Das ganze Januar - En poetisk løbetur

Endeligt var frosten overstået. Dagene er allerede blevet længere og man skulle da være et skarn ikke at indrømme glæden ved mere lys og afstedkommet heraf det mere energi og et højere humør.

Jeg iførte mig lidt mindre tøj end ellers i hele januar. Kun 3/4 tights og to tynd lag på overkroppen. Ingen handsker, intet om halsen og intet pandebånd. Dagens rute var de sædvanlige femten kilometre, ud til den ene ende af byen og hjem igen.

Rolig start.

Rolige skridt. Et, to, et, to. Dybe vejrtrækninger, rolige, langsomme hjerteslag. De næste 15 km skulle være ren nydelse. Som sædvanlig indfinder rytmen sig først rigtigt efter de tre kilometre. Men det i dag havde det ringe betydning; den milde temperatur skulle nydes fuldt ud. Helt tørt var der ikke, men regnen føltes som sommerregn.

Jeg var virkelig urørlig. Et, to, et, to. De milde temperaturer gav mig mod på mere. Hvorfor løbe langsomt og roligt, når nu det mindre tøj indbød til mere? De mange bakker blev nu brugt til fartleg. Cyklister blev overhalet. Det var en sejr hver gang, også selvom det var en ældre dame på 50+. Hjertet slog nu lidt hurtigere. Åndedrættet lød nu også lidt højere. Men stadig føltes overskuddet stort. Et, to, et, to. Nu kom jeg ind på Slotsalléen, lang bakke med jævn stigning og dårligt fortov, så absolut bedst at løbe op ad. Der var træer for hver 20 meter, så sprint, slap af, sprint, slap af. Nu skulle kroppen presses og derefter ville der være halvanden kilometer i let fald. Et, to, et, to. Kroppen var nu helt oppe at ringe, men nu havde jeg 6 minutter, hvor den fik lov at slappe af... Roligt løb igen. Rolige skrift. Et, to, et, to.

Et, to, et, to. Tja... Hvad skal jeg sige. Det var mit bedste forsøg på at lege Faulkner, Euginides, Murakami eller en helt fjerde efter dit eget valg. Men vælg nu ikke en krimiforfatter. Ikke at der som sådan er noget galt med krimier, men i og med at jeg læser mange bøger, mindst en om ugen, så bliver det da også af og til til en tju-bang krimi, der ikke kræver ret meget af en. Engang købte jeg endda også krimier, men det kunne jeg aldrig drømme om mere. Bøger er skønne. Dufter godt. Lækre at røre. Men desværre fylder de også. Og de bedste fylder meget. (Ok, Processen er faktisk ikke så tyk) En bog om ugen ville hurtigt fylde op min allerede fyldte reol, hvorfor jeg i dag kun køber bøger, som jeg kunne forestille mig at genlæse. Og ja, en krimi kan da være skøn, men en genlæsning beriger dig næppe.

Og undskyld mine raplerier. - Hvis du stadig hænger på, nyder du sikkert også film af W. Allen og i så fald burde du give dig i kast med førnævnte Euginides, også selvom Allen ikke er din foretrukne indstruktør. Ja, undskyld, nu skal jeg nok prøve at holde fokus.

Indledende løbeberetning er en syg mands drømme fra et sygeleje. Dybt forkølet har jeg kun kunnet drømme om at løbe. Jeg havde ellers kun to nytårsforsætter for i år. At være mere gavmild. Og at forblive sund og rask. Nu er det ene allerede ødelagt!

De tre foregående uger har jeg i snit løbet 50 km ugentligt og havde planlagt at slutte månedens sidste uge af med 60 km, men sådan skulle det ikke gå.

Fredag blev ældstedatteren ramt af høj feber. Surt, men sikkert ikke noget smitbart. Lørdag løb jeg en tur på 21.5 km. De 10 første i strid modvind, chillfaktoren sagde minus 15, hvorfor jeg også kun havde øjne synligt og altså løb med tørklæde for munden, hjemturen var sjovere og overskuddet var stort. Turen tog 1.33 og på den næstsidste km satte jeg endda farten op i 500 m til 17,5 km/t.

Søndag blev det kun til 7 km, nedbøren havde skabt brun sæbe overalt, vel hjemme og efter et bad hostede jeg lidt, følte mig langsomt sløj, gik i seng og dér blev jeg til tirsdag....

Så forhåbentligt kan jeg begynde at indhente det forsømte i weekenden, måske ikke. Men appetitten er stor. Meget stor!

Jeg beklager denne lidt anderledes løbeberetning, men sådan er jeg, og det er sikkert ikke sidste gang, at jeg adskiller mig fra mængden. Forhåbentligt ikke...

Alt godt derude!


P.S. Januar er maskulinum og ikke neutrum, Det ved jeg godt, det lød bare bedre i overskriften. Mon ik' også Vinterberg ligeledes var klar over det, at han lod sin karakter sige Mein Dänisches Vater?