Jubilæum - lad os flage!

Ak ja, jeg lever stadig. Eller det bør man vel ikke sige ak ja til, når alternativet er værre!




Siden mit sidste indlæg har jeg fejret et år som skadet, det er et jubilæum af den mere kedelige slags, og heldigvis er det nu også slut! Ingen smerter mere, det er så skønt!




Mine uger har budt på 40-60 km uden reel fartleg eller intervaltræning, men af og til når lysten og overskuddet har været der, har jeg naturligvis leget med farten. Idioten her kan jo ikke lade være.


At jeg har lang vej igen til sidste års topform har jeg længe været klar over, mere tydeligt blev det, da Slagelses hurtigste løber med lethed kom op på siden af mig, da jeg lå på @4.15. Vi fortsatte i samme fart og sludrede undervejs. Og det var dér, jeg for alvor indså, at min form ikke er, som den har været.




Igen. Jeg siger det konstant til mig selv. Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! Jeg skal ikke nå noget! - Først til næste år...




Og jeg skal passe på. De sidste uger har jeg formået at presse 60 km ind i en travl hverdag, hvor to af turene har været på 17 og 19 km. Og i denne uge presser jeg lidt ekstra ind. Tirsdag bød på 9 km, onsdag på 19 og i dag tager jeg nok bare 5 km, mens risene koger. Og i weekenden tager jeg så to gange 15 km. Stille og roligt!




Jeg håber snart at have overskud til igen uge for uge at logge mine løb. En anden ambition er at bringe opskrifterne for fejringen af mine 40 år, hvor den stod på kold avocadosuppe med citrusmarineret laks, vitello tonnato, kyllingeruller med parmaskinke og salvie, oksesteg, timianristede kartofler, salat med salt/honning mandler og langtidsbagte tomater og desserten bød på kirsebæris med browniebund. Alt sammen hjemmelavet, selvfølgelig. Men med 30 gæster gav det lidt sved på panden, måske derfor saltmandlerne blev ekstra salte?




Altså hermed et lille livstegn fra mig. Jeg lever. Jeg løber. Jeg spiser... og har det vel egentligt meget godt!

Et ekko, eller historien om en mand, der vist nu er på rette vej

Ekko?

Jeg kan godt forstå, hvis jeg mødes af et ekko, når jeg nu for første gang i mange dage forsøger mig med et råb; altså et længe ventet blogindlæg (længe ventet af hvem?)

Uagtet at alle læsere er væk, lovede jeg mig selv i går at genoptage min blogskrivning, hvis jeg formåede at løbe min 14 km rute på under en time. Det lykkedes. Endda med en to minutters margen.

Mit udgangspunkt var at holde en fart på 4.17, men efter den første halve time havde farten flere gange ligget omkring 4.00, hvorfor jeg selv med mine ringe evner indenfor matematikken kunne regne mig frem til, at jeg godt kunne tillade mig at slække lidt på farten de resterende 6 km.

Men skal vi ikke lige skrue tiden lidt tilbage?

Jeg har nu næsten været skadet et helt år. Sidste år fyldte jeg 39 den 31. august og dagen efter gik mit knæ i stykker. Havde det så bare været i år, havde det validitet til de tre F'er.

Og ja, jeg opfatter stadig mig selv som skadet, hvorfor det naturligvis kunne være uklogt at have leget med farten i går, men sådan har jeg naturligvis heller ikke trænet for at nå frem til, hvor jeg nu er i dag.

Jeg er stadig skadet og mærker det

- ved gang ned ad trapper

- hvis jeg holder mit ben stift og løfter det

- ved pludselige bevægelser

Dog er jeg nu meget mere positiv og frygter nu ikke for mit fremtidige liv som løber, vejen hertil har været hård og det er utroligt hvor latterligt meget sådan en skade fylder i ens bevidsthed.

Vejen fra skadet til næsten rask

Efter en vinter med styrketræning og laaaange halve timer på en kondicykel, beordrede min fysioterapeut mig ud at løbe. Det var den eneste måde, hvorpå jeg for alvor kunne genoptræne led, muskler og knæ. Eneste betingelse var at jeg lyttede til knæet og gerne lagde knæet i fryseren efterfølgende.

Det hjalp!

Både på humør og knæ. Dog er jeg jo så stor en idiot, så man kan ikke bede mig om at gå i gang med at løbe og så være tilfreds med hverken 3 eller 5 km. Det smager jo hverken af fugl eller fisk. Dog blev det flere gange nødvendigt at holde distancen nede på 5. Min fys' rekord på 45 minutter for en 5 km kom jeg dog aldrig i nærheden af. Kan man virkeligt løbe så langsomt?

Indtil for nylig løb jeg aldrig to dage i træk. Det er jeg dog så småt begyndt på nu. Velvidende at det er nu, jeg skal passe ekstra meget på.

Længden på mine løb har de sidste måneder ligget mellem 8-17 km. Ofte med en fart omkring 4.35. Selvom jeg måske burde løbe 5.00, har jeg ikke oplevet problemer med knæet, måske også fordi jeg sjældent har løbet to dage i træk.

Min gamle (og grimme) blå/gule racer er støvet af og har flere gange båret mig rundt på et par 30-33 km ture. Det har i den grad hjulpet mit knæ, faktisk på dem begge, for det venstre var begyndt at få lidt kompensationsskader. Den ene af mine sportsmassører cykler selv meget og har et rigtigt slemt knæ og må derfor holde foden nedad. Det var jeg i starten også nødt til, men nu kan jeg uden problemer holde foden vandret og både trække og træde, til gengæld kan sådan en time på cykel godt give ømhed andre steder!

Vægten har været oppe på 70 kg (gys!) men er nu nede på 67. Kampvægten fra august sidste år var dog 5 kg lavere, men måske var det det, der gik galt. Ikke den lave vægt, men for få proteiner? Endnu en ting jeg har lært af, nu spiser jeg nærmest hvad som helst.

Aldrig flere skader!

Et stort mål for en som mig. Men nu har jeg lært af alle mine skader. Mærker jeg en begyndende skade, tager jeg hellere en restitutionsdag ekstra. Respekten for min svagelige  krop er stor, og langt om længe har jeg lært, at jeg ikke er en supermand.

