tirsdag den 6. august 2013

Uge 29-31 - Next stop Berlin, del 4

Reichstag i Berlin, som jeg endnu ikke har oplevet, men i år skal det være!


Nu er ferien endegyldigt slut og jeg undskylder at jeg på min vej mod Berlin tillod mig at poste billeder, der intet havde med Berlin at gøre.

Slut er også mit personlige løbeprogram, for nu mente træneren, at jeg var parat til at følge marathonprogrammet, som de andre seje løbere følger. Som jeg allerede i et tidligere indlæg har fortalt, afslører jeg her kun brøkdele af programmet, dog kan jeg godt afsløre, at det indeholder valgfrie restitutionsdage (mandag, onsdag og fredag). Disse valgfrie dage valgte jeg at holde i overgangen fra mit eget program til fuldblodsprogrammet, men det koster naturligvis på antallet af km.

Da jeg i forvejen har erklæret, at jeg vil gå gennem ild og vand for at komme ned under sub3, er jeg nu færdig med at skulke. Sågar restitutionsdagenes morgen og aftenløb bliver nu overholdt, og går alt godt ender jeg i uge 32 med 130 km på kontoen, det kan I læse mere om senere...

Højdepunktet for disse 3 uger blev den lange tur i uge 31, altså søndag 4. august. Her havde Jacob fra klubben inviteret og det var superhyggeligt at løbe 4 gutter sammen. Tempoet var jo så lavt de første 10 km, at vi kunne joke lystigt med hinanden og talte om alt fra sorte tæer til sengegymnastik, samtidig glemte vi ikke at nyde den pragtfulde natur, om end de fleste bakker gik opad! Tempoet blev sat i vejret de næste 12 km, for så at slutte med en alt for høj fart de sidste 4 km, men det var min egen skyld.

En fed tur som jeg måske ødelagde for de andre med min bare mave...


Uge 29: 90,5 km

Uge 30: 93,85 km

Uge 31: 97,3 km

2 kommentarer:

  1. Jeg er tidligere blevet spurgt herinde, hvad jeg gør rent kostmæssigt med den øgede træningsmængde og jeg vil gerne tilstå, at jeg nu er overgået fra at spise til at æde.

    Jeg spiser konstant. Og hvor vi i vores lille 4-personers familie kunne koge en pakke pasta, koger vi nu to.

    En normal dag for mig ser nu sådan ud:

    Morgenmad: havregryn med mælk

    Formiddag: Grovbolle med mørk pålægschokolade til den første kop kaffe på kontoret.

    Og jeg fortsætter med et stk. frugt, gulerødder, mandler, rosiner indtil frokost.

    Frokost: 3 stk. rugbrød og et stk. frugt.

    Eftermiddag: rester fra formiddagen + frugt.

    Aftensmad: En stor portion med sund fordeling af kød, grønt og kulhydrater

    Og så ryger der generelt meget væske ned.

    SvarSlet
  2. Ser godt ud - med den indsats, og med den form du lagde for dagen i søndags, er jeg ikke i tvivl om at sub3 bliver let for dig !! Det bliver spændende dernede i Berlin, er sikker på vi alle nok skal indfri vore forventninger !! Tak for turen i søndags - det gør vi snart igen !!
    Hilsen
    Jacob

    SvarSlet