt af et antiklimaks, ik'?

6. Hvis jeg skærer ned på omfanget af min træning, ender jeg alligevel altid med at træne lige så tit som før.

Spørgsmålet er ikke forstået. Hjælp mig gerne derude!?

Men vi løbere planlægger som regel vores løb alt efter næste udfordring; altså et marathon kræver udholdenhedstræning, halvmarathon kræver udholdenhed og intervaltræning, mens 5 og 10-km distancen kræver mere intervaltræning og hastighedstræning end udholdenhedstræning. Altså diffentieret forberedelse alt efter opgaven, utroligt at skolelærerne ikke kan se fornuften i det, men det er en anden snak!

Alt i alt scorede jeg 24 og må så se risikoen for træningsafhængighed i øjnene. Hvad kan man så bruge det til? - Tjo, man kan da godt reflektere over det lidt. Har træningen taget overhånd? Personligt er jeg dette år parat til at langt for at få et godt resultat til Berlin Marathon, så her vil jeg helt sikkert få uger med 100 km i benene, og hvis min mission om sub3 så lykkes, får jeg nemmere ved at komme til Boston Marathon i 2015, idet min tid så er mindst 15 min hurtigere end kvalifikationstiden.

Så kan jeg slappe af næste år, hvis jeg altså kan finde ud af det....

13 kommentarer:

  1. Hej Snob, meget "sjovt" du skriver et indlæg om trænings afhængighed, jeg er netop i gang med at læse en bog om emnet. Og hvorfor så det? - er det fordi jeg selv føler mig afhængig?
    Jeg kan også svarer ja til mange af spørgsmålene.

    Det vigtige er vel, om det er en sund og positiv afhængighed eller negativ?!

    I bogen jeg læser, nævnes eksempler på løbere der løber på trods af træthedsbrud - som fjerner gips og løber og flere grelle eksempler nævnes.

    Løb må ikke blive det vigtigste i livet. Men det må gerne prioriteres højt efter min mening. Tror det er vigtigt at have en passion og udleve den?

    kh Karina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karina,

      jeg vil også læse nærmere omkring emnet. Men jeg tror, jeg vil læse den i smug, ellers er der da for alvor en, der vil stille spørgsmål ved min træning? :)

      Hvilken bog læser du? Psykologen Mia Lichtenstein har selv skrevet en bog om emnet, og jeg er spændt på hvilken vinkel, hun skriver ud fra. Men jeg er helt enig, hvis man trods alvorlige skader løber videre, har man for alvor et problem.

      Slet
    2. Det er netop Mia L's bog jeg er i gang med. Det er skulle efter sigende være den eneste på dansk.

      Og ja du må læse den i smug med lommelygte under dynen ;)

      Slet
  2. Ikke en test jeg tør kaste mig ud i at udfylde - kan allerede gætte på jeg nærmest scorer max i testen :) hehe. Men når det så er sagt er jeg bevidst om at træning fylder en masse i mit liv, men det kommer stadigvæk sekundært i forhold til familie osv. Det vigtigste er for mig at det ikke kolliderer/konflikter med familien, men det er jo det gode ved løb, at man kan passe det ind når tiden er der, derfor også rigtigt mange meget tidlige / meget sene løbeture for mit vedkommende. Jeg tror ikke man kan putte det på den måde i et skema - man kan jo netop som i skriver godt have en positiv, sund afhængighed af at dyrke motion.

    SvarSlet
  3. Jeg er helt enig. Ikke overraskende, vel?

    Men det er lidt "sjovt", at det nu gøres til et problem at lide af træningsafhængighed, mens vi har en halvdel af befolkningen, der lider af fedme.

    SvarSlet
  4. Hvis man også lige stiger op i helikopteren og ser det hele i et større perspektiv bør vi også huske på at det jo faktisk indtil for få hundrede år siden var en helt naturlig del for os mennesker at bevæge os, at jage, løbe osv. Alt alt for mange sidder stille og får slet ikke nok motion, derfor alle disse livsstilssygdomme. Vi burde alle prioritere at bruge en time om dagen på motion..:) Tja, måske nogen lider af træningsafhængighed, men jeg tror ikke på det er mange, og hvis det er tilfældet snarere et udslag af stress som følge af konflikt imellem alt de krav der stilles på jobbet osv. og samtidigt finde tid til træning.

    SvarSlet
  5. Hej Snob

    Jeg har selv kæmpet med min træningsafhængighed. En ufrivillig kold tyrker er et effektivt middel mod den slags (i hvert fald for en stund). Jeg tror dog, at dit indskud på sundhedskontoen langt opvejer de evt. negative effekter, for stort træningsfokus kan have. Glæder mig til at følge din sub3-mission - så bliv endelig ved.

    Synes du seriøst, at uld og gær er federe en løb? :-P

    Hilsen
    Peter

    SvarSlet
    Svar
    1. Derfor er jeg også spændt på hvilken vinkel, hun skriver ud fra, for "for meget" motion må til enhver tid være sundere end for lidt.

      Nej, vin og mad er bedre!

      Og omkring sub3, så vil jeg næsten love, at jeg får min første og eneste tatovering, hvis det lykkes....

      Slet
  6. Synes narkomaner, alkoholikere, rygere mv. at de selv er afhængige? Nej de kan jo sagtens stoppe fra den ene dag til den anden uden at psyken ændres ;-)

    SvarSlet
  7. Godt at høre fra dig!

    Og ja, du har en pointe.

    SvarSlet
  8. Jeg har fulgt din blog med stor interesse. Du skriver super godt og underholdende og har mange gode pointer og råd og flere af dine opskrifter er også afprøvet med succes.

    I forhold til træningsafhængighed så er det vel ganske rigtigt at det er sundere at være afhængig af træning end inaktivitet. Det er vel også bare at man går seriøst op i noget. Om det er sundt eller ej med den megen træning skal lade være usagt men klichéen alt med måde er vel korrekt. I har bare et ønske om at afprøve jeres fysiske grænser og det skal konkurrere mod om det er sundt. Tjaaah og hvad så. Jeg har i perioder også haft et stort dagligt træningsønske. I disse perioder kan jeg føle mig høj og det er en fed følelse som ingen skal bestemme over og tage fra mig ud over mig selv når jeg så får doven-perioder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for de rosende ord!

      Ja, balancen skal man jo hele tiden have et øje på, og så skal man ikke sidde kroppens signaler overhørig, for det er jo ikke al smerte, der er kortvarig!

      Slet