Til gengæld nyder jeg at sidde i min lænestol med en god bog, kigge på mine to græshoppere og cigar, som smukt lyser stuen op. Ja, man er jo godt på vej til at blive en gammel mand... Og havde jeg ikke været så designfokuseret og kvalitetsbevidst, kunne jeg have købt billige kopier i Bilka eller Ikea, men det overlader jeg til rosset!

Elvis vender tilbage....

For to år siden var det varmt til Cph. Marathon. Faktisk blev det så varm, at samaritterne måtte lægge fire gange så mange løbere i drop, end hvad de normalt er nødt til. I den hede løb jeg utroligt nok mit hidtil hurtigste marathon - at det så sidenhen nærmest kun er gået ned ad bakke er en anden sag.

Men en anden løber kunne åbenbart ikke få det varmt nok og havde klædt sig ud som selveste Elvis the King med paryk og det hele, læs beretningen fra den gang her.

Om manden bag dette stunt er masochist, ved jeg ikke. Men han får det nok ikke koldere i år, for denne gang stiller han op i et morphsuit, altså en kropsnær heldragt i spandex!

Michael, du må have god fornøjelse! Og jeg håber, tilskuere og medløbere sætter pris på din indsats...

Hørt hos lægen

Til konsultation hos lægen.

Lægen: Hvis du lige vil trække op i blusen og trække vejret dybt.

Patienten gør som beskrevet.

Ja, der er ingen tvivl. Du har lungebetændelse og skal have penicillin i 10 dage.  

Efter at have beskrevet medicineringen og sendt recepten til apoteket, fortsætter samtalen og imens har patienten talt dage på fingrene.

Patienten: "Må jeg stille et måske ret idiotisk spørgsmål?"

Ja, da. Svarede lægen med smil på læben og et nysgerrigt ansigt.

"Nu, forholder det sig så'n, at jeg egentligt havde planlagt at løbe halvmarathon næste weekend, altså om 11 dage. Kan jeg det? Og er det tilrådeligt?"

I det øjeblik lægen brugte på at udtænke et svar, havde ansigtet allerede givet mig svaret.

"Nej, det bør du ikke. Giv nu kroppen lov til at restituere. Og ha' respekt for sygdommen"

---

Hvor er det godt, at jeg nu er blevet så voksen, at jeg har lært at lytte til andre og i det her tilfælde lægen. Og ja, jeg har meget stor respekt for lungebetændelse. Tænk at man kan blive forpustet af blot at ligge stille, men har man først prøvet det, kan man godt forstå, hvorfor så mange døde af lungebetændelse før opfindelsen af penicillinen.

Nuvel, jeg har rejst mig fra sygelejet og løbet 5 km på dagen, hvor 30.000 andre holdt løbefest i kbh. Dagen efter løb jeg 10 mere og i skrivende stund, mandag, går jeg nu rundt med ømme lår. Om noget må det vel siges at være et tegn på tingenes tilstand; jeg er i dårlig form!

Men den dom er jeg ikke uenig i. I morgen er det et halvt år siden, at mit knæ sagde stop. Helt rask er det ikke, men nu kan jeg da løbe normalt. Ikke noget med at løbe forfod (og her skal forfod læses som i "at undgå at få hælen i jorden, for så gør det ondt") men nu med normalt afsæt, normal landing og farten taler vi ikke om.

Med et 98% raskt knæ, ømme lårmuskler og en kondition som en inaktiv ryger kommer den næste tid derfor til at stå på rolig genopbygning - så må tiden vise, hvad formen og kroppen kan klare. Jeg er selv meget nysgerrig.

Sub3 på marathon - Drømmen lever, men tør ikke spå, om det nogensinde sker!

Boston Marathon - Familien vil af sted, så jeg overvejer at lade en anden løbe i mit navn for på den vis at luske mig til en garanteret kvailifikationstid - Aldrig for at pynte mig med lånte fjer.

Happy New Year!

Jeg vender (forhåbentligt) stærkt tilbage, jeg har i al fald tænkt mig at bringe lidt om springerknæ og så har jeg jo også en kasse med energiprodukter, der skal testes af.

Tanken om at lukke denne blog har dog meldt sig et par gange undervejs. Og nej, jeg fisker ikke efter tilkendegivelser. Sagen er blot den, at jeg har lidt af lidt træthed omkring mediet, samme træthed meldte sig omkring facebook - hvor jeg ganske rigtigt er at finde, men også kun af tvang fra arbejdsgiverens side! - men forhåbentligt kommer lysten tilbage til at fortsætte mine skriblerier herinde, når mit svage knæ lader mig løbe normalt igen.

Jeg kan løbe igen. Dog ikke hver dag og ikke så langt, som jeg lyster, men juleaftensdag nød jeg 10 km i tiden 45 min, hvilket naturligvis ikke er ligeså langsomt som fysioterapeuten anbefalede, sålænge fokus er på knæet og ikke på konkurrence, så går det nok. Jeg ved, der skal bygges laaangsooomt på, så det gør jeg! Tiden løber dog alt for hurtigt og jeg er begyndt at tvivle på min deltagelse i VM i halvmarathon ligesom cph marathon også synes ambitiøst!

Alt i alt lurer spørgsmålet, om jeg blot skal være glad for at kunne løbe igen, og så glemme alt om konkurrence. Og dermed er vi så lidt tilbage til lukningen af denne blog!

Det er mine bekymringer, ikke jeres!

Må 2014 byde på flere glæder end sorger, flere aktiestigninger (især for Novo) og gid at folk ville klippe deres hæk ned og møde verden med færre fordomme og undlade at stemme på DF.

Godt Nytår!

Når løbeklubber er farlige - og springerknæ!

Øverste hvide streg viser patellasenen

Tiden går og mens jeg arbejder på at gøre lidt ved min lave vægt, vil jeg lige bruge fem minutter på her at gøre status for mit knæs tilstand.

Jeg har været til fysioterapi og fik mit knæ ultralydsscannet. Mit fokus var så meget på skærmen og samtalen med fysioterapeuten, at jeg glemte at forevige øjeblikket med kamera, så ovenstående scanning er ikke af mit knæ, men bringes her for at illustrere mit problem. Øverste linje viser patellasenen, hvor den i mit tilfælde er lidt betændt i venstre side, hvilket ses som en lille fortykkelse. Dét var den dårlige nyhed. De gode var, at hverken korsbånd, brusk eller menisken fejlede noget. Ergo er min tilstand ren og skær overbelastning, altså ingen varige mén og skaden har ovenikøbet et navn nemlig "springerknæ".

Da han hørte om min træning, konstaterede han tørt "Det er derfor løbeklubber er noget lort og farlige"

Jeg ved, hvad han mener. Man vil ikke stå tilbage for andre og deres mængde - og det kan jo, hvis man som jeg lider af glasben, netop føre til skader.

Tilbage til emnet. Mod springerknæ findes der to kure. Sofa i flere måneder eller genoptræning med styrketræning (og elektrochok).

Sofaen blev det selvsagt ikke, hvorfor gentræningen har set ud som følger:

Elektrochok-behandling, som selv fysioterapeuten siger god for. Videnskaben har påvist, at det kan fjerne betændelser i slimsække og betændte sener og muskler. Så 10.000 stød på 20 min, kom frisk!

I træningscentret står den typisk først på en halv times spinning, hvor min puls i snit ligger på 150, så jeg ikke mister alt for meget kondi. Derefter står den på leg curl, leg extension og benpres med udgangspunkt i forholdsvis lav vægt og mange gentagelser, vægten øges så gradvist.

Centret, jeg går i, er Loop og det er et hyggeligt center, hvor der er plads til både os som vil svede og de mange, der tilsyneladende tror, at 6 min på en cykel/stepmaskine og et par omgange i maskinerne kan hjælpe dem af med deres dunk. Nuvel lidt motion er naturligvis bedre end intet, men deres passivitet provokerer mig og der er da nogen, der har bemærket, at jeg er gennemblødt efter en tur på cyklen.

Det har gjort ondt, når jeg har forsøgt mig med en løbetur. Ikke afsættet, men landingen. Den seneste tid har imidlertid budt på fremgang. Og det er indenfor de sidste 14 dage blevet til fire ture á 5-7 km i lav fart, med normal fodsætning, afsæt og landing. Ved de sidste ture havde jeg endda følelsen af at kunne sætte mere fart på, et par gange var jeg nede på @4.20, men gennemsnitligt og overordnet set lykkedes det mig at holde farten på @4.55. Ved de sidste ture havde jeg kun let ømhed, ligeså bagefter, så nu kan jeg da i det mindste løbe igen.

Frygten for smerten har helt sikkert overskygget afsavnet og lysten til at løbe. Min massør er optimist og tror, at jeg er fri af smerter inden dette års udgang. Han er med i min aftenbøn!

Indledningsvis nævnte jeg min vægt. Den er stigende. For et par måneder sagde en morgenvejning små 62,5 kg. I dag efter mange synder (bl.a. hjemmelavede æbleskiver, flæskesteg med hele molevitten, grydesteg med reduceret sauce og rigeligt smør - jeg kunne blive ved) hedder den nu 65,5! Så var det ikke fordi jeg i forvejen savnede mit løb, har jeg snart et ekstra og tungt incitament for at komme tilbage i løbeskoene.

Og nu til endnu en synd. Hjemmelavet smørechokolade.

Smørechokolade med chunky hasselnød

Til to små glas brugte jeg:

100 g hasselnødder
100 g 70% mørk chokolade
100 g mælkechokolade
2 spsk. hjemmelavet vanillesukker
1 dl piskefløde
50 g smør

Rist nødderne (jeg brugte ovn, for skulle også bage brød) og når de er let afkølede, kan hinderne nuldres af, eksempelvis i et (rent) viskestykke, hvorefter de finthakkes.

Fløden bringes i kog og sukkeret tilsættes, hvorefter det hældes over den hakkede smør og chokolade, mens der røres og til sidst kastes nødderne i.

Hæld det på glas og smid det på køl, hvor det sagtens kan holde sig 2 uger.

(Mængden af fløden kan godt øges, hvorved smørbarheden gøres mere børnevenlig!)

Kommunalvalg i Slagelse - 3 overraskelser!

De Konservative

Mens jeg venter på at kunne løbe, kan jeg hermed afsløre, at jeg hidtil ved alle valg har stemt på ovenstående parti. Om det også sker ved det kommende valg, er jeg til gengæld meget i tvivl om!

Tvivlen skyldes ikke partiets manglende medvind, for jeg afholder mig sjældent fra at stå ved mine meninger (kun overfor svigermoderen). Og indtil i mandags var jeg faktisk fuldt overbevist om igen at sætte mit kryds ud for liste C, men så så jeg valgdebatten på TV2East - og blev rystet!

At jeg skulle opleve borgerlige partier som C og V sælge ud af egne meninger blot for at indynde sig hos vælgerne udenfor byerne, det havde jeg ikke set komme. Direkte at udstede garantier for bevarelse af alle kommunens skoler - uagtet demografiens udvikling, det er i mine øjne uansvarligt.

Der ligger helt sikkert en valgtaktisk overvejelse bag denne beslutning; man har givetvis tænkt, at der er stemmer at hente i tryghed.

Men hvis den demografiske udvikling (sammenholdt med konsekvensen af folkeskolereformen) betyder, at grundlaget for en skole er ikke-eksisterende, bør denne skole vel så lukkes? Set ud fra såvel økonomi som faglighed?

Yderst beklageligt er det kun den nuværende borgmester, der fremstår som realist - og når nu der kun kan justeres marginalt på kommunens budget, hvor besparelser synes mere muligt end stigende indtægter, er det vel dumt at male sig selv op i et hjørne? – Eller det er jo præcis, hvad man har gjort i denne situation.

Til alle valg hygger jeg mig med at teste mig selv i diverse "Find dit(n) parti/kandidat"-tests og her falder jeg oftest ud som 80-85% konservativ, 75-80% Liberal og 70-75% Venstre. Disse test er typisk baseret på kandidaternes besvarelser og endskønt et sådan multiple-choice skema har jo sine begrænsninger, kan man dog alligevel se, hvem man langt hen ad vejen er enig med - men måske endnu mere vigtigt, hvem man ikke er enig med.

Overraskelse nummer 2 kommer her.

Bedste match: En Radikal!!! - Jeg som har været stillet op for de konservative. Og prøv at se, hvem jeg er mest uenig med. Ja, heldigvis Enhedslisten, men at kære Helena og jeg er så uenige, det chokerede mig ærlig talt.

Nå, i min jagt på at finde ud af, hvor jeg skal sætte mit kryds, lagde jeg vejen forbi facebook-siden for Venstre i Slagelse.

Måske er det mig, der tager det lidt for nært? Men jeg er selv i daglig kontakt med kunder og leverandører på mail, telefon og sågar også på sociale medier og jeg ville aldrig udtrykke mig som administratoren for Venstres side, hvorfor V helt sikkert ikke får min stemme.

At man tør svare på den måde, det er overraskelse nummer 3.

Klik på billedet for at se dialogen

Økonomisk ansvarlighed står for mig som det vigtigste. Men når nu både C og V ønsker at bevare så meget som muligt ude i de små samfund, også selv om det er dyrere. Og selv om demografien fortsat ændrer sig.

Ja, hvor efterlader det så mig? Skal jeg for første gang nogensinde stemme på R eller på den siddende borgmester, som trods alt tør træffe nogle upopulære beslutninger?

Jeg ved det ikke, men stemme, det gør jeg. Det skal man!

Berlin set fra sidelinjen

Hurtig som bar pokker og en flot, flot løbestil.

Som overskriften indikerer, stillede jeg således ikke til start i Berlin.

Jeg kørte dog til Berlin som planlagt. Hentede mit nummer og mine to trøjer som planlagt. Og fik den forudbestilte massage som planlagt. Da jeg nåede hertil havde jeg ikke løbet en reel, smertefri tur i 4 uger, men alligevel diskuterede jeg kraftigt med mig selv, om jeg skulle stille til start med smertestillende medicin i blodet.

Den tyske massør og jeg diskuterede sagen lidt. Hun hev i og skubbede på knæet. Hun kunne intet spore og behandlingen fremkaldte faktisk ingen smerte. Hun tilbød at tape mig op, men pludseligt vandt fornuftens stemme, hvorfor jeg takkede nej. Eller måske var det i virkeligheden forfængelighedens stemme, der vandt, for jeg ville seriøst sagtens lunte mig igennem på 4 timer, men hvorfor og var det risikoen værd? Selv om det sikkert ville være en kæmpe oplevelse at opleve de mange tilskuere, ville der stå en skamplet på mit løbe-cv, samtidig med, at jeg reelt risikerede at rive op i skaden.

Da det blev søndag gjorde det så lidt ondt, at se hotellets mange løbere gøre sig klar og tage af sted. Men nu var beslutningen truffet og jeg vidste, at det var det rigtige.

Vi stillede os klar ved 10 km mærket (eller sådan ca). Jeg vidste ud fra startskuddet, at de hurtigste løbere ville dukke op her efter 30 min og ganske rigtigt. En løber skilte sig voldsomt ud. Løbestilen, letheden, farten og roen i ansigtet fortalte, at her var der en, der havde det godt. Det var ganske enkelt imponerende at se på.

Kort herefter dukkede subeliten op. Enkelte danskere nåede vi lige at kommentere på. At genkende løbere blev kun sværere, men jeg nåede heldigvis at råbe min løbekammerat Jacob an, som satte PR på 2.50 (og et par sekunder) og selv om vi blev stående 15 min mere, nåede jeg ikke at opdage flere fra klubben.

Herefter gik vi de 3 km ud til målområdet - jeg gad ikke blive og se alle de langsomme løbere. Det er jo fedt som deltager, at der er så mange tilskuere, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen står der i flere timer. Nu ser jeg heller aldrig cykelløb, det er næsten mere monotomt end at se maling tørre. Og selv bolig-istandsættelse-programmer har mange seere!

Nå, men vi gik ud til målområdet og her kunne speakeren virkelig starte en fest. Vi heppede i takt. Og på et tidspunkt bad han os være helt stille. Slukkede musikken og forklarede at, så kedeligt er det at træne i hverdagen. Men NU skulle vi vise, hvordan det var at løbe i mål, hvorefter vi skabte et inferno af jubel. Som løber må det have været enormt at opleve.

Nuvel, vi så Kipsang komme i mål. Stadig kun løbende på forfoden og stadig så det legende let ud. Man kan kun være misundelig.

Herefter blev vi og så Jacob komme i mål, samt nogle flere herefter, indtil 3.10-løberne kom ind.

Nu kunne vores turistweekend skydes i gang. Fjernsynstårnet oplevede vi i dagslys. Rigsdagskuplen sen aften. Hvilket var helt perfekt, altså først at kunne se Berlin i klart, flot vejr og så senere opleve Berlins aftenbelysning.

Shopping, god mad og at tale en masse tysk gjorde faktisk turen helt god, trods alt!

Udsigt fra Fernsehturm

Udsigt fra Fernsehturm - til ære for en kammerat med højdeskræk

Den indre søjle i kuplen - det er mig med blitzen i midten!

Udsigt fra kuplen

Et kig ned i Rigsdagen

Kuplen

Rigsdagen i al sin pragt!

Ikke et ord om løb - Berlin

Så snart jeg havde skrevet titlen på dette indlæg, kom jeg til at tænke på min skolegang med en latterlig feministisk tysklærer (siden fulgte kun sadistiske tysklærere, men de kunne da lære fra sig!)

Oh weh, nogle bøger man blev udsat for dengang, og film ikke mindst. Når man nu sidenhen har fået lidt uddannelse i tysk, kan man undre sig over tysklærerens valg af litteratur og film, og ikke mindst er det komisk at tænke tilbage på hendes skråsikre og absolutte holdninger - f.eks. omkring Øst/Vesttyskland som flertallet af tyskerne jo ikke ønskede genforenet! Heldigvis var denne feministiske lærer så nem at læse, at man kunne få høje karakterer blot ved tale hende efter munden.

Ovennævnte bog er sikkert virkelig god, men den repræsenterer noget af det litteratur, som vi elever slet ikke var parate til, beskrivelsen lyder: "Bolignød og pengemangel tvinger ægteparret Bogner til en ussel tilværelse. Kan man redde kærligheden ved at flygte fra ægteskabet og hverdagens krav." Man har et problem, hvis man som 7./8.-klasses elev kan sætte sig ind i den verden. Og udfra den præmis tabte læreren heldigvis hele klassen på gulvet med hendes emnevalg. Der forstod vores lærere i dansk og engelsk langt bedre at fange os med eksempelvis Orwells "Animal Farm" og Goldings "Fluernes Herre", som gav noget større diskussionlyst.

Tilgiv mig min slentren ned ad memory lane!

Snart går turen jo til Berlin. Og der skal besøges boglader en masse. I Tyskland har man jo lav moms på bøger ud fra tanken om, at bøger gør folk klogere. Derudover vil jeg se, om ik' der kan findes et par gode skiver vinyl og måske endda også lidt tøj.

Så her følger min lille to-do liste i Berlin.

Vinylforretninger 

Her vil jeg gå på jagt efter diverse plader, og mon ik' det skulle være muligt at finde noget af Einstürtzende Neubauten, som er en fantastisk gruppe. Alene deres navn! - Jeg dyrker som hovedregel pænheden i mit tøjvalg (intet ondt om konservatisme) men jeg elsker at få mine sanser provokeret og i musik og litteratur bliver pænhed ofte ligegyldigt.(Hvem sagde Seebach eller Burhan?)

Da Capo og Oye Records - Men selv Saturn har vinyl - Det kunne Fona godt lære af...

Bogpushere

Her fandt jeg et par stykker omkring Savigny Platz, samt en genial og folkelig italiensk restaurant. Så her skal jeg bare på opdagelse!

Tøj

Tja... Her følger jeg nok med som pakæsel og lader mig inspirere undervejs.

Kultur

Fjernsynstårnet og Rigsdagen, samt måske museumsøen.

Mad

Jeg holder en dør åben til en Supper Club, hvor man betaler og spiser det, man får serveret. En supper club er en pop up restaurant, der ikke har fast lokation, men som af og til popper op og hvor madglade og primært lokale stimler så sammen og nyder den gode mad. Ergo får jeg her lejlighed til at møde en masse tyskere, men det er lørdag aften, så det kan godt være, at jeg alligevel springer fra!

Perronen - Og toget kører mod?

Station i Berlin

Gæt hvor og vind et dårligt knæ!

Det her bliver et kort indlæg.

Jeg ved endnu ikke, om jeg bliver i stand til at løbe til Berlin. I går haltede jeg mig gennem 5 km. Ømheden var en fast følgesvend hele vejen, men heldigvis er det nu musklen lige over knæet, der smerter. Nu skal jeg helt ned i hug for at mærke knæet, alt i alt mangler jeg dog styrke og fuld kontrol.

Træningsprogrammet jager mig med daglige e-mails. Og nu er jeg jo åbenlyst langt bagefter. Og derfor er jeg også 100% sikker på, at sub3 denne gang ikke er muligt. En tid omkring de 4 timer synes mere realistisk, hvis en gennemførelse overhovedet er muligt. For skal jeg løbe alle 42 km med samme smerte som i går, så stiller jeg slet ikke til start.

Og så må jeg indrømme, at jeg ikke er så stort et menneske, at jeg kan stå på sidelinjen og heppe. Kan jeg ikke løbe, droppede jeg helst helt turen derned, men konen vil derned og så er der jo også den mulighed at besøge min gamle studieby og kammerat et par hundrede km syd for Berlin, mens løbet pågår.

Men lad os nu se, forhåbentligt vil den rette dosis træning med blandet cykling/løb give mig et smertefrit og flydende løb tilbage.

Mit helt store mål er jo at kvalificere mig til Boston Marathon og forsalget til næste års løb åbnede i går for de hurtigste løbere, hvor en tid på 2.54.59 for mit vedkommende ville give mig adgang til løbet. Nu satser jeg først på deltagelse i 2015 og eftersom forsalget dertil ligeledes ligger september 2014, er Berlin jo faktisk ikke min eneste chance for at opnå sub3 inden Boston Marathon 2015, så nu bliver jeg helt sikkert nødt til at løbe et marathon til næste år også.

Uge 36:

Løb 0 km
Cykling: 80 km (heraf 33 på raceren - en sprintertur med Vårby Bakke som afslutning. Engang klarede jeg turen med et snit på 32 km/t, denne gang hed det 27 km/t plus en øm bagdel! - endnu en grund til, at jeg aldrig bliver triatlet)

Av og en masse bandeord - Endestationen?

Ugen startede ellers så godt. Mandag morgen stod jeg op, løb 6 km restitutionsløb og tog så 10 mere om aftenen. Tirsdag stod den på intervaller, onsdag igen morgen og aften restitution, torsdag kom jeg til at løbe 4 km længere ned planlagt, men det kompenserede jeg så for ved at sove længe fredag (stod op kl. 5.45!) og først tage en restistutionstur fredag aften. Lørdag stod den først på intervaller og stigningsløb, hvor jeg var oppe og ramme 22 km/t. Alt gik godt!

Men så. Søndag stod den på 28 km langtur. Det var planen. Men efter 19 km måtte jeg opgive og ringe hjem. Knæet gjorde ondt!

Det havde det gjort et par kilometre. Jeg forsøgte først at strække det lidt ud, lave lidt høje knæløft og hælspark. Siden forsøgte jeg at sætte tempo på, men det virkede heller ikke. 

Jeg opgav. Stærkt fortvivlet. Frustreret. Sortseende. Parat til at aflyse Berlin. Verdammt!

Det virker næsten ligegyldigt, men her følger ugens træning.

Mandag: 16 km - rest

Tirsdag: 17 km - intervaltræning

Onsdag: 18 km - rest

Torsdag: 19 km - heraf 8 km progressivt

Fredag: 11 km - rest

Lørdag: 22 km - interval + aften rest

Søndag: 19 km

I alt 122 km

----

Knæet gør nu stadig lidt ondt. Jeg mangler fuld kontrol over det. Både min træner og massør mener dog, at Berlin stadig er muligt. Ingen af dem har dog set på knæet, kun fået en beskrivelse og spurgt ind til det. 

Jeg ved ikke, hvad jeg tør tro. Jeg håber, de får ret!

Måske burde jeg tilføje, at jeg har haft en muskelømhed på siden af højre hofte. Det prøvede jeg forrige år og fik en balletlignende øvelse (falleret balletdanser) til at strække hoften ud. Derfor følte jeg, at der var styr på den ømhed, men sandheden har jo nok været, at jeg har kompenseret og derved bragt mig i en værre situation. Hvornår lærer man det?

Lyserød sportstape er sgu lidt fesent, men det kom på efter behandlingen.

Velhængt? - Uge 34, Next Stop Berlin

Velhængt kød er skønt

Følelsen af at være velhængt (well hung) oplevede jeg i denne uge. Om jeg er eller ej, skal jeg lade være usagt, sædvanligvis plejer det dog ikke at være et emne, der volder mig meget tankevirksomhed i forbindelse med min træning. Det gjorde det imidlertid lørdag i denne uge.

Årsag?

Indertrussen i et par splitshorts var lidt løsere, end jeg var vant til og samtidig blæste det godt med kraftig sidevind, hvilket gav mig følelsen af, at der var noget, der hang ud. Træningen den dag stod på intervaller, som blev løbet på flad cykelsti langs en befærdet landevej, hvorfor jeg blev lidt ekstra nervøs for udhænget. Men hvordan tjekker man lige sådan noget elegant? Er det overhovedet muligt? Det lykkedes dog i al fald at kontrollere, at tøjet sad som det skulle og det var (tilsyneladende) kun den ekstra vind, der spillede mig et puds.

Men så fandt jeg da ud af, hvilke shorts, jeg ikke skal have på til Berlin.

Denne uges træning bød desuden på marathonprogrammets længste langtur; 32 km. Vi er i alt 4 fra min løbeklub, der har løbet og nydt disse ture sammen. Vi taler en del på de ture og at vi er i stand til det, viser vist meget godt, at vores form er god. Denne gang var det således mig, der stod for planlægning af turen og efter lidt leg med  gmap's pedometer fandt jeg en god rute på 32, som sluttede af med en skøn, etapeopdelt bakke, hvis nogen skulle få lyst til en bakkesprint. Pedometeren snød mig dog, så vi endte med at løbe 34 km, hvad der resulterede i 4 trætte mænd.

Et lille overblik over ugen:

Mandag: 10 km rest løb - desværre med smerte i svangen og mavekneb, men det var ovre dagen derpå.

Tirsdag: 18 km - heraf 10 km intervaller

Onsdag: 6 km tidlig morgen og 15 om aftenen, i alt 21 km restløb

Torsdag: 20 km - heraf 12 i MT-tempo

Fredag: 10 km morgenløb

Lørdag: 23 km med i alt 5,2 km intervaller af stigende længe, plus 2 x 1 km AT

Søndag: 34 km med temposkift, resultatet blev 34K@4.36

I alt 136 km

Og så skal I da ikke snydes for endnu et sightseeingstip.

Berliner Dom
(lånt af migogmaj.blogspot.com)

Billetten koster 7 euro og det er pengene værd. Her er sjældent ligeså lang kø som ved fjernsynstårnet, men fra domkirkens tårn er udsigten ligeså god og så kan man tillige hilse på de gamle Friedricher i krypten.

Med maven som fjende - Uge 33, next stop Berlin del 6

Vi bliver lidt på Alexanderplatz, her et super flot foto af fjernsynstårnet

Jeg har været i Berlin mange gange. Første gang var med en større gruppe medstuderende fra Friedrich Schiller Universität i Jena, hvor jeg studerede et halvt år. Måske af samme grund har jeg et nostalgisk syn på især Alexanderplatz og siden dengang har jeg ikke været oppe i tårnet, men i år skal jeg. Jeg husker det som pengene værd, så hvorfor ikke?

Men av for en uge. Maveproblemer gør altså ikke en langsom løber hurtigere. Maven ville bare slet ikke onsdag, allerede tirsdag under intervaltræningen kunne jeg mærke, at der var maveproblemer på vej og de prægede min træning helt til torsdag, med onsdag som den værste dag. Men jeg fik da løbet lidt.

Mandag blev det til 15 afslappende km.

Tirsdagens træning var en af dem, der krævede notater i hånden. 17 km inkl. diverse intervaller.

Onsdagen havde jeg brugt på at kæmpe mig gennem dagen. Maven fik mig i jag til at knuge sammen i smerte, men da aftenen nærmede sig, meldte lysten sig og jeg fik 11 km i hus. 11K@4.48 med puls på 131 indikerede ikke ligefrem, at jeg var mærket, men det var jeg!

Torsdag skulle MT testes, først opvarmning og herefter 10K4.04 puls 154. Fin rytme, ingen problemer, men da jeg afjoggede 4 km, sivede al energi ud af mig. Jeg tror maven lige skulle vise, hvem der bestemte.

Fredag morgen kl. 5 blev det til 9.5 km afslapning og vin om aftenen

Lørdag var der langtur på programmet. Egentligt havde min kære træner sammensat en tur med hele 9 temposkift, det ville kræve to hænder at huske det, så jeg delte turen op i 5, 3 og 2 km intervaller. Sammenlagt for hele turen 30.5K@4.36 - heraf 7 km i MT

Søndag var klubdag. Og hvor jeg skulle have løbet intervaller tog jeg i stedet en 5 km test (2,5 km og tilbage igen), hvor jeg satte en krog i en af de hurtigste i klubben og brugte ham som hare. Han havde lovet at holde 4.00, men han løj fra start til slut. 3.42 sagde den for mit vedkommende, altså 18½ minut, haren sluttede lidt hurtigere. Mine 30 dagen før kunne godt mærkes. Samlet set den dag, inkl. 5 km mens grillen blev varm 21 km.

Så alt i alt 122 km.

Denne status er jo skrevet i en allerede påbegyndt uge og desværre er starten ikke gået helt optimalt. Maven voldte atter lidt problemer igår, men hvad værre var, at et vinklubsmedlem og også løber hilste fra modsatte siden af vejen og da jeg løb over til ham, fik jeg ondt under venstre fod, i svangen. Så hvad der skulle have været en afslappende tur, blev pludseligt til endnu en kamp mod maven, men med endnu større bekymringer for foden. Vendte jeg om med det samme? Nej da. Men burde jeg have vendt om? Ja, helt sikkert.

Heldigvis føler jeg i dag ingen smerte og er frisk på aftenens intervaller, spændingen har jeg absolut ikke behov for og skader endnu mindre...

Med hånden til hjælp, og at dø alligevel - Uge 32, Next stop Berlin

Urania Verdensuret på Alexanderplatz

Utroligt at et DDR-levn fra 69 designmæssigt stadig holder den dag i dag. 

Sikke en uge!

130 kilometer kom ind på kontoen og jeg lever stadig. På langturen var jeg dog ved at dø, men med vilje kan man meget, og med hjælp og støtte kan man endnu mere - mere herom senere.

Som bekendt følger jeg nu et marathonprogram og i dette program er der intervaller og temposkift, så det dér med at snøre skoene hjemmefra og så bare pløje sig gennem x-antal kilometre, det holder ikke for tiden.
Men hvordan husker man lige, at man først skal løbe 400 m i en fart, derefter accelerere lidt op i 200 m, slappe af i 400 m for så at gentage det igen og igen.

Et papir ville naturligvis være et svar. Men sved og vand har det med at ødelægge/smuldre papir, så jeg valgte at tage hånden i brug. En god vandfast kuglepen og så ellers skrive dagens program på hånden. Jeg valgte at bruge indersiden, for sæt nu, det ikke kunne komme af...

Dagens program!

I mit program er der ved intervaller og tempoløb altid opvarmningsløb og afjogging og i denne uge så det således ud:

Mandag: 17 km restitution

Tirsdag: 19 km - intervaltræning

Onsdag: 18 km restitution

Torsdag: 21,5 km - inkl. 8 km marathonpace

Fredag: 7 km restitution

Lørdag: 29,5 km langtur i progressivt tempo

Søndag: 18,5 km - tempo

I alt 130,5 km

Langturen gik godt indtil de sidste 3 km. Jeg døde med skoene på. Heldigvis havde jeg god opbakning fra min følgesvend, som med opildnede mig med sin nedtælling af distance samt med en konstant "Du kan godt"... Og det kunne jeg, men hold da fast, det holdt hårdt. 

Trods min nærdødsoplevelse er jeg pænt tilfreds med ugen. Torsdagens pas i marathonpace føltes dog uden rytme, men vel hjemme kunne jeg konstatere at pulsen havde været fin og at alt så godt ud. Det var vel bare en af de dage!

Uge 29-31 - Next stop Berlin, del 4

Reichstag i Berlin, som jeg endnu ikke har oplevet, men i år skal det være!

Nu er ferien endegyldigt slut og jeg undskylder at jeg på min vej mod Berlin tillod mig at poste billeder, der intet havde med Berlin at gøre.

Slut er også mit personlige løbeprogram, for nu mente træneren, at jeg var parat til at følge marathonprogrammet, som de andre seje løbere følger. Som jeg allerede i et tidligere indlæg har fortalt, afslører jeg her kun brøkdele af programmet, dog kan jeg godt afsløre, at det indeholder valgfrie restitutionsdage (mandag, onsdag og fredag). Disse valgfrie dage valgte jeg at holde i overgangen fra mit eget program til fuldblodsprogrammet, men det koster naturligvis på antallet af km.

Da jeg i forvejen har erklæret, at jeg vil gå gennem ild og vand for at komme ned under sub3, er jeg nu færdig med at skulke. Sågar restitutionsdagenes morgen og aftenløb bliver nu overholdt, og går alt godt ender jeg i uge 32 med 130 km på kontoen, det kan I læse mere om senere...

Højdepunktet for disse 3 uger blev den lange tur i uge 31, altså søndag 4. august. Her havde Jacob fra klubben inviteret og det var superhyggeligt at løbe 4 gutter sammen. Tempoet var jo så lavt de første 10 km, at vi kunne joke lystigt med hinanden og talte om alt fra sorte tæer til sengegymnastik, samtidig glemte vi ikke at nyde den pragtfulde natur, om end de fleste bakker gik opad! Tempoet blev sat i vejret de næste 12 km, for så at slutte med en alt for høj fart de sidste 4 km, men det var min egen skyld.

En fed tur som jeg måske ødelagde for de andre med min bare mave...


Uge 29: 90,5 km

Uge 30: 93,85 km

Uge 31: 97,3 km

Da ferien brød ind - Next Stop Berlin del 3

Min Me-Fa Postkasse kan ikke hamle op med den her

Her et lille sammendrag for ugerne 27-28. Begge uger blev på hver sin måde ramt af min forestående ferie.

Uge 27 på den måde, at jeg fredag aften skulle starte bilen og køre mod Amsterdam, hvorfor jeg byttede lidt rundt på min træning. Ifølge planen havde jeg skullet have en rolig 40 min restitutionstur, i stedet nappede jeg lørdagens 3-4 km opvarming, 6 km temposkift á 500 m, for så at jogge af 3-4 km. Med den lange biltur i vente vidste jeg, at jeg lørdag sikkert ikke ville få taget fredagens restitutionstur, til gengæld ville jeg så overholde planen og tage søndagens lange tur progressivt.

Vel ankommet til Amsterdam mødte vi min hollandske kammerat Hans, som bød på morgenmad. Her planlagde vi at tage en stille dag, for han var kommet til at tage en 3. halvleg efter en softball-kamp - jeg aner faktisk ikke, hvor mange halvlege der er i sådan en kamp. Men sommeren var også kommet til Amsterdam, så vi gik fra lejligheden gennem Vondelpark og så badekarret (en tilbygning til et museum) i byen, børnene soppede i bassinet og fik taget et billede ved de store bogstaver sammen med alle de andre turister. Alt i alt en super skøn dag, som sluttede med en grill-aften på Hans' tagterrasse med hjertemuslinger.

Om jeg havde nydt "big city-life" lidt for meget, kan godt ske, for jeg dovnede den om søndagen. Varmen og bilturen sad stadig i kroppen, så tiden løb fra mig. Jeg havde ellers set frem til at prøve kræfter af med Amsterdams mange bakker, men sådan skulle det altså ikke gå. I stedet tog jeg den hurtige beslutning, at jeg også hellere ville tilbringe tiden med Hans, for vi ser trods alt ikke hinanden hvert år. Jeg skal ikke kede jer med et sammendrag af den dag, men lidt park life og et par vindmøller blev det til.

Uge 28 var henlagt til Ardennerne. Men først lagde vi på Hans' anbefaling vejen forbi Maastricht. Og det er virkeligt en anbefalelsesværdig by. Flotte bygninger, mange butikker bl.a. en boghandel i en nedlagt kirke. Jeg tillod mig at tage et foto derinde og jeg vil se, om ik' jeg kan få uploadet dette hertil. Kort sagt, vi kunne have brugt mange flere timer her, men vi startede bilen igen og fandt så endeligt Bohon ved Durbuy i Belgien. (øverste foto og nederste tre er netop derfra, altså Durbuy).

Indtjekningen bød på den lille pudsighed, at værten som stor fan af Anderlecht kommenterede mit navn, for i denne klub har min navnebror gjort sig stærkt populær. Men nej, kun meget, meget fjernt ude er jeg vist i familie med ham. Til gengæld er fodbold altid en døråbner og vi fik mange hints om udflugtsmål.

Mandag aften fortsatte jeg min træningsprogram, som om intet var hændt. Jeg ved godt, at tabt træning er tabt træning, og jeg havde virkeligt diskuteret med mig selv, om jeg skulle rykke rundt på dagene og altså forsøge at indhente det tabte, men valgte altså i sidste ende at lade være. 

Bakkerne i Amsterdam fik jeg jo aldrig muntret mig i, til gengæld blev jeg faktisk lidt skræmt over bakkerne i Ardennerne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt, men havde jeg blot set lidt mere cykelløb (og jeg ser intet),  ville stigningerne nok ikke være kommet sådan bag på mig. Allerede mandagens restitutionstur (!) foregik med et 20-30% fald for så at stige igen cirka ligeså meget, så nogenlunde fladt i 300 m og herfra gik det 400-500 m meget stejlt ned mod floden. Floden som jeg ville finde, for det var her, jeg havde planlagt at træne. Men stien var ikke i vandniveau og bød også på stigninger her og dér, så det ville blive en hård men smuk træning. Problemet med disse stigninger er jo, at man også skal op igen....     

Men smukt og hårdt blev det, men ikke så hårdt som den kommende måneds tid.

Disse uger stod altså lidt i feriens tegn.

Uge 27: 64 km

Uge 28: 89 km

I alt så jeg 4 løbere på hele ferien. Men terrænet lægger også mere op til cykling eller kajak. Her en lille klippeskrænt.

At synde....

Uge 26 - Next Stop Berlin, del 2

Endnu en skøn uge overstået. Og ovenfor endnu et billede af en af Berlins mange attraktioner, hvis man skulle være i tvivl er det her Siegessäule, der er vist.

Denne uge bød også på lidt mere festivitas for ældstedatteren, der i forrige uge fyldte 10 og når vi nu ikke kan finde ud af at begrænse os, er denne runde dag blevet fejret hele tre gange. Det til trods er det i denne uge blevet til 82.5 km.

Jeg har egentligt besluttet mig for ikke at aflægge en fuld beretning af ugens træning, for det er jo min træners levebrød, som jeg derved ville blotlægge, men jeg kan da godt afsløre, at den har stået på en god blanding af progressivt løb, jogging, temposkift, lidt mere jogging og så fremdeles.

Ugens højdepunkt var lørdagens træning som foregik i regn fra start til slut, let regn til at starte med men med tiltagende styrke, så til sidst var jeg gennemblødt. 20 min opvarmning, 5 km temposkift for hver 500 m og så afjogging. Træningen gik godt, ingen problemer med uret denne gang og da jeg vendte næsen hjemad, fik jeg i et sving det meste af en stor vandpyt (sø) udover mig. I modsat retning holdt flere biler i kø og jeg kunne ikke andet end grine og smile til mine tilskuere. Hvorfor blive sur? Jeg var jo allerede gennemblødt!

Næste uge byder så på endnu mere af ovenstående og langsomt har jeg også lært at spise mere, så der er fremskridt på mange fronter.

Min elev, som jeg har glemt at fortælle om, er også i formfremgang. (Nu gør jeg det lige kort; han har længe næret et ønske om at lære at løbe. Når han forsøgte sig, føltes det forkert forstået på den måde, at rytme/ambition/kondi/tålmodighed slet ikke spillede sammen, hvorfor jeg har bedt ham viske tavlen ren og begynde forfra. Jeg har tillige lavet ham et program og løbeteori (30 siders læsning), fundet ruter til ham af forskellig sværhedsgrad og så ellers sendt ham af sted) Var det kort? - Nuvel, han er snart i stand til at løbe 5 km uden pause, men elevens ben er ømme, så nu må jeg hellere snart besigtige ham og lære ham lidt udstrækningsøvelser (ikke at jeg selv hver gang strækker ud, men nu skal han jo gøre, som jeg siger og ikke som jeg gør)

Mere om såvel min træning som elev skal nok følge senere. Men al den selskabelighed og et par glas rødvin af en 6 år gammel Ripasso har gjort denne gamle mand, Deres snob, træt.

Så godnat